Bedre struktur og mere rock!

Anmeldelse af Hollywood Undead, “V”, BMG, 27. oktober 2017

Vi er her vidne til et band/en hiphop-rockende gruppe, der endelig er (ved at være) der, hvor de har fundet den rette formel

Vi kan anno 2017 konstatere, at det langt fra blev Hollywood Undeads svanesang med udgivelsen Swan Songs fra 2008, da de nu på fredag kan skyde den femte skive af sig, som meget passende bærer titlen “V” (romertallet for “5”). Men hvordan fungerer “V” så som helhedsindtryk og udviklingsstil for bandet.

Det korte svar er, som karakteren viser, at Hollywood Undead er én stjerne fra at have lavet deres bedste plade til dato.

Et lidt udvidet svar er, at Hollywood Undead har fundet den rigtige formular til, hvordan man bikser sange sammen, der kan kanalisere det udtryk, som jeg fornemmer, bandet går efter, ud.
Bandets fem medlemmer forsøger ikke længere febrilsk at komme til fadet – eller mikrofonen, rettere betegnet – for at få et ord eller sytten indført i nogle mudrede strukturerede sange, der gerne skulle have både beats, guitar og techno hist og pist.

Tag åbneren og singleforløberen “California Dreaming”. Hvis ikke dansk radio var så guitarforskrækket, så er den jo som skabt til spilletid i æteren. Den har uden tvivl fået sin rotation i USA. Det er rock, det er fængede, og det er sammenhængede.

En anden single “Renegade” fortsætter det udtryk, som “California Dreaming” lagde for sig. Det er god gedigen rock, hvis du kan lide den serveret med rap i versene, som ofte byder på et c-stykke, der netop er et vers mere, som man kender det fra hiphop.

Jeg ved, at hvis du er ubekendt med bandet, lyder det som om, at jeg beskriver den udskældte genre Nü Metal. Men hvor den genre mere er rapcore med insisterede rapperi over en tung guitar, er det her mere rock-hop, hvor hovedfokus er hip-hop. Men på “V” formår Hollywood Undead at sammensætte en plade, hvor den gode sangstruktur er i fokus, og rockmusikken har fået mere fokus.

Det er faktisk lidt en skam, at gruppen ikke har udsendt sange som “Black Cadillac” eller “Broken Record” som singleforløbere, da de sange viser, hvor alsidigt bandet kan være.

Faktisk er der kun én fyldsang på “V” i min optik. Det er “Nobody’s Watching”, der minder for meget om den foregående sang, “Broken Record”, så man kunne tro, at sidstnævnte var en demoversion.

Grunden til, at bandet ikke rammer topkarakteren, er til dels, at jeg fornemmer, de stadig har deres bedste sange til gode og endnu mere uforløst potentiale, og så er der teksterne. Godt nok er det befriende, at Hollywood Undead næsten er gået væk fra de misogynistiske tekster, men så falder de over i den udtørrede svada om, at Californien og hovedsageligt afdelingen Hollywood er et sted for ødelagte drømme og triste eksistenser.
Helt ærligt, drenge, hvor mange sange kan man skrive om det emne? (Hov, Red Hot Chili Peppers har lige ringet.)

Men for at slutte på en positiv kommentar, så er jeg EMINEMT vildt med sangen “Bang Bang”! Den kører uafbrudt på anlægget herhjemme, og jeg kan ikke vente, til alle andre får mulighed for at høre den – og resten af skiven for den skyld.

Så hvis du ikke er så fastlåst i, hvordan hård rock skal lyde og kan lide gode sange i den genre, skal du give dig i kast med “V” hurtigst muligt. For hvis du kun skal høre én Hollywood Undead udgivelse i hele dit liv, så skal det være den her.

For fans af bandet: Uha, I har noget at glæde jer til!

 

Mærkater: ,