• Apocalyptica
4.5

Anmeldelse af: Apocalyptica, DR Koncerthuset, Amager, 18. marts 2018

 

På papiret lyder det skævt: Fire finner fortolker Metallicas sange på diverse celloer, men denne aften blev et bedre metalshow, end mange metalbands kan gøre det nu om dage.

 

Jeg fik dog ellers bekræftet mine fordomme allerede fra første velkendte hymne “Enter Sandman” ved tankerne om dengang, hvor jeg som ung purk opdagede Apocalyptica som en slags opdateret pastiche, hvor klassisk musik møder moderne tung heavy metal.
Man siger jo, at hvis Richard Wagner havde levet i dag, så havde han lavet heavy metal, for den tekniske udøvelse, det floromvundne udtryk og intensiteten i de to stilarter har mange lighedspunkter.

Så da en koncertsal som DR’s Koncerthuset, som jeg tidligere har skamrost for god lyd og er velegnet til klassisk musik, havde hevet finnerne i Apocalyptica ind for at give en 20års-jubilæumsopførsel af deres album Plays Metallica by Four Cellos (skiven er godt nok 22 år gammel nu, men det har været en lang tour, som de sagde fra scenen), måtte jeg slå til, da jeg aldrig har set bandet live før.

Koncerten var delt i to akter, hvor den første halvdel var mere stillesiddende og bestod af den oprindelige plade i sin helhed spillet fra start til slut, mens den anden akt bestod af sange, der var med på den genudgivne udgave af skiven – plus det løse.

Men “Enter Sandman”-fortolkningen fik mig bare til at mindes, at det er i de stille passager, at Apocalyptica fungerer bedst på plade – troede jeg. For spol da så lige tiden frem, da bandet tog “hævn” ved at fortolke tonseren “Battery”, hvor jeg tror, selv Metallica-gutterne må få nys om denne fremførsel og selv øve sig på celloerne for at kunne give en tilsvarende intens opførsel af den ikoniske sang.

Hvordan kan man levere en cello-solo, mens man ligger på ryggen på gulvet?!

Men den store åbenbaring er her, at selvom jeg altid helst vil se Metallica spille deres sange, så er det ovenud imponerende, at fire finner (bevares, trommeslageren i anden afdeling af koncerten skal også have cadeau) kan levere en rock/metal-opvisning uden brug af gængse instrumenter til den slags koncerter, der som ofte indbefatter guitarer, bass og vokal.

Havde jeg fået at vide på forhånd, at jeg ville blive blæst bagover af koncerten, havde jeg troet, det udelukkende ville bero på Apocalypticas tekniske formåen i at fordele Metallicas sangelementers “stemmer” fra numrenes instrumenter på skift over celloerne under sangere, havde jeg troet på det, men når en proppet koncertsal rejser sig for at synge “med på” “Seek and Destroy” – bare for at finnerne kunne fucke med os med lidt “Barbie Girl” inkorporeret til slut – så kan man altså levere en formfuld metalfest, der tydeligvis kommer af mange års træning.

Mit første møde med Apocalyptica på plade var en slags “Tøhø, man kan også spille Metallica-sange på cello. Godt lavet,” men jeg forstod ikke, hvordan den skive kunne ende med at igangsætte en karriere for et finsk band, der i skrivende stund har solgt flere millioner kopier af deres diskrografi.

Denne aften forstod jeg det.

 

Galleri fra aftenen af Mark Stoumann:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann