• Press To MECO
  • Starset
  • Shinedown
3.8

Anmeldelse af: Shinedown m.fl. Store Vega, Kbh. Den 27. november 2018.

Shinedown inviterede indenfor i varmen, da de gæstede store vega for et par dage siden, hvor et af de valgte opvarmningsbands løb med opmærksomheden.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

 

Press To MECO

Første band på scenen var engelske Press To MECO. Bandet havde aldrig spillet i Danmark før og skulle denne aften prøve at vinde gunsten fra det danske publikum. Den engelske trio, som blev dannet i 2010, spiller rock med en tendens til at blande det alternative. Da de trådte på scenen, kunne mine fordomme ikke holde sig tilbage. Bandet mindede mig på alle måder om alle andre nyopstartede britiske rockbands med lidt for velfriseret hår og tøj, som skriger på indkøb fra mor.

De første par sange, bandet spillede, fangede mig ikke rigtig. De havde nogle middelmådige riffs og vilde temposkift, men det var så også det. Forsanger Luke Caleys vokal kørte konstant i det høje toneleje, og det overdøvede et kort øjeblik alt andet, jeg kunne fokusere på. Men foruden Luke Caley så sang trommeslager Lewis Williams og bassist Adam Roffey også. Deres stemmer var henholdsvis dyb, og den anden med en rå scream. Tilsammen klingede de tre sangeres stemmer utroligt godt sammen og bragte spænding til deres lyd.

De havde dog svært ved at få publikum med, og bandet virkede en anelse malplaceret taget i betragtning af, hvad publikum var kommet for at høre denne aften.

Længere inde i bandets show blev mine fordomme dog gjort en smule til skamme. De havde på alle måder gemt det bedste til sidst. Bandet spillede nummeret ”Itchy Fingers”, hvor der var skruet op for distortion på guitaren, og det lød ganske råt på livescenen.

Deres numre har nogle få hårde passager, hvor man med et kig rundt i salen kunne se, at det var noget, publikum kunne forholde sig til. Ligeså med nummeret ”Affinity”, som har et helt utroligt riff, ja, nærmest djent, om man vil. Det sad lige i skabet og faldt i god jord hos publikum. Folk nikker lidt med hovedet, og nogle headbanger. Men det var også den eneste bevægelse, der var at finde blandt publikum.

Press To MECO udførte en udmærket koncert. Den havde ikke så meget at byde på. Men bandet besidder nogle musikstykker, som hen mod slutningen af deres show alligevel endte med at tryllebinde min indre rockdreng.

 

Starset     

Jeg kendte næsten intet til amerikanske Starset, da jeg ankom til VEGA. Det eneste, jeg lige havde læst om bandet, var, at de genremæssigt kalder sig selv cinematic rock. Det gør de muligvis fordi, at bandet udbreder deres musik via Youtube og andre sociale medier. Så hvad mon, de havde at byde på, når de skulle stå på en scene?

Det var lidt af en visuel omgang, bandet havde slæbt med i VEGA. Da lyset slukkede i salen, kom bandet ind på scenen iført sølvfarvede kostumer med tilhørende hjelme, og man fik hurtigt det indtryk, at vi skulle bevæge os ind i et sci-fi-univers. Bag dem var en kæmpe skærm, som er lige så lang, som VEGA er bred. På skærmen blev der vist forskellige mønstre i alverdens farver. Bandet havde også følgeskab af to cellister og en violinist, som med strygere kunne forstærke bandets i forvejen storladne musik.

Alle musikerne på scenen besad en indlevelse i hele Starset-universet. Der var tænkt på alt helt ned til mindste detalje. Jeg fik fornemmelsen af, at hver bevægelse og hver eneste strofe var så gennemtænkt for at gøre den totale oplevelse så perfekt som overhovedet mulig – og det virkede i den grad på mig.

Forsanger, Dustin Bates, havde en meget karismatisk udstråling på scenen. Han levede sig virkelig ind i musikken, og det gjorde, at man som beskuer også kunne fordybe sig 100 % i bandets show. Han er en utrolig forsanger – rent teknisk er han en mester. Han skifter ofte mellem høj og dyb vokal – og så direkte videre til scream. Nummeret ”Carnivore” blev fantastisk leveret, og det smukke omkvæd indhyllede VEGA i ren magi. Det samme gjorde numre som ”Monster” og ”Die for You”.

Der var ikke meget interaktion fra bandet til publikum. Men det gjorde absolut ingenting. Hvis der havde været for meget snak mellem numrene, ville det have ødelagt den stemning og indlevelse, som bandet ønskede, vi havde under koncerten. Jeg blev opslugt af bandet. Jeg hoppede i med begge ben, og jeg kom ikke ud af Starset-universet, før koncerten sluttede. Det var virkelig den bedst tænkelige måde at spendere 45 minutter på.

Bandet afslutter deres show med nummeret ”My Demons”. Et nummer, som jeg følte, jeg havde hørt før, men som jeg ikke rigtig vidste, jeg kendte, eller hvem, der havde lavet det. En underlige følelse. Ikke desto mindre er det et virkelig velskrevet nummer, som de fleste i salen i forvejen havde kendskab til.

Starset leverede et show i verdensklasse. Det var nærmest så godt, at jeg var tæt på at forlade VEGA, inden jeg overhovede havde set aftenens hovednavn.

 

Shinedown

Shinedown trådte på scenen til tonerne af ”Devil” med en helt anden energi, end vi tidligere havde set denne aften. Der var fart over feltet, og bandet var i den grad på til at levere for et udsolgt VEGA. De tre mænd i front, forsanger Brent Smith, guitarist Zach Myers og bassist Eric Bass, var godt rundt over det hele, imens trommeslager Barry Kerch var solidt plantet bag trommesættet.

Spilleglæden imellem dem var intakt, og man kunne mærke, hvor meget de nød at stå på scenen i København denne aften. Der gik heller ikke mange sekunder, før publikum var klar på at give energi tilbage til bandet.

Jeg har efterhånden set Shinedown et par gange. Jeg ved, at bandet går meget op i at instruere publikum i, hvad de vil have, vi skal gøre. Forsanger, Brent Smith, forklarede meget dybdegående, hvad vi skulle gør,e og hvornår han ville have det. Vi skal nærmest helt ned på børnehaveklasse-niveau. Han tager sig tid og gentager gerne sig selv flere gange for at være helt sikre på, at vi gør, hvad han vil have, vi skal. Hvad end det er at få det siddende publikum i salen til at rejse sig op, eller at han vil have hele salen til at hoppe på samme tid, så VEGAs gulv gynger så meget, at man kan mærke, det gynger i hele gulvet.

Bandets musik er et godt miks af hårde riffs og velskrevne omkvæd såsom på ”Cut the Cord”, ”Devour”, og ”Enemies”. Det gør sangene ekstremt nemme at synge med på. Publikum gik mildest talt amok nede på gulvet. På et tidspunkt må Brent Smith også stoppe op og melde, at folk helt oppe foran scenen simpelthen blev mast mod barrikaden, og han beordrede folk til at træde fem skridt tilbage.

Men det skulle ikke kun være en aften i den tunge ende. Shinedown har gennem tiden skrevet nogle følsomme ballader, og det skulle vi heller ikke slippe for denne aften. Den voldsomme energi fik et pusterum, da vi blev trukket gennem numre som ”Second Chance”, ”Amaryllis”, ”Call Me” og Lynyrd Skynyrd-cover-nummeret ”Simple Man”, som publikum med stor fornøjelse synger med på. Et vigtigt element under en Shinedown-koncert, da stemningen aldrig rigtig falder helt til jorden.

Publikum var klar til at slutte af med nummeret ”Brilliant” og give den alt, hvad de havde tilbage.

Det samme kan man sige om Shinedowns koncert. Den var brilliant. Men jeg følte ikke, der var meget nyt under solen. Det har måske også lidt at sige, at det ikke er mere end 4-5 måneder siden, at jeg sidst så bandet i Pumpehuset.

Jeg var overhovedet ikke skuffet. Jeg var bare mere overrasket over et andet band, som endte med alt min attention, attention.

 

Anders Groos Mikkelsen, udsendt fotograf denne aften, har kreeret følgende galleri fra aftenen: