Anmeldelse af: Dirt Forge. Roskilde Festival, Rising-scenen. 01. juli 2018

Dirt Forge åbnede Roskilde Festival med en koncert af svingende kaliber. Kampen mod lyden lod til at tage noget af pusten fra bandet

Roskilde Festival skal åbnes, og den ære tilfalder i år det københavnske sludge-band Dirt Forge.

Publikumsfremmødet virker desværre fra start lidt tynd, men dette lader ikke umiddelbart til at gå bandet på, der med store armbevægelser smadrer igennem med deres tunge og melodiske sludge.
Lyden er desværre fra start af intet mindre end forfærdelig. Der er ufatteligt meget trommer og utroligt lidt af alt andet. Guitaren mudrer og ligger alt for langt bag i lydbilledet, imens den drukner i sovsen fra fuzz-pedalerne. Det virker dog nærmest som om, at den dårlige lyd blot bidrager til, at bandet i starten af deres sæt giver den ekstra godt med gas.
Da lyden midt i sættet bliver markant forbedret, er det sig desværre som om, at noget af luften går af ballonen, og bandet ender med at være mere stillestående.

Bandets egen lyd fungerer virkeligt godt særligt i de mere stille clean-stykker. Guitarlyden under disse clean-stykker er faktisk på grænsen til at være formidabel. Desværre har fuzzen en tendens til at fjerne en god portion af definitionen i tonen. Det viser sig særligt under sidste nummer, hvor bandet dog også lige kommer op i gear igen.

Særligt godt fungerer det, når både forsanger og guitarist, Alex Kolby, og bassisten, Yannick Bünger Kristensen, begge brøler. Personligt er jeg mest til Büngers vokalstil, som er mere brølende og arrig, hvor Kolbys er mere growlende og voldsom. Der er tydelige paralleller at spore til mange af de fede amerikanske bands som for eksempel Crowbar og Black Tusk.

Bandet formår at få varmet publikum godt op, og der er løbende en god omgang mosh oppe på de forreste rækker.
På trods af at publikum bestemt ikke har behov for at bliver yderligere varme i solen, formår Dirt Forge nu alligevel at få, i hvert fald en del af publikum, ekstra op at køre.