Anmeldelse af: British Lion + Kobra and the Lotus, Lille Vega, København 13. august 2017.

 

En aften i selskab med kobra-slanger og løver lyder umiddelbart som en farlig cocktail. Det var det så sandelig også på denne aften med British Lion og Kobra and the Lotus i lille VEGA.

 

Foto: Jeppe Ludvig Jensen

Hvis man nævner British Lion, og der er en lille kokke som ringer, så er er det muligvis fordi, bandets bassist er den levende legende Steve Harris. Han har de sidste 42 år været styrmand og basbetvinger i et af verdens største heavy metal bands, Iron Maiden.

British Lion er Steve Harris’ side-projekt. Derfor var det ikke mærkværdigt at støde ind i en folkemængde med ny-vasket Iron Maiden t-shirts denne aften i Lille VEGA. Men inden vi skulle se, hvad British Lion havde at byde på, skulle vi lige hilse på opvarmnings-bandet, Kobra and the Lotus.

 

Kobra and the Lotus
Jeg nåede dårligt nok ind af døren, før Kobra and The Lotus trådte på scenen, og jeg måtte derfor sande, at jeg blev pænt nødt til at vente med en kold fra baren indtil pausen. Men det gjorde absolut ikke noget, for Kobra and the Lotus er et virkelig dygtigt liveband, som gjorde min trang til en øl overflødig. (ja, du læste korrekt.) Det canadiske band fra 2009 indtog scenen, og deres bulrende hard rock blæste melodiøst ud af de pressede højtalere. Hele bandet har fra start en fantastisk udstråling og energi ikke mindst forsanger Kobra Paige, som uden tvivl er bandets blikfang.

Kobra Paige besidder nemlig et flot smil, langt mørkt gyldent hår og ikke mindst en utrolig flot stemme, som hurtigt fik charmeret sig ind på det fremmødte publikum. Men hun var ikke alene om at forføre os. Bandets guitarist, Jasio kulakowski, viste utrolig behændighed, da han legende let bevægede sine fingre henover gribebrættet på guitaren, som man måbende ikke kunne forstå, var mulig.

Kobra and The Lotus har for ikke så længe siden boet tre måneders tid i Ribe, Danmark. Der har de nemlig indspillet deres seneste album ”Prevail I” med selveste Jacob Hansen bag knapperne. Herfra fik vi bl.a numrene ”Hell on Earth”, ”Specimen X (Mortal Chamber)” og ”TriggerPulse”. Numre, som vidnede til, at bandet har fat i den lange ende hvad angår deres opskrift på et velskrevet melodiøst hard rock-nummer.

Kobra and The Lotus bevægede sig elegant fra den downtempo ”Hold On” over i den hurtige ”Warhorse”. Et genialt skift! Så selvom man lige havde fået pusten under det ene nummer, mistede man det hurtigt igen under det næste. Vi fik ikke et ben til jorden. Det var en sand fornøjelse at bevidne en spille-glæde, som Kobra and the Lotus lagde ud med på denne aften. Baren var sat højt for aftenens hovednavn British Lion, som skulle på scenen herefter.

 

British Lion
Men det skulle vise sig ikke at være noget problem for British Lion at følge trop med Kobra and the Lotus. Allerede fra start havde bandet uovertruffen energi, som de bibeholdte hele vejen gennem koncerten, som varede godt 1 time og 45 minutter. Fantastisk, når man tænker på, Steve Harris er 61 somre. Med sine vante stadionkoncerter med Iron Maiden ser Harris denne aften virkelig ud til, at han nød sin tid på den lille intime scene, hvor hans fans nærmest kunne røre ham så tosset, som de havde lyst til. Han kom godt rundt på hele scenen, imens han svingede sin fedtede manke og leverede de galopperende bas-rytmer, som vi også kender dem fra Iron Maiden.

British Lions musik minder dog ikke om Iron Maiden. Deres musik er mere lige på hard rock og ikke nær episk heavy metal. Men bandet var yderst velspillet og veloplagt denne aften. Forsanger Richard Taylor førte os pænt gennem lyrikken. Personligt syntes jeg, hans stemme virkede tynd og intetsigende på bandets debut (og eneste plade) Britsh Lion (2012), men live er den fyldig og storladen. Han satte flere gange aktivt publikum igang med lette sing-a-long melodier, som vi ikke kunne brække halsen på at kæmpe os igennem.

Med numre som “This is My God”, “Spitfire” og “Guineas and Crowns” viste bandet os, hvordan man skulle fremføre en koncert af sublim kvalitet. Her var der ikke tid til at kede sig, eftersom at bandet hele tiden var aktive på scenen, spredte glæde, og med energisk sammenspil kunne man se, at alle medlemmerne nød at stå på scenen sammen. David Hawkins er om nogen en mester på en guitar. Hans ydmyge udstråling på scenen, hører ingen steder hjemme for en guitarist, som yder til nærmest perfektion, og sammen med resten af bandet leverede de en yderst fornem koncert.

Efter at have været vidne til British Lion er jeg ikke længere i tvivl om, at Steve Harris er samlingspunktet for dette bands eksistens. Heldigvis er manden hverken metal-træt eller på anden vis stillestående. Hvis nogle skulle være i tvivl, så brøler han stadig på bedste vis og forhåbentlig længe endnu.