De genopstandne helte

Anmeldelse af: Invocator, Copenhell Pandæmonium. 22. juni 2017.

Genopståede Invocator var træfsikre på den mindste scene, der kun bød på mindre skønhedsfejl.

Stemningen var positivt anspændt foran Pandæmonium-scenen, før esbjergensiske Invocator skulle optræde igen for første gang i mange år.
Der var ældre ansigter at beskue ved min side, men de opførte sig som 4-årige børn på en juleaften med ubegrænset slik til rådighed: ENDELIG skulle man opleve det legendariske band live!

Noget af det første, der slog mig, var, at musikken hos drengene virker tidløs. For den her semi-unge knøs, der aldrig har set bandet live før, var det som om, at numrene sagtens kunne være blevet skidt ud af en omgang Meshuggah eller Gojira forleden. Især var jeg imponeret over numre som “Doomed to Be” og “Dying to Live”.

Jeg fornemmede også det, man ville kalde lidt et fy-ord: Der var lidt djentede elementer, før den slags blev moderne at bruge, og bandet har uden tvivl ubevidst være fanebærere for den genre. Det ved man vist allerede, hvis man har hørt deres bagkatalog, men at høre numrene fremført kontemporært med de andre fremadstormende i spændingsfeltet mellem industrial, djent og progressiv metal gav stemning af, at Invocator bestemt stadig er relevante at opleve live, selvom der er mange år baglæns til den seneste udgivelse.

Men det er så også her, at performancedelen havde eroderet lidt “siden sidst”. Man kunne godt mærke, at drengene lige skulle vænne sig til at være sammenspillende igen, og der var lidt pletter på leadguitarfremførslen.

Det er dog i bagatelafdelingen, for det, som for nogle var et nostalgisk gensyn, og som for visse andre blev en dåb – undertegnede iblandt – kunne de bare have stået bomstille uden et ord og fyret den af. Men når de fortsætter med at spille live, så skal den lige have et skud adrenalin og tightness i udførslen.

 

Mærkater: , ,