Da Beatles var de største

The Beatles filmen

Anmeldelse af “Eight Days a Week: The Touring Years”

Tro det eller ej, men der var faktisk en gang, hvor The Beatles var større end bieber-feber

Trods vores navn, Metal A Day, er der på redaktionen også plads til at hylde fordum tids helte. I dette tilfælde var vi blevet udstyret med muligheden for at fælde dom over en ny Beatles-film af instruktøren Ron Howard, som du måske kender, da han har siddet i instruktørstolen for film som “Engle & dæmoner” og “Da Vinci mysteriet”.

Heldigvis, tør man næsten påpege, er der her i filmen ikke tale om vilde aktionsekvenser eller forstillede dilemmaer med ildevarslende pondus. Nej, her har vi at tale om en dokumentar om datiden nok største rock- og pop- (dengang ordets betydning var populær-musik og ikke udvandet generisk management-musik) -fænomen: The Beatles.

Du har sikkert stiftet bekendtskab med d’herrer John, Paul, Ringo og George på et eller andet tidspunkt i dit liv, uanset om du er det mindste musisk interesseret eller mega meget, for det engelske band fra Liverpool er så sandelig gået hen og blevet et kulturfænomen, der har påvirket alt fra kunst til kultur-elitære eksistenser gennem tiden.

Derfor er de fire gutter også blevet vendt og vraget gennem et utal af dokumentarer og bøger siden da, så hvorfor skulle “Eight Days a Week” være værd at gå efter?

Jo, nu skal du høre.

Dokumentarfilmen her er ikke en slavisk gennemgang af, hvordan drengenes barndom var (selvom det da flygtigt nævnes), ej heller er det en opstillet analyse af, hvorfor man (Lennon) kunne antyde, at The Beatles var større end Jesus.

Det her er den bløde mellemvare på den gode måde. For da denne anmelder sad i Grand Teatret i København og beskuede det orkester, som min generations forældre mange steder har forgudet, forstod jeg ved selvsyn, hvorfor The Beatles var mere end bare et populært band. Her var tale om et brand, der dengang – som nu – kan konkurrere med Coca-Cola.

Hvis du synes, at unge fans, der jagter Justin Bieber gennem kontinenter, er et syn for sig, som du for alt i verden vil undgå at være en del af, så ville du dåne over at se, hvordan datidens kvinder besvimede ved synet af fire engelske gutter i 60’erne.

Så filmen er anbefalesesværdig, hvis du vil have en god gennemgang af bandet i de år, fra 1962-1966, hvor medlemmerne virkelig slog igennem, erobrede verden og brændte ud på landevejen (selv før de udgav deres mest ikoniske album), uden du skal gennemtærskes i en alenlang ørkenvandring med tørre analytiske tilgange til, hvorfor bandet blev så store, som de gjorde.

Filmen er nærværende, nede i øjenhøjde med humor og med deltagelse fra de overlevende biller og gamle, relevante optagelser fra de overlevende medlemmer, der har fået nyt liv, så selv stillestående fotografier i Ron Howards hånd får spræl i sig.

Her er altså en velegnet dokumentar, for dem der vil indføres let i The Beatles-mania og selv kan tage stilling til, om de ønsker at vide mere, eller allerede har fået nok efter filmen – men så har du i hvert fald heller ikke brug for mere end den her film.

Filmen kan stadig fanges i udvalgte danske biografer.

Se traileren her:

Mærkater: , ,