Bruce Dickinson - Spoken Word

Den sidste vandring i et himmelsk flammehav

Anmeldelse af: Heaven Shall Burn, m.fl, Pumpehuset, København, 12. marts 2018

 

Denne mandag aften var hele Danmark så heldige at blive badet i fire bands’ hav fyldt med tunge breakdowns, melodiske guitarriffs og dyb bankende bas. Heaven Shall Burn leder touren gennem Europa sammen med de solide grupper August Burns Red, Whitechapel og In Hearts Wake.

 

Heaven Shall Burn tager sin sidste march før en længere pause fra at turnere med deres nyeste album, Wanderer, som er spækket med medrivende og overvældende numre. Wanderer har tjent en uovertruffen plads på de international album charts, og denne mandag aften havde Pumpehuset endelig glæden af at lægge øre til de lækre toner fra den tyske kvintet.

Der var lagt i den varmeste kakkelovn til en brag af en fest med sparsomme pauser og et tætpakket musiske lineup fra fire bands, som måtte kæmpe for at overgå hinanden i energiniveau, magtfuldhed og overlegenhed!

 

In Hearts Wake

(Anmeldt af Anders Lundtang)

Mage til opvarmningsband skal man lede længe efter! 

Det er ellers altid den utaknemmelige tjans at være første band ud af fire (Hvem kan huske første akt, når man er nået til hovednavnet?).

De her australiere i In Hearts Wake genopfinder på ingen måde den dybe metalcore-tallerken, når man hører dem på plade, hvor de dog kan deres kram uden at imponere. Men i mine mange år som koncertgænger er det vist vitterligt første gang, at et band på en spilletid på 30 min lykkedes med både circlepit, mosh-pit og en lille surfertur fra forsangeren ud til publikum i gummibåd (man skulle have været der).

Drengene fra In Hearts Wake har deres oprindelse i Byron Bay, Australien og har siden 2006 udbredt deres lyriske budskab omkring klodens tilstand. Alvorlige emnet som miljømæssige problematikker og globalopvarmning præger metalcorebandets sangtekster, og de tilhørende sange blev præsenteret her.

En dødsyg mandag i et typisk dansk forårsvejr blev pludselig forvandlet til en sprudlende metalfest på en australsk strandkant.

Lyden var knivskarp, og de herlige breakdowns ramte som en sonisk bølge i solar plexus i hver sang – hver gang.

Tak gutter, jeres første visit i DK blev en gedigen succes!

 

Whitechapel
Energiniveauet var fortsat højt, da seks styks muskuløse mandfolk mandsopdækkede scenen og rejste intensiteten i takt med, at publikum klappede med.
De fede rullende riffs blev suppleret af frontmanden Phil Bozeman dybe brøl. Han stod i fronten af scenen, foroverbøjet, mens han brølede sin kraftfulde vokal og udstrålede en uovertruffen selvsikkerhed og professionalisme.

Det amerikanske deathcore-band, som har sine rødder i Knoxville, Tennessee, udviser stor diversitet i deres musiske kundskaber. Sangene varierer meget og formår at ramme et bredt publikum således, at unge såvel som ældre er medrevet i deres fængslende performance.

Frontmanden fremstod fuldkommen sikker på scenekanten, men formåede ikke gennemført at skabe en kontakt til sit publikum med sin krumbøjede position på scenen. Dog havde dette ingen effekt på det energiniveau, som udformede sig på gulvet, hvor publikum havde en fest uden lige med djævlehornene højt i sky og iskolde øl ved hånden.

Circlepits udformede sig ufejlbarligt under hårdtslående numre som Elitist One, som var domineret af en vild tung rungen, suppleret af rytmiske beats udformet af lynhurtige fingre på hele tre guitarer. Bandet holdt fængende kunstpauser, som næsten efterlod én åndeløs, hvorefter sangene brød i et voldsomt klimaks af tunge banebrydende breakdowns. Whitechapel gav denne aften en fuldkommen eminent og råstærk musisk fremførsel sammenpakket til kun en halv times mindeværdig performance.

 

August Burns Red
Triumferende musiksymfoni fyldte salen ved optakten til næste band i rækken. Mit metalhjerte bankede hurtigere end før, da jeg nu for tredje gang skulle overvære dette fantastiske dygtige band på scenen.

I takt med musikkens optrappende intensitet marcherede bandets medlemmer ind på scenen. Kampklar og med intens øjenkontakt med deres fanskarer startede en bølgegang af oprør på scenen. Den karismatiske forsanger, Jake Luhr, sprang frem og skabte en øjeblikkelig kontakt med sit publikum. Med store armbevægelser, udspilede øjne og en mikrofonledning, som blev kastet og snurret rundt i luften med ufejlbarlig ekspertise, førte han sig frem og bragede sin vokal ud i lokalet.

August Burns Red er et amerikansk metalcoreband fra Pennsylvania og har siden 2003 udfoldet sig på metalscener rundt gennem otte hårdtslående albums levetid indtil videre. De udviser en sprængfyldt og smitsom intensitet, som tydeligt kommer til udtryk på deres nyeste album, Phantom Anthem, hvor deres signaturstil kanaliseres ud gennem lækre grooves, klingende hooks og instrumentale beats.

Publikums hårdeste fans havde i en næsten dyrisk vanvid smidt trøjerne og dansede uregerligt på midten af gulvet. Dansen udviklede sig til en brutal Wall of Death i takt med de skiftende toner, som kulminerede i endnu vildere breakdowns!

Under bandets nye nummer Invisible Enemy sang samtlige gæster i salen med, mens gulvet holdt sig i konstant bevægelse, og energien på scenen holdte samme intensitet. Luhrs karakteristiske indlevelse og mimik var så fængslende, at man ikke kunne fjerne øjnene fra scenen. August Burns Red formåede endnu engang at betage mig og give en energispækket koncert uden lige.

 

Heaven Shall Burn
Ved aftenens næste og sidste indslag overværede jeg til min overraskelse, at Heaven Shall Burns forsanger, Marcus Bischoff, som den første karakter i bandet ydmygt trådte ind på scenen alene og bredte sine arme ud, mens han blev badet i hyldest. Den tårnhøje mand stod magtfuld og selvsikker på scenekanten, mens scenen fyldtes op af bandets resterende medlemmer. Musikken blev bygget op og kulminerede i et brag af kraftige beats, mens en gejser af røg blevet fyret op fra scenekanten.

Kraftfulde og hurtige toner udformede sig på scenen, hvor alle bandets medlemmer var i bevægelse. Der var en superfed kontakt mellem bandets drenge, som legesygt spillede op til hinanden og dansede rundt på scenen. Det gav en fed energi til salens publikum, som blev revet med i den løsslupne stemning.

Det tyske band har udviklet sig markant gennem de sidste år. Deres genre forbliver udefinerbar, men kan karakteriseres som en god blanding af metalcore, melodisk dødsmetal og hardcore punk, som fungerer fantastisk godt på metalscenen. Heaven Shall Burn bruger deres musiske egenskaber til at udtrykke deres stærke politiske overbevisninger, som lægger vægt på tunge emner som bekæmpelse af sociale uretfærdigheder og racisme. Det lyriske indhold spiller derfor en stor rolle i deres fremvisning, da musikken i sig selv frembringer et vigtigt budskab.

Med deres nye album, Wanderer, som fanen, der ledte touren, diskede de op med det ene melodiske hårde nummer efter det andet, mens frontmanden med stor indlevelse bankede sine næver ud til et fuldkomment euforisk betaget publikum.

Under numre som Black Tears var energien på sit højeste. Crowdsurfing, circlepits og kæmpe moshpits brød over hinanden som endeløse bølger af energi. Bandets musiske kreativitet og dygtighed gjorde, at man ikke mættes af numrene, da de formår at skifte i tempo, intensitet og rytmer.

Den sidste sang endte brat i fuldkommen tusmørke, og publikum skreg naturligvis efter mere. Frontmanden trådte igen ydmygt frem på scenekanten med udstrakte arme, mens han blev badet i et ildevarslende rødt lys. De klingende toner fra opstarten til sangen Endzeit lød fra højtalerne, og publikum blev blæst bagover, da forsangeren brølede sit skrig ud i salen. Teksten var genkendelig, og genlyden kunne høres fra samtlige gæster i salen. Frontmanden stillede sig ved kanten af scenen og rakte med største overlegenhed sine arme udover publikum, som fløj rundt, mens sveden sprøjtede, tøjet blev kastet, og folk slap alle hæmninger.

Intensiteten dalede en smule, da bandet afsluttede aftenen med nummeret Valhalla, og Heaven Shall Burn formåede at lukke festen ufejlbarligt og med en kæmpe overlegenhed. De fortsætter deres vandring gennem Europa, men ender deres march her i Danmark, hvor de efterlader os med minderne om en uforglemmelig koncert.

 

Her er et par billeder fra koncerten via Mark Stoumann:

 

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann

Mærkater: , , , ,