Airbourne på Posten i Odense

Airbourne, 2/8/2016, Posten, Odense

Australsk hard rock magtdemonstration i den fynske hovedstad

Enhver rockfan med en forkærlighed for AC/DC bør allerede have gjort bekendtskab med australske Airbourne. Bandets musikstil ligger sig tæt op ad de tidlige udgivelser fra deres legendariske landsmænd, og mange ser Airbourne som direkte arvtagere til den australske rocktrone. Samtidig har bandet opbygget sig et imponerende ry som liveband, efter flere års intensivt turneliv. Der var altså lagt op til en fed aften i hjertet af Fyn.

På trods af Airbournes gode rygte var jeg alligevel en anelse bekymret. Koncerter på Posten er ofte hæmmet af, at lokale koncertgængere kun dukker op på aftener, hvor de helt store kunstnere har valgt at komme forbi Odense. Derfor bliver mellemstore bands ofte mødt af en (i bedste fald) halvtom koncertsal. Alle mine bekymringer skulle dog blive gjort til skamme denne tirsdag aften i august.

Postens store sal var næsten fyldt, og luften var tæt af både kropsvarme og røgmaskinernes damp fra scenen, da Airbourne slog de første strofer an. Fra første nummer, ”Ready to Rock” fra bandets seneste album, var Airbourne i topform, og publikum fik hurtigt næverne i vejret. Allerede ved aftenens andet nummer, ”Too Much, Too Young, Too Fast”, sang store dele af publikum med, og bandet beviste lynhurtigt at de fortjener alt den hype der er og har været omkring dem.

Airbournes energiske optræden kan tage pusten fra enhver, og særligt forsanger og guitarist Joel O’Keefe’s præstation imponerede undertegnede – manden må simpelthen være faldet i gryden med espresso som spæd. Flere uåbnede dåseøl, af de lokale ”Odense Classic”, naturligvis, måtte lade livet når forsangeren bankede dem imod sit hovede, takt til musikken, indtil de bristede og eksploderede i en sky af gyldne dråber – til publikums store fryd.

Man taler ofte om, om bands når ud over scenekanten – i Airbournes tilfælde nåede de helt ned til bagenden af koncertsalen. Næsten også helt fysisk, faktisk. Under en af aftenens mange guitarsoloer løb O’Keefe ned til Postens forhøjning for kørestole og spillede solo for dem, der sad dér. Det er sgu kundeservice.

Selvom Airbourne både musikalsk og hvad angår optræden, bevæger sig på en hårfin grænse imellem originalitet og floskel – og jævnligt falder over i floskel-kategorien – så gør de det hele så overbevisende og ubekymret, at man ikke kan andet end at lade sig rive med. Selv nummeret ”Breaking Outta Hell”, der er fra bandets kommende album, og som det derfor ikke kan forventes at alle kender, var så tilpas simpelt og effektivt, at hele salen sang med alligevel.

Airbourne holdt fast om salens kollektive nosser (m/k) og holdt fast indtil aftenen var ovre. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Airbourne er Australiens pt fedeste hard rock band. De behøver ikke vente på at nogen abdicerer, så de kan overtage rocktronen: de har allerede grundlagt deres egen republik på alverdens scener, som de hersker med hård hånd – og folket elsker dem.

Mærkater: , , , , ,