De gamle kan endnu

Anmeldelse af: Venom Inc., m.fl, VoxHall, Aarhus, 18. marts 2018.

En koncert med masser af fart, groove, seje riffs og store armbevægelser gav en overraskende fed aften på Voxhall. Venom Inc. og Suffocation co-headliner denne turné og uddelte solide tæsk i Aarhus, hvor de ældre især viste deres værd.

Foto:  Kim Song Sternkopf // @HeartMatter Artworks

”Kæft, hvor er det koldt, og hvorfor starter koncerten så tidligt i aften?” Dette spørgsmål trænger sig på fra det øjeblik, jeg kommer ind ad døren efter at have været ude at spille koncert dagen før. Voxhall havde nemlig åbnet dørene allerede klokken 18.00, hvor første band skulle på 18.30. Denne tidsplan kommer desværre ikke til at holde stik for mit vedkommende, og jeg misser desværre de to første bands. Heldigvis er der stadig tre andre bands tilbage.

Nervosa
Nervosa går på scenen med god energi særligt fra sangerinde og bassist, Fernanda Lira, der har en super god energi og en tilstedeværelse som få. Hun når godt udover scenen, hvilket resulterer i, at forreste række får rystet en god omgang hår. Hendes vokal er super fed og slimet, lidt hen i stil med noget black/thrash. Vokalen sidder totalt i skabet og virker velkendt på trods af, at den stadig formår at være speciel og unik. Denne vokal er helt klart en stærk force for det brasilianske band.

Der bliver spillet med god fart, sådan som thrash nu engang skal spilles. Der er ikke meget energi at spore hos guitaristen desværre, der allerhøjest lige får headbanget en smule, imens hun står som naglet til et kryds i gulvet. Der er ikke meget bevægelse eller entusiasme at spore her, til gengæld leverer Lira igennem hele koncerten et imponerende show.

Desværre er det, som den kære husfotograf nævner for mig, som om, at det er et show ”med store armbevægelser, men uden indhold”. Der er stor sandhed i dette citat, da musikken i Nervosa simpelthen er så standard og kedelig, at man kan undre sig over, at der ikke er blevet brugt lige lidt mere tid på det. Riffsene er generiske og decideret kedelige. De kunne have været kasseret af et hvilket som helst 80er-thrashband med blot lidt selvrespekt. Solierne sidder på ingen måde i skabet og består hovedsageligt af nogle kedelige pentaton-løb og passer sjældent ordentligt ind i musikken. Jeg vil næsten sige at det er de kedeligste og dårligste soli, jeg endnu har hørt indenfor genren. Der er i hvert fald en guitarist der bør øve sig noget mere.

Nervosa leverer dog alligevel en koncert, som jeg vil placere over det jævne. Trommerne er velspillede og til tider nok det mest interessante i musikken, bassen er stram og tung, imens der laves et fremragende show fra Lira, der helt klart trækker denne koncert op i niveau.

Suffocation
Tid til en ond og tung omgang i den gamle New Yorker dødstegn! Suffocation er tilbage i byen, hvor de vil forsøge at gøre VoxHall usikker. Desværre er Frank Mullen atter engang fraværende fra turnélivet, og i stedet har Suffocation den glimrende vokalist Ricky Myers, der ellers normalt gør sig som trommeslager i bands som Disgorge, med til Europa.

Fra start af hersker der ingen tvivl om, at Suffocation er intet mindre end et solidt liveband. Der er gang i den fra starten, og der headbanges med største flid oppe på de forreste rækker. Desværre er salen ikke mere end kvart fyldt, hvilket sandsynligvis kan begrundes med, at koncerten foregår en søndag. Til gengæld får de få, der er mødt op, sig en ordentlig en på opleveren.

Suffocation spiller intet mindre end majestætisk, og deres optræden er imponerende fra start til slut. Særligt er begge guitarister super meget på. Myers selv formår ligeledes at komme godt udover scenekanten med store armbevægelser og en vokal, der siger “røvhul”. Den eneste på scenen, der ikke umiddelbart er så interessant at se optræde, er bassisten Derek Boyer, der sporadisk kan ses headbange og ikke rigtigt kommer så meget rundt på scenen.

Suffocation er egentlig aldrig et band, jeg har dyrket særligt meget, til gengæld er det et band, der altid har blæst mig bagover med deres liveoptræden, og denne aften må det siges, at de imponerer lidt udover det sædvanlige. Der er en god stemning at spore, og publikum bliver igennem showet mere og mere varme og rykker derfor også tættere på scenen. Bandet spiller stramt, meget stramt endda. Suffocation har nok nogle af de mest interessante temposkift indenfor hele dødsmetal-genren, og de mestrer dem i særdeleshed! De sidder konsekvent lige i skabet.

Lyden er glimrende og nuanceret. Alt går lige igennem. Suffocation formår i løbet af deres intense sætliste at imponere stort i Aarhus.

Venom Inc.
Det er tid til en god omgang med 80’er-tråd. Venom Inc. består af tre medlemmer fra Venom pladen Prime Evil. Desværre har de måtte lade deres trommeslager, Abaddon, blive hjemme, da han venter barn. Det er altså ikke den klassiske lineup med Cronos på vokalen, som vi får serveret har til aften, men det gør bestemt heller ikke spor, for Tony Dolan gør jobbet på imponerende vis. Ja, måske endda bedre, end jeg ville forvente af Chronos i dag.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har forventet ret meget af Venom Inc. Jeg har ikke dyrket bandet særligt meget, og det, jeg hører fra dem, er også kun, når humøret er til lige præcis den musik. Hold da kæft, hvor bliver jeg til gengæld bare taget med bukserne nede! Bandet spiller super stramt og leverer fra start af et metalshow uden noget pis og papir. Fokus ligger på at lave det bedst mulige show og ramme sit publikum lige i fjæset. Dette gør bandet med stor omhu.

Særligt imponerer guitaristen Mantas med sine super stramme og fede riffs, små lækre fils, suveræne soli og sin enormt gode energi og store smil. Han oser af spilleglæde og overskud og leverer et show, som var han mindst 20-25 år yngre. Dolan leverer en rusten og hæs vokal, der passer perfekt ind i musikken. Hans optræden er ligeledes godt energisk, og hans små taler mellem numrene er mildest talt seje. Okay, de er cheesy som ind i helvede, men det er nu alligevel interessant at høre på ham rante. Manden virker autoritær og formår at lede publikum godt igennem hele koncerten. Trommerne er bliver leveret til UG af Jeramie Kling, der i sandhed beviser, at reservemusikere ikke behøver at være en skidt ting.

Lyden er glimrende, dog med det lille minus, at vokalen til tider er lige en anelse for lav, og man derfor ikke rigtigt kan høre, hvad der bliver sunget, men nærmere blot kan ane vokalen som værende en del af instrumentationen. Dette kan meget muligt være med vilje, for det fungerede egentlig glimrende på trods af, at en højere vokal ville have klædt bandet.

Venom Inc. beviser denne kolde søndag aften, at de gamle bestemt kan endnu. Publikum kunne nu drage ud i den sene aften med oplevelsen af, at de har oplevet noget intimt og specielt på det altid dejlige spillested VoxHall.