Bølgegang i Odense

Foto: Lasse Millek

Anmeldelse af: Magtens Korridorer, Posten, Odense, 23. november 2017

En mørk torsdag aften indtog Magtens Korridorer scenen på et fyldt Posten i Odense. Det blev en aften med både lav- og højdepunkter, hvor aftenen heldigvis sluttede på en bølgetop.

af: Jacob Meldgaard

Jeg ankom til posten cirka en time, før Magtens Korridorer var planlagt til at skulle gå på. Salen var fyldt med mennesker fra scenekant til bagvæg. Det er dejligt at se, at et dansk rockband stadig kan sælge billetter nok til at fylde et større sted som Posten, og at det ikke kun er Gulddreng og Nik & Jay, der kan formå dette.

Et hurtigt blik rundt i salen afslørede hurtigt, at det var det ældre publikum, der var ankommet til Posten, og jeg ville nok med et forsigtigt gæt skyde på, at gennemsnitsalderen nok var 40+ denne aften. Dette betød dog også, at da Magtens Korridorer gik på cirka 15-20 min. før tid, var der heller ikke en skov af smartphones, der røg i vejret, som man tit ser til koncerter i dagens Danmark. Så man kunne rent faktisk se, hvad der skete på scenen og nyde den lækkert sammensatte entre af både lys og lyd.

Allerede andet nummer af koncerten bød på et af bandets hits nemlig ”Sara Har”. Stemning gik hurtigt fra at stå og nikke i takt til musikken og snakke med sidemanden til at smide armene i vejret og skråle med af sine fulde lungers fulde kraft. Dette gjorde sig ikke helt gældende for nummeret, “Sorte Stråler”, der kom mellem ”Sara Har” og ”Pandora”, som for alvor satte skub i publikum og frontmanden Johan Olsen, der virkelig kom ud over scenekanten og fik fat i den fynske menneskemængde. De to guitarister var også over det hele det meste af koncerten, og man kunne se, at de nød at stå på scenen og præsentere deres musik for folket.

Efter en ganske fint start begyndte det imidlertid at gå lidt ned ad bakke efter de første fire numre. Det var 2009s ”Blå Løgne” fra albummet Milan Allé, der lige blev en tand for meget for den modne skare, efterfuldt af nogle meget stille numre, hvor det ene var deres kommende single og et andet et akustisk nummer. Salen faldt på hælene, og snakken begyndte at sprede sig i salen igen. Specielt i den bagerste del af salen var det så slemt, at det var direkte forstyrrende, hvis man prøvede at nyde koncerten.

Efter de stille numre kom dog en af mine favoritnumre fra bandet nemlig ”Nordhavn Station”, og allerede et par takter inde i den meget velkendte start bestående kun af trommer var publikum igen med og sang med for fuld kraft. Så højt, at salen fik lov at synge det ene omkvæd i sangen mens hr Olsen tog en surftur udover publikum. Herfra var vi tilbage på toppen af bølgen, og der blev vi resten af aftenen, hvor der blev fyret hits af som ”Lorte Parforhold” ”Pinic På Kastellet” og ”Milan Allé”

Alt i alt var det en god oplevelse at se en af DK’s velspillende rockbands, der ikke er forsvundet i mængden af auto-tunet pop og uforståelig rap. Selvom der var en lidt dødperiode midt i showet, gjorde alle hitsene og den gode karisma fra bandet det til en god aften, hvor man et par dage efter stadig går rundt og nynner (i mit tilfælde) ”Nordhavn Station” i hovedet ubevidst.

Mærkater: ,