Anmeldelse af: Act of Cohesion og Materia, 1000Fryd, 24. feb.
”Far-metal med behårede løg+duga samt Polsk djent med kant på!”
1000Fryd er sådan et af de der små spillesteder i Aalborg, som der bare oser af charme. Når stedet ikke agerer koncertsal, fungerer det også fortrinligt som bar, bemandet af ALLE slags typer.
Act of Cohesion
Koncerten byder lige fra startskuddet på fortrinlig lyd, god stemning og en klar følelse af hjemstavns-stolthed fra alle på scenen. Første nummer, Changing Times, giver den der rare følelse i maven af lige dele lækker spade, kudos til Allan Frandsen (Dime-Allan fremover) for svedig solo, enormt catchy melodier og riffs fyldt med power. Det er bare døj’ lækkert!
Herefter skrider vi over i nogle nye numre stadig med fed udførelse og overbevisende performance, men her begynder øjnene og ørerne også at vænne sig til bandet på scenen, hvilket minder mig om, hvor ubestridt fedt det ser ud at have en højrehåndet guitarist på den ene side af scenen samt en venstrehåndet på den anden. Det fungerer fantastisk! I gamle dage var det at være venstrehåndet i nogens øjne et omgående tegn på, at vedkommende var en tyv eller anden form for kriminel. I dette tilfælde har lefty-guitarist Henrik Mortensen ikke stjålet noget af hvad, jeg ved. Til gengæld ligner det, at manden lever på kaffe og sukkermadder for overbevisende headbanging og generel indlevelse kører i tredobbelt tempo af resten af bandet, men ikke på nogen dårlig måde. Her oveni spilles der også nogle ganske overbevisende soli!
Henrik #2 (Weide), som der både skøn-synger og skriger i lige mængder, har øjensynligt publikum i sine svedige håndflader fra starten af. Flere af de lokale griner med på vittighederne imellem numrene – også da Saturday Night Live lige kommer på besøg i form af MEGET mere ko-klokke!
At være en vittig frontmand er i mine øjne en fantastisk egenskab. At kunne tage sig selv mindre seriøst i et musikmiljø, som der nogen gange bliver meget elitært og prætentiøst, er simpelthen livsgivende. Til gengæld var der her til aften enkelte passager, hvor stemmen simpelthen ikke ville følge hr. Weide til de højder eller dybder, som han gerne ville have den til. Dette resulterede i nogle lidt lunkne vokaler til tider, specielt da denne dårligdom var ”reserveret” til de lange og/eller bærende skrig og dybe råb. Meget få gange skulle stemmen knække i løbet af koncerten, og resten af sættet bar heldigvis ikke præg af hverken udmattelse eller lignende. Masser af sved, men ingen træthed!
Rytmesektionen i form af bas og trommer kører op i en fantastisk enhed. Bassist, Ronni Bech, er en klippe i lydbilledet såvel som den fysiske præsentation. Stramt bliver der spillet skiftevis med både fingre og plektre, men til gengæld er fokuset så skarpt, at han måske glemmer, at han har to sunde ben at gå rundt på. Ikke at der er meget plads at tage af på 1000Fryds beskedne scene specielt ikke, når man er fem voksne mænd samlet deroppe, men her var næsten komplet stilstand.
Thomas Andreasen på trommerne hjuler bare derudaf. Generelt har jeg stor respekt for metallens tøndetæskere på grund af fart, stamina og alt mulig andet, som jeg ikke selv har, men når disse tæske-maskiner endda også har lidt gråt i hår og skæg, så er der lige ekstra pluspoint at hente!
–
Sætliste:
- Changing Times
- Fear of Living
- Tombstones
- Bloody Hands
- Saviour
- Sometimes
- Driving Force
- We Are the Same
- Fallen Angel
Materia
Med henblik på aftenens headline, gik jeg ind til koncerten fuldstændig i mørke. Ikke kun fordi, at lyset på 1000Fryd var slukket for dramatisk effekt, men også fordi, at jeg simpelthen ikke havde nogen anelse om hvilken musik, der ville møde mig.
Straks efter startskuddet er det tydeligt at se, at dette helt klart er progressiv ekstrem-metal anno 2017. Begge guitarister spiller på dyre syv-strengede guitarer, der er stemt i drop lort, og bassisten ligeså på en bas, der ligner et dyrt kaffebord i træet og formentlig koster det samme som en god, brugt bil. De brølende growls og sønderrivende skrig, udført primært af bassist Michał “Mihu” Piesiak, falder på et fantastisk midtpunkt imellem, hvad jeg havde håbet på og, hvad jeg havde forventet. Selvsagt håbede jeg på én ting, men fik noget andet. Dette gør mig dog ingenting, da den ekspertlige udførelse talte for sig selv.
Én ting er at huske, hvilke riffs der kommer hvornår, når man kun skal tælle til fire i hver takt, men i dette meget djent-y tilfælde gælder det om at holde tungen lige i munden, for ikke at falde ved siden af. Selvom jeg spejdede og lyttede alt, hvad jeg har lært, var der ikke en eneste finger at sætte på udførelsen, da det ikke én gang lignede, at nogen faldt udenfor.
Normalt finder jeg denne genre af musik kedelig og uinteressant. I dette tilfælde må jeg dog overgive mig til dels, da det ikke KUN var lange breakdowns, jazzede akkorder og et behov for at virke mystiske og sofistikeret med ambient clean-dele i flere af numrene. I deres performance lignede det fire unge polske mænd mere et ”normalt” moderne dødsmetal band, hvilket pyntede lidt på det. Djent har dog en tendens til at bygge bro mellem hipster-kultur og metal, hvilket også gjorde sig tydeligt ved guitarist Tadeusz “Tede” Piesiak, som spillede hele koncerten igennem med det, som jeg kalder for en høj håndbold-pige-hestehale og v-hals. Han var også klart den, der gik mest amok med headbanging og crowd-connection, meeeeeeen med en hestehale så førstnævnte aktivitet lidt skæg ud.
Noget, der overraskede mig gevaldigt, var evnen til at blande ren sang ind i dette ellers grumpe-tunge chug-helvede. Endda ikke bare ren sang i mande-dybde, men åndssvagt høje toner, flere steder med en højere harmoni fra håndbold-hestehalen. Dette bevidner i hvert fald om en kunnen, som jeg sjældent har set live i metal. Imod koncertens slutning er der en kort pause, før guitaristerne stiller sig på scenen igen med nye spader, der stemmer ENDNU dybere. På nuværende tidspunkt buldrer hver eneste tone hele vejen fra ørerne og ned i ballerne.
Som sidste bemærkning vil jeg holde på, at sættet var en smule monotont på trods af den store tekniske kunnen fra alle i bandet. Det var dog stadig en genial koncert, der var tung og smertefuld som et godstog fyldt til randen med bly og kaktus!
–
Sætliste:
- Cry Forever
- Place Of Find
- Addictions
- Shayba
- B-17
- We Are Materia
- Vandals
- My Land
- Hate
