Alice Cooper
Forside Anmeldelser Da rocken løftede sig

Da rocken løftede sig

Author

Date

Category










  • Lucer










  • The Glorious Sons

4.3










Anmeldelse af: The Glorious Sons + Lucer, DR Koncerthuset, 10. marts 2018

 

Dansk og canadisk rock evnede at løfte en koncert, der snildt kunne have holdt sig i et kedeligt mellemtempo, men blev beviset på prototypen for en god rockkoncert

 

Ved mit sidste besøg i DR’s koncerthøjborg klandrede jeg lidt omstændighederne for ikke ligefrem at opildne til rockkoncertstemning, da man som publikumsgænger var flankeret ved en siddeplads. Ved denne her koncert, der var forvist til kælderen i Studie 3, var den barriere fjernet, og der var generelt ingen hæmsko mellem koncert og publikum – og publikums råderum på gulvet.

Dog ved jeg ikke, om publikumsfolk til DR’s arrangementer har årskort eller denne aften blot bestod af forældre, onkler, tanter og den slags vedhæng, for mange mennesker gik rundt med det samme skælmske smil, jeg også har, når jeg har købt ny teknologi og kigger i brugsanvisningen: Det skal nok bliver spændende det her, men hvordan gør man?

Jeg udnyttede den indledende forvirring til at hive min venneskare med helt tæt på scenenkanten for at mærke dynamikken fra en god rocklyd, som den skal opleves: tæt på.

 

Lucer
Allerede da opvarmningen, danske Lucer, indledte med sangen “Bring Me Good News”, var det ligesom at stå i en kvart brandert foran et værtshus og få øje på en god ven i horisonten, man ikke har set i fem år: Årh, hvor er det godt at se dig! Lad os feste sammen!

Lucers sammenspil, koordinerede rytmik og fængede rocksange, der blev eksekveret i den afsatte tid, fik heldigvis langsomt men sikkert overvundet publikum til at forstå, at vi trods alt ikke skulle til foredrag med Søren Ryge i DR, men at man godt måtte slappe af i skuldrene og give sig selv lov til at holde weekend.

Jeg vover den påstand, at hvis der stadig hersker uvidende røster i det danske land om, at rockmusikken herhjemme lever under trange kår, så skal man blot tage en dosis Lucer på mindst en halv time, og så er du af en anden opfattelse – eller mangler sans for rockmusik.

Under sangen “Party Like a Rockstar” fik mit tilbageværende garn lov da også tilladelse til lidt svung, og så spillede Lucer sangen igen.
Eller, det gjorde de så ikke, men havde jeg fået to fadøl mere, kunne jeg have svoret, at de spillede den samme sang to gange i streg, men der var vist blot tale om to sange, der mindede uhyre meget om hinanden med samme akkordprogression og sangstruktur.

Nuvel, jeg forventede heller ikke neo-prog-rock, da jeg dukkede op denne dag, så jeg er stadig svært tilfreds, for hvis skidtet fungerer, så giv los i mådehold.

 

The Glorious Sons
Da de første toner fra The Glorious Sons lød, indfandt vi os atter foran scenen, og det så da ikke lovende ud…
Bandmedlemmerne lignede mest nogle, der var så hårdt ramt af jetlag, at de ikke anede, om de var i Danmark eller sad i kø for at tjekke årsopgørelsen på Skats hjemmeside.

Særligt fremstod forsangeren, der lignede en lidt ældet skaterknægt med crossover-kasket og havde en mimik som en forfjamsket 14-årig, der lige havde forstået, at børn IKKE kommer med storken.

Den bedste forklaring, jeg kan komme på, hvordan Canadas herlige sønner fik skabt en rockfest, der blot steg i intensitet hele vejen gennem koncerten, er ved at understrege, at jeg overstreg min karakter for bandet mindst to gange blot for at hæve den hver gang.

Forud for koncerten havde jeg forsøgt at lytte til det, for mig, ukendte band, og underdrevet forklaret var jeg da ikke ligefrem eksalteret over det, der kom ud fra højtalerne derhjemme.

Men nogle bands kan bare deres besøgstid live, for festen udeblev ikke, og hvis man var imponeret over Lucers koordinationsevne, så var den imponerende under The Glorious Sons.

Bevismateriale “A” må være, at mine medbragte venner, der heller ikke kendte bandet, gav sig så meget hen, at de alle lignede et eksempel på postcoital-glæde efterfølgende.

 

Den her koncertaften blev et skoleeksempel på, hvordan et opvarmningen laver det, den skal: Varmer passer op, og hovednavnet imponerer over forventningerne, så man med god samvittighed kunne lede efter den fortsatte rockfest i det københavnske natteliv.

 

Betragt de udvalgte koncertskud fra aftenen fra Mathilde Maria Rønshof / www.mathildemariaroenshof.com :

 

 

Recent posts

Den eksemplariske selvbiografi

Anmeldelse af: Phil Collins - Ikke død endnu. 08. november 2017. Memoris. Phil Collins har kreeret en selvbiografi, som ville gøre en skolelærer glad efter...

Amerikaner-død med smæk på

Anmeldelse af: Misery Index. Pavillion, Roskilde Festival. 05. juli 2019. Amerikanske Misery Index delte så fint og rigeligt ud af tørre tæsk og fede riffs,...

Metallisk boyband med puls

Anmeldelse af: Bring Me the Horizon. Orange Scene, Roskilde Festival. 05. juli 2019. Bring Me The Horizon overraskede med en glimrende omgang metallisk boyband på...

Afdæmpet afrunding med Neil Young

Anmeldelse af: Neil Young + Promise of the Real. Blå Scene, Tinderbox. 29. juni 2019. Mange mennesker ventede spændt på den canadiske rocklegende Neil Young,...

Den store krig og den lidt mindre plade

Anmeldelse af: Sabaton - The Great War. Nuclear Blast. Udgivet 19. juli 2019. Jeg er ikke glad for at indrømme det, men det er svært...