Alice Cooper

Allerede årets koncert?

-

Anmeldelse af: Behemoth, m.fl. Store VEGA, Kbh. 25. januar 2019.

Er det for tidligt at plædere for årets koncert 2019? Det mener jeg ikke!

Foto: Guillaume Blanjean

Der har allerede været godt med metal- og rock-koncerter fordelt over det danske land i år, hvor vi blandt andet kan fremhæve Architects i VEGA og New Shit Showcase i Pumpehuset.

Men der lod til at være en udbredt enighed om, at koncerten med Behemoth i Store VEGA den forgangne fredag var en af den slags, man ikke skulle misse, og det vidnede et for længst udsolgt venue da også om.

Af uransaglige årsager har Behemoth altid undgået min radar live, trods de har betrådt Copenhells scene og besøgt landet op til flere gange gennem tiden.

Men så blev jeg en ren populist, da de udsendte The Satanist i 2014 med deres formfuldendte sange, som forenede anti-religiøsitet med brutalitet og smuk æstetik for at skrive gode melodier med den evigt karismatiske og provokerende Nergal som hovedfigur og primus motor.

Min kærlighed til bandet voksede kun med sidste års plade, I Loved You at Your Darkest, der sikkert har skræmt nogle oprindelige fans væk, men så sandelig også tiltrukket nye – undertegnede deriblandt.

Derfor var det med spænding, jeg så frem til langt om længe at opleve mægtige Behemoth live. Og deres følge forud gjorde heller ingen skam til aftenens helhed.

 

Wolves in the Throne Room
Apropos bands, som jeg er blevet påduttet fluks at se ved førstgivne lejlighed, er også post-metallere Wolves in the Throne Room, der også leger med black-elementer.

Og det er de lange af slagsen! Ifølge min research spillede de kun tre sange denne aften(!) men sikke eminente sange, der bar hinanden sammen og skabte en stemning, der fandt sig i et flot skæringspunkt mellem at være for indelukkede og for udfarende – ergo en perfekt appetitvækker til resten af aftenen.

Eneste minus for amerikanernes optræden var, at når de endelig gik indadvendt, så virkede det så afdæmpende for store sektioner af publikum i specielt starten – som umiddelbart havde set frem til at give den hele armen denne fredag aften – at det aldrig fik sendt nakkemusklerne i vedvarende rotation.

Men stadig var det er kærkommende bekendtskab fra min side, som jeg agter at gentage senere i livet.

 

At The Gates
Næste band – og sidste inden hovednavnet – er jeg dog slet ikke ubekendt med, da jeg har set dem et par gange før, hvor senest var tilbage på Copenhell sidste år.

Min alder taget i betragtning var det måske passende, at jeg for snart ti år siden lærte dette ophavsband til den store melo-døds-genre i Sverige at kende, for det er ikke et band, jeg er vokset op med.

Og for at springe over i en sports-terminologi, så lægger de her svenskerne bare et højt bundniveau, så fra den første sang, nyklassikeren “To Drink From the Night Itself”, hvor jeg vist nok fik skræmt en sagesløs bartender med min røst, til de var tæt på at lukke ned med deres evergreen “Slaughter of the Soul”, blev der ikke set tilbage med en flot fremførsel, der foregik knivskarpt med lyden – og heldigvis på svensk mellem numrene!

Jeg fortryder aldrig at se At The Gates live, og selv på en dårlig dag, må de kunne hive modet op hos folk.

 

Behemoth
Så var tiden endelig oprandt for polske Behemoth til teatralsk med semi-corpsepaint, strygerparti og hele pibetøjet at indtage scenen og drage os ind i deres mørke performance.

Behemoth har, som jeg mildt sagt har hintet, delt vandene lidt med deres seneste udgivelser, hvor puritanerne mener, de har veget for meget fra deres udgangspunkt, men jeg mener, de i langt højere grad – efter at have tjekket deres bagkatolog ud – evner at skrive sammenhængende sange, der kan appellere til mange typer af metalfans, uden at det nogensinde kammer over til ‘core eller pop.

Og salen responderede derefter!

Den udsolgte sal var vist helt fortjent, og Nergal virkede oprigtig glad i sin erkendelse af, at han mente, dette var bandets bedste performance på denne tour (der havde hovedfokus på de to seneste udgivelser), og han kvitterede da også med en fnisende tøsefnidder af begejstring efter flere numre.

Lyden var denne aften godt skåret, og kvaliteten havde ikke dalet, da Behemoth gik på scenen, og publikum lod til at få valuta for deres penge, så de var klar til en videre aften i byen.

 

Guillaume Blanjean har samlet et galleri fra koncertaftenen her:

Fotograf: Guillaume Blj.

ANTAL STJERNER

Wolves in the Throne Room
At The Gates
Behemoth

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Behemoth, m.fl. Store VEGA, Kbh. 25. januar 2019. Er det for tidligt at plædere for årets koncert 2019? Det mener jeg ikke! Foto: Guillaume Blanjean Der har allerede været godt med metal- og rock-koncerter fordelt over det danske land i år, hvor vi blandt andet...Allerede årets koncert?