Anmeldelse af: Enslaved. Copenhell, København. 23. juni 2018

Norske Enslaved serverede den bedste mindnats-snack i form af en stemningsmættende afslutning på andendagen.

Starten her siger sådan set det hele. Ozzy havde lige leveret hovedretten, og så skal normændene i Enslaved prøve at bevise, at kan garantere en grund til at blive efter legenden af den art, der hovedsageligt startede metallen.

Men det kunne Enslaved i en helt anden boldgade for sig, for Enslaved er notorisk berygtede for at have udviklet sig så meget, at deres tunge aner efterhånden har ændret sig til at gå fra den blackede tendens til afdæmpet progessiv metal.

Og det lange numre var kærkomne, fordi man blev draget ind i de lange numre uden på noget tidspunkt at tabe fokus, for de lange numre langt over fem minutter i længde skabte en stemning i den betagende, halvkølige aftenstemning til, at man blev sendt fornemt hjem.

… Indtil Danko Jones lovede en rockende fest som decideret afslutning, som Jeppe vil fortælle dig nærmere om senere.

Guillaume nappede et par gode billeder her:

Foto: Guillaume Blj
Foto: Guillaume Blj