Det skinner okay ned

Anmeldelse af Shinedown, Hades, Copenhell

Amerikanske Shinedown appellerede med deres lettilgængelige semi-Hard Rock til mange segmenter, men gjorde sig aldrig prangende

Forsangeren i Shinedown, Brent Smith, er virkelig en inkluderende fætter, og resten af bandets musiske tække er heller ikke at fornægte. Publikum var godt blandet, reagerende med lige dele kvindelig interesse og mande-macho på de mindste opfordringer fra bandet – og der blev skrålet med fra bagerst til forrest.

Men derfor var det stadig en lidt flad fornemmelse for denne anmelder.

Jeg så dem sidst tilbage i hedengangne K.B. Hallen sammen med Disturbed, og Shinedown virkede bare mere tændte og frembrusende, end tilfældet var her på Copenhell.

Forstå mig ret, “If I Only Knew”, “Devour” og alle de andre blev fremført med en indlevende spilleglade, så de agerede på ingen måde stand-in for dem selv eller opførte sig, som var det endnu en dag på kontoret.

Der var bare ikke så meget at trække ud af koncerten og sætte en majestætisk, flot finger på bagefter. Energien var høj, men når jeg tænker tilbage på de koncerter, jeg oplevede på Copenhell i år, glemmer jeg Shinedowns hver gang.

Det var en over godkendt koncert, og de inkarnerede kendere lod også til at være tilfredse, men for denne medium fan ser jeg mere frem til at de kan sparke lidt mere r** næste gang, de kigger forbi vores del af kloden.

Foto: Denice Bjørndal

Mærkater: , , , ,

  • Levy Kook

    Denne anmeldelse er et meget godt eksempel på hvorfor anmeldelser generelt repræsenterer meget lidt værdi. Som en af dem der stod halvt inde i moshpitten var Shinedown’s koncert den allerstørste oplevelse, især da Brent hoppede ned blandt publikum. Følelsen af at de ikke “sparkede røv” hænger vist mere sammen med det reserverede danske publikum og en rent subjektiv betragtning fra skribenten. Og af den grund vil jeg ikke erklære mig uenig, jeg vil bare sige at jeg havde en diametralt anderledes opfattelse af Shinedowns koncert. Rock on.