Amon Amarth m.f. 18. december, Store Vega.

Vega var blevet stedet, hvor den seneste tour-de-force bestående af Amon Amarth, Behemoth og Grand Magus skulle afsluttes. Det resulterede i en meget blandet omgang metal i et udsolgt Vega denne kølige søndag aften i december

Grand Magus
Grand Magus er et band, som jeg personligt har fulgt siden deres fantastiske 2008 udgivelse ’’Iron Will’’. Bandet føles som et friskt old school pust på den internationale scene. Der spilles heavy metal som en inkarneret genre, ja, man kan nærmest kalde det kliche, og dog? For hvilke bands formår at blande klassisk heavy med Power og Doom? Det gør Grand Magus i hvert fald!

Fra start bliver vi sat ind i et midt-tempo sæt, hvor alle riffs simpelthen lyder seje, alle basgange svinger, og trommerne sætter den lækre bund. Det er klassisk, det er sejt, og med sangtitler som ’’Steel Versus Steel’’, ’’Iron Will’’, ’’Hammer Of The North’’ (som i øvrigt fik et fint gæstebesøg af Johan Hegg fra Amon Amarth) og ’’When The Oar Strikes The Water’’ lyder det jo ultimativt som power metal, men uden at det egentlig er det.

Desværre virkede det under koncerten som om, at Grand Magus var et meget ukendt band for det danske publikum. Der var en udvalgt lille flok, der brølede med på de meget fængende sange, imens andre formåede at stå og nikke anerkendende med. Denne anmelder overhørte et par venner, der var tydeligt imponerede på trods af aldrig at have hørt bandet. På livefronten er det ikke fordi, at man skal forvente sig en hyper-intens koncert, men nærmere en god omgang hyggelig 80’er heavy – med massere af kraft. Sceneshowet er nærmest som snydt ud af næsen på gamle doom- og stoner-bands med trommeslageren bagerst, bassist/vokalist på den ene side og den fremragende vokalist/guitarist, JB, på den anden side. Der bliver ikke løbet rundt og headbanget helt vildt. Derimod bliver der brugt masser af dramatiske fagter – og det virker.

Grand Magus spillede en glimrende første koncert på dansk jord. Lad os sige det sådan, at vores svenske brødre godt må vende tilbage til det ganske danske land gerne på et mindre spillested, der passer bedre til lige deres format.

Behemoth
Efter en utroligt kort pause var det tid til en god omgang polsk black metal! Behemoth er velsagtens et band, som de fleste i Danmark efterhånden har stødt på og måske endda oplevet live, da de er hyppige gæster i Danmark. Denne anmelder er en undtagelse i hvert fald på livefronten.

Det meste af touren havde det været Testament, der havde denne plads, men lige i norden fik vi altså Behemoth i bytte, hvilket velsagtens kan ses som et udmærket bytte, da Testament leverede en af de værste koncerter, der nogensinde er set på Copenhell, tilbage i i 2013.

Behemoth har høstet en masse anerkendelse på det seneste via deres nyeste plade ’’The Satanist’’ – hvilket egentlig er velfortjent, da det er en pisse fed plade. Nu skulle bandet dog bevise deres værd på scenen, og det lykkedes da – delvist. Når man får tudet ørene fulde med roser til Behemoth om, at de er ’’det mest knusende og intense liveband på den internationale metal scene p,t.’’ så må det indrømmes, at deres koncert på Vega, på trods af ikke at være dårlig, heller ikke var imponerende. Forventningerne var nok blevet sat for højt, og derfor resulterede koncerten i en mindre skuffelse.

Der blev ellers lagt hårdt fra starten med ’’Ora Pro Nobis Lucifer’’, som er det absolut bedste nummer fra den seneste plade, og så var der ellers lagt op til at starte aftenens første pit. Der blev spillet med en udmærket fornemmelse for det teatralske samt en velfungerede brug af de forskellige vokalister, som Behemoth har. Nergal gør sig godt som frontfigur, om end man får lidt en følelse af, at der ikke rigtigt bliver ydet det maksimale i forhold til, hvad man har hørt om fra tidligere shows. Meget hjalp det desværre ikke, at Vegas scene er sådan cirka en halv meter for lav for de fleste mennesker, som er under 190 cm. Det var meget svært at se, hvad der skete på scenen, når man stod midt i salen eller bagerst. Det lykkedes dog at fange et glimt af en ekstra trommeslager, der blev hevet på under et nummer – det virker altid blæret!

Behemoth er et underligt band i forhold til publikums kontakt. INTET blev der sagt imellem numre, der var intet at se, bare en ren sort scene. Til gengæld var de virkelig gode til at henvende sig til deres publikum under deres numre. Desværre virker det lidt tørt, at der skal være en større dramatisk pause imellem samtlige numre live – nogle flydende overgange imellem sange ville have været fedt.

Amon Amarth
Efter en lidt længere pause, end der var til Behemoth, var det blevet tid til en omgang melodisk dødsmetal fra genrens fædreland – Sverige. Amon Amarth behøver ingen introduktion, der bliver spillet højt spil på vikingetemaet specielt med deres sceneopsætning samt deres brug af skuespillere til at kæmpe storslåede vikingekampe o.l. på scenen. Bandet valgte pudsigt nok at lægge ud med at spille deres vel allerstørste hit ’’Pursuit of Vikings’’, hvilket satte Vega tidligt i kog. Atter engang måtte man dog sande, at Vegas scene bare burde være større, det var simpelthen nærmest umuligt at se noget som helst på scenen, hvis man stod nede bagved.

Amon Amarth har på deres seneste udspil, ’’Jomsviking’’, valgt at sætte ekstra fokus på den melodiske del af deres musik, hvilket egentlig klæder dem ligeså godt live, som det gør på pladen. Der er blevet tilsat en masse fede leadguitarer, gode harmonier og en glimrende harmoni. Generelt virker det til, at det tekniske niveau er blevet højnet. De nye numre fungerer glimrende i en live-sammensætning. Desværre virker alt lidt tamt, når man står nede bagved, så da der blev gjort klar til wall of death under ’’Cry of the Blackbirds’’, var der altså en udmærket undskyldning til at snige sig igennem op foran, så man kunne tage del i festen. Det skulle vise sig at være et klogt træk. Amon Amarth koncerter skal bare helst opleves oppe omkring fronten som værende en del af den fest, der altid er. Intensiteten steg gevaldigt, og pludselig kunne man se, hvad der egentlig foregik på scenen. Det var også først her, at det kunne ses, at Vega simpelthen bare er en lidt for lille scene til Amon Amarth. Der var ikke plads til hele deres sceneopsætning, så derfor fremstod deres scenografi som lidt skrabet set i forhold til, hvad de har haft med på resten af turneen, samt hvad man er vant til fra f.eks. deres koncert på Copenhell tidligere i år.

Heldigvis var bandet mere i sit es, end hvad de var på Copenhell og formåede at have publikum godt fanget i deres hule hånd under hele deres danske togt. Amon Amarth har aldrig bestået af perfektionister, så der var adskillige tidspunkter, hvor der ikke lige blev spillet helt stramt, eller helt ramt de rigtige toner. Heldigvis gjorde Amon Amarths sceneoptræden op for de små fejl, og de rev derved sig selv i land igen hurtigt.

Efter bandets ordinære sæt takkede de af med et sprødt ekstra sæt bestående af deres nuværende Hit ’’Raise Your Horns’’ samt masse af fællessang på både ’’Guardians of Asgaard’’ og ’’Twillight of the Thundergod’’, hvor der under sidstnævnte sang blev takket fra Grand Magus’ side ved at skulle med på scenen. Det blev til et glimrende sæt med Amon Amarth, hvor der dog lige manglede det sidste. Det er i øvrigt ærgerligt, at de ikke længere lukker af med ’’Death in Fire’’, som de plejede tidligere i deres karriere. Det nummer passer sig godt som et lukningsnummer!

Alt i alt blev publikum altså præsenteret for en lækker omgang tråd med masser af puls. Desværre gik Vegas scenes størrelse ud over oplevelsen. Det kan godt betale sig for publikumstilfredsheden, hvis den scene blev bare en anelse højere. Til gengæld skal der lægges en stor ros til Vega for at dele gratis øl ud til det tørstige metalpublikum efter koncerten. Det er simpelthen bare god stil at stå og dele dåse Tuborg ud til folket, imens de forlader koncertstedet.