Den gamle skole viste tænder på Fyn

Saxon spiller på Posten

Anmeldelse af Saxon + Girlschool, Posten, 25. november

Det skulle vise sig at blive en forrygende aften, da to engelske heavy-bands invaderede Posten i Odense

Hvor var det dog herligt at se, at der endnu engang var pænt fyldt med mennesker på Posten. Denne fredag aften var der allerede godt pakket, da jeg ankom 30 minutter efter dørene åbnede – men der var også fint besøg! Hele to koryfæer fra den engelske ”New Wave of British Heavy Metal”-æra lagde veje forbi den fynske hovedstad. Lemmys yndlinge i Girlschool og de legendariske Saxon.

Girlschool
Første band på scenen var Girlschool, der i sin tid gav den mandsdominerede metalscene kamp til stregen med hvinende guitariffs og masser af attitude – og de kan skam endnu. Selvom bandet hele koncerten igennem var plaget af dårlig lyd, så gav de den pænt gas og fik flere gange publikum til at række hænderne spontant i vejret.

Desværre må jeg indse, at der er en grund til, at Girlschool aldrig blev de helt store superstjerner – og det drejer sig ikke kun om mandschauvinisme i musikbranchen. Bandet har simpelthen for langt imellem de rigtigt gode sange, og der er ingen af medlemmerne, der rigtigt har stjernepotentiale. Det kunne tydeligt mærkes en aften som denne, hvor publikum ikke var helt på bandets side og kampen mod lyden var tabt på forhånd.

Selvom klassikere som ”Hit n’ Run”, ”Take it Like a Band” og ”Race With the Devil” blev leveret ganske overbevisende, så var der for mange passager, hvor leveringen bare var på autopilot. Det var en en skam, fordi Girlschool så egentlig ud til, at de stadig godt kunne sætte gang i en fest – det lykkedes bare ikke helt denne aften.

Saxon
Anderledes velsmurt var maskineriet, da Saxon gik på. Lyden var upåklagelig fra første strofe i åbningsnummeret ”Battering Ram”, og der var ingen tvivl om, at disse ældre herrer fra England ejede scenen fra det øjeblik, de satte deres fødder på den. Da åbningsnummeret blev fulgt op af ”Heavy Metal Thunder”, var alle næver i salen løftet i vejret, og ikke et øje var tørt.

Selvom forsangeren fortalte, at hele bandet var ramt af en seriøs ”viking-mandefluenza”, så spillede Saxon med et imponerende overskud, der kun kan sætte forventningerne i vejret til næste års Copenhell. Der røg både historiske referencer og masser af smiger ud over scenekanten, men mest af alt, blev der serveret rigelige mængder af rå heavy metal attitude – selvom man er brite kan man godt svinge garnet.

Efter cirka en times veloplagt metal og 15 numre med klassikere som ”Stand Up and Be Counted”, ”Crusader” og ”Wheels of Steel”, ville man næppe have klandret Saxon, hvis de havde kaldt det en aften – guderne skal vide, at publikum også så lidt slidte ud på dette tidspunkt – men sådan skulle det ikke blive. Saxon trak endnu et es (pun intended) ud af ærmet, da de åbnede den første af to runder ekstranumre med en fantastisk version af Motörheads ”Ace of Spades”. Sejren var total, og publikum var i Saxons hule hånd igen, igennem de sidste ekstranumre.

Mærkater: , , ,