Anmeldelse af: Hollywood Undead, Store VEGA, 22. februar 2018

 

Igen beviste rap/rock-gruppen Hollywood Undead, at de er i en liga for sig med at levere en fest – den her vil jeg sent glemme!

 

Men jeg vil lige indlede med de skår, der ellers varslede, at det her skulle blive en ørkenvandring i den californiske ørken. Trods potent sceneopsætning, der var større end sidste visit i DK, kunne jeg ikke få fokus fra, at indledningssangen, “Whatever it Takes”, var tydelig playback fra specielt medlemmet Charlie Scene. Så er de maskeringer da egentlig meget praktiske…

Men efter tre sange røg maskerne fra de fem medlemmer, der begår sig i den klassiske formel med at blande hard rock med rap, hvor der her er hovedfokus på rap-delen, og rockmusikken stort set kun er et beat for ordgyderiet fra scenekanten, og derfra var der lagt op til en fest uden lige. Playbacken blev droppet – lige indtil næstsidste sang – og bandet var som forvandlet, når de ikke var så sløret af… sløret.

Jeg så drengene for lidt under to år siden på samme scene og blev blæst bagover til en uforglemmelig aften, der tangerede en af de bedste koncertoplevelser det år, det kunne de da umuligt toppe.

Men det gjorde de.

Det, som jeg synes, Hollywood Undead gør så godt med deres performance, er, at de virker mindre indstuderede med deres fremførsel, klovneri og publikuminteraktion end så mange andre – specielt metal- akts gør.

Men hvad så med musikken, Anders?

Jo, jeg vil vove den påstand, at hvis du aldrig har rørt en guitar, kan du i løbet af et treugerskursus lære alle sangene fra denne aftens sætliste. Og hvis du vakler i din rockende overbevisning om, at tung musik ikke må inficeres med andet end guitar, bas, trommer og syngende/growlende vokal, ja, så var du sikkert udvandret senest under sangen “War Child”, der udelukkende beror på et techno-lignende beat og rapvokal.

Og jeg elskede det. For satan, hvor er alle – ALLE – deres sange bare skåret over fede skabeloner og er fremragende ørehængere. Så kan det lyriske indhold være infantilt ad helvede til, men for fanden, halvdelen af tiden aner jeg ikke, om mine favorit dødsmetalbands beretter om lemlæstelsen af Paven eller søde kattekillinger – jeg ka’ bare godt li’ at høre på det.

Det er længe siden, jeg har oplevet tiden ile så hurtigt væk og pludselig måtte konstatere, at koncerten var slut. Jeg var på nippet til at kaste mig videre i byen til en gedigen fest , som havde torsdag lige spontant rykket sig til fredag.

Så lefler Hollywood Undead godt nok med at lave små cover-bidder med “Enter Sandman” og “Du Hast”, som de har gjort før, men som en fotograf hoppende konstaterede: “Kæft, hvor er det nemt, men det virker!”

Og det gjorde det (næsten) fra start til slut.

Tak for en fed fest igen, hvornår er der afterparty?

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann