• Afmagt
  • NAG
3.8

Liveanmeldelse af: Afmagt + NAG. 17. marts 2017. 1000Fryd.

”The future ain’t what it used to be. Time to get off the couch and start a punk band.”

Settingen hedder 1000Fryd, her lugter af koncert-sved, og godtfolket er samlet til skandinavisk punk-hygge!

Afmagt
Hvis der er noget, jeg må tage hatten af for, så er det ærligt at erkende, at det musik, man spiller, ikke tillader længere koncerter end 20-25 minutter forudsat, at det skal indeholde den energi, som der ønskes. Det kan i hvert fald hurtigt siges om Afmagt, som der lige fra første tone bragede af sted i et sonisk helvede af skrig og smadder-spade.

Trods koncertens korte varighed skal bandet have deres ros, hvor den er fortjent, og det stort set alle steder. Når musikken skal være så aggressiv, så går det ikke, at man står og slår rødder på scenen. Med Afmagts næsten grindcore-lugtende tonser punk, må der forventes en performance, som der efterlever dette, hvilket de formåede at gøre fantastisk. Der var ingen ro at spore hos nogen, og forsangeren var endda flere gange nede at sidde på knæ på scenen som om, han havde skreget alt ilt ud af kroppen. Trommeslageren kunne godt ligne en, der havde brug for at gøre det samme allerede inden andet nummer var slut, men han blev ved sine tønder og hamrede igennem hele showet. What a trooper!

NAG
Før aftenens forskellige bands blev sendt på scenen, skulle der jo stadig være musik i baren, og dette virkede til at være nøje udvalgt ud fra, hvilket band der var på vej på scenen. Da norske NAG roder rundt oppe foran for at gøre klar til at ødelægge et stykke af Aalborg, kørte der en god del Kvelertak ud af højtalerne. Det er der jo som sådan ikke noget galt med, men da bandet endelig gik på, havde man lidt hørt det meste af, hvad de kunne, på forhånd…

Der var skruet en lille snas ned for tempoet i denne omgang, men der hersker ingen tvivl: det er stadig punk, og de er stadig sure på systemet!

NAG har en konstellation, som jeg ikke havde set komme. Da det er en trio, og de forsøger at holde musikken så levende som muligt, synger alle tre. Lead-vokalen holdes i tov af guitaristen Arnfinn, den med næst flest vokaler er bassist, Hans, og trommeslageren, Espen, der synger ligeledes med fra tid til anden. Noget, der til gengæld NAGer (get it? Okay, jeg stopper nu….) mig en smule, er, at effektiviteten og udførelsen af vokalerne går i stik modsat retning – Espen growler både ondt og med indlevelse, Hans skriger sådan, at man kan høre hans had for systemet, mens Arnfinn egentlig bare råber lidt halvhjertet uden hverken tonalitet eller distortion i stemmen. Måske er det dét, som der i virkeligheden gør ham til en dygtig punk-sanger, men det lyder sgu lidt tyndt.

Nåh, ja. Mit band Chronicle varmede egentlig også op for begge bands. Det var pisse fee’!