Crocell 10-årsjubilæum – Anmeldelse

Anmeldelse af: Mono Goes Metal: Crocell 10 år m.f. 29. april, Åbyhøj.

I dag er det Kussen, Heksen, Prinsessen, Mor og Asbjørns fødselsdag. Hurra, hurra, hurra!

Wrath of Belial

Mit første møde med Wrath of Belial har jeg VIRKELIG glædet mig til. Der har været teasers på nettet og masser af hype rundt om i hjørnerne, så det er med høje forventninger, at jeg skodder min smøg, tager ørepropperne i og stormer ind i salen sammen med resten af den hurtigtvoksende kødrand af mennesker.

Tempoet er faretruende højt, materialet er måbe-værdigt, men energien er for ulige fordelt. Det har også svært ved at rive i publikum til at starte med, virker det til. Som det første band til at starte med skal man næsten være indstillet på, at de første to numre godt kan risikere at være lige så nemme at tyde, som hvis hele bandet havde stået og lavet pruttelyde ind i hver deres mikrofon. Så galt var det heldigvis ikke her, men lidt skraldet og buldrende lyd var der desværre til at starte med. Heldigvis blev dette reddet i tid til, at det var muligt at nyde en skarp version af disse dygtige mænd.

Prevail

Når man inviterer bølledød fra Randers på besøg, skal der også leveres soniske bank for alle småmønterne. Prevail har, hvad Liam Neeson ville kalde ”a very particular set of skills”. Med det menes der, at de har en håndfuld af tricks, som der til en hvis grad bliver genbrugt lidt for ofte. Det er ikke fordi, det er direkte gentagelser, men i en koncertsituation synes jeg, at nogle sange godt kunne ende med at flyde en lille smule sammen.

Når det så er sagt, så er jeg helt vild med det på så mange andre måder. Det er lidt ligesom, at det altid er en lille smule sjovt at få en lammer, endnu mere at give en ud, når der passerer en gul bil eller en bobbel alt afhængig af dine lokale regler for den slags. Det er en simpel leg, som der stadig kan spice selskabet fint op!

De gode herrer i Prevail er dog i stødet. At åbne op med deres ”fuck you”-erklæring til verdens mere tvivlsomme ledere: “Exterminate The Weak” får på sekunder hoveder til at svinge, nikke og alt derimellem. Den interne kommunikation imellem bandet er også helt i top, og de gør det sgu godt! Desværre var guitaren ude til højre, uanset hvor i salen jeg placerede mig, fuldstændig væk fra lydbilledet.

PØLSE-PAUSE!

Noget, der har fået Crocell brændt sig fast i mit hjerte, er det faktum, at de har deres forskellige former merch, som der enten kan spises eller drikkes. Her tænker jeg på den ovennævnte Crocell-snaps, men også deres Crocell-dog: Prophets Bread. I aftenens anledning var der ikke blot nye ”limited edition”-hotdogs (helt ærligt, kan det blive sejere?), men også en spisekonkurrence med en førstepladspræmie bestående af en bærepose fyldt med merchandise. Fede koncepter hele vejen rundt!

BAEST

Bæstet er stramt klædt på i aften med Crocell trøjer over det hele. Der er højt humør i salen, og den danske motorsav skærer alt i stykker. Selvtilliden sidder præcis, hvor den skal, alt materiale er stramt indøvet, og energien eksploderer udover scenekanten. Showet ligner sig selv, men det gør nu ikke rigtig noget.

De både helt nye og helt gamle numre, hvis man kan kalde en demo fra sidste år ”gammel”, buldrer derudaf, og det tager godt fat i publikum. Specielt skal der ros til deres Morbid Angel-flagskib, “Marks of the Undead”, som der slet og ret er en tank bygget af stiv pik, knytnæveslag og noget andet, som der gør ondt.

Ud over deres eget farverige sæt skulle der også lige et dedikeret ekstranummer til Crocell: “No Guts, No Glory” med gode, gamle Bolt Thrower. Med dette throwback til en mere simpel tid kunne de unge mænd sige et værdigt tak for i aften.

Crocell

I dag er det Kussen, Heksen, Prinsessen, Mor og Asbjørns fødsels… Nej, det har vi overstået.

Det er nogle lidt fulde, glade, men veloplagte herrer, som der går på scenen til aftenens finale. Der bliver spillet et fedt, bredt katalog af numre; der bliver sendt flere flasker snaps rundt imellem publikum, og den dywe bliver straffet. Hjemmebanefordelen er så tydeligt, som noget kan blive, også selvom det eneste band, der ikke har haft denne fordel, er Prevail. Der bliver livligt snakket og fjollet imellem numrene, hvilket kun tilføjer til aftenens indtryk. Crocell er for mig et synonym med tung, melodisk dødsmetal, men alle indtryk herudover involverer bandets sindssygt lunkne, sjofle og fantastiske humor.

Et indslag, som jeg ikke havde set komme, var at finde i pludselige udskiftninger på scenen, som der bragte bandets gamle forsanger og guitarist, Magnus Jørgensen og Ken Holst, på banen igen til stor fornøjelse for gamle kendinge. Det virkede bestemt til, at der var rigelige mængder nostalgisk glæde tilstede hos begge de tilbagevendende. Den fik i hvert fald fuld hammer!

Til gengæld skulle det ikke ske helt uden brok, selvfølgelig. Ved tilbagebytningen af guitaren mellem Barbie Ken og Heksen besluttede guitarremmen sig lige pludselig for at give op på livet. Dette faldt slet ikke i Heksens smag! Som han selv påpegede, havde han haft den guitar i 21 år, hvor den aldrig havde fejlet noget, men 7 minutter i Kens hænder, og så skulle den til at gøre brok.

Det var ikke ligefrem hurtigt fikset, men med den tørre og berusede humor tilstede og mikrofoner til at formidle denne, var ventetiden bestemt ikke ilde set. Til gengæld tror jeg, at Heksen fik mumlet nogle skumle forbandelser mod hr Barbie i ly af natten.