Alice Cooper

Devin Townsend Project – VoxHall

-

Anmeldelse af: Devin Townsend Project, 22. feb. 2017. VoxHall

Gruppekram og cirkelpits, hvor folk drejer rundt om sig selv? Dette var noget af opskriften på en af de bedste koncertoplevelser, jeg nogensinde har haft. Devin Townsend Project var i byen!

En hård onsdag aften, direkte fra arbejde, skulle der ind og danses tungt til Leprous, Between the Buried and Me og sidst – og absolut størst – Devin Townsend Project. Trods lidt træthed skulle aftenen vise sig som en kæmpestor succes!

Leprous
Aftenen skulle starte ud med de gæve norske gutter fra Leprous. Dette er et band, som jeg havde set meget frem til at opleve live, efter at være blevet introduceret for dem inden for de seneste par år. Der er tale om pænt og teknisk progressivt metal. Pænt vil være mit ord at bruge om specielt vokalen, der er i den totalt rene ende, i hvert fald på de senere plader. Einer Solberg sang helt forrygende på Voxhall, ja, nærmest gåsehudsvækkende godt. Magen til cleanvokal, der bare fungerer, har jeg personligt sjældent oplevet i det format.

Leprous.
Foto: Sebastian Dammark

Bandet er ufattelig godt sammenspillet og leverede et ekstremt stramt show, hvor der ikke var plads til tilfældigheder. Der blev hovedsageligt lagt vægt på de nyere plader fra bandet, så musikken var lidt mere ’’lettilgængelig’’, end den er på de ældre udspil, hvor der ligesom bliver syret en del mere ud og givet en anelse mere gas. Det kunne have klædt bandet at sprede deres sætliste lidt mere ud, så der også blev givet bare en lille smule mere tæsk, end der blev gjort. Alligevel var sætlisten ualmindeligt fed, og det er i den grad også svært at lave en alt for bred sætliste, når man spiller prog og kun har 35 minutter til at få fanget folk. Så er det nu altså forståeligt, at man tager det sikre valg.

Lyden til Leprous’ koncert var helt fænomenal! Man kunne simpelthen høre alle detaljer, hvilket gjorde det utroligt let at dykke dybt ind i deres flotte og spændstige musikalske univers. Lyset hjalp i øvrigt ditto på dette – det var et super lækkert lysshow, Voxhall fik serveret denne onsdag aften i forbindelse med første forret.

Voxhall var utroligt velbesøgt allerede fra start, hvilket jeg personligt ikke kan huske at have oplevet til nogen som helst hverdagskoncerter. Leprous leverede i den grad den vare, man havde forventet, med et tight og utroligt velsammenspillet show med ekstremt flot lyd og lys. Der kunne godt have været flere af deres numre med en anelse mere puls i sættet, men det passede nu alligevel godt sammen alt i alt, og jeg tror i den grad, at Leprous fik sig nye fans denne aften.

 

Between the Buried and Me
Så skulle det ske! Mangt og mange har fortalt mig om dette band igennem en lang årrække efterhånden, men det blev først denne onsdag aften, at jeg fik en ordentlig introduktion til bandet og deres tekniske kunnen. Between the Buried and Me kan lettest beskrives som gøglet progressiv metal, ja, det føles faktisk nærmest indimellem som om, at man er blevet inviteret ind i det tungeste cirkus nogensinde. Atter engang har vi, som man jo så også bør forvente af et prog-band, at gøre med et ufatteligt teknisk band, som i den grad spiller sammen og komplementerer hinanden.

Between the Buried and Me gjorde det faktisk ganske godt med at følge op på Leprous’ lækre stramhedssymfoni, specielt komplementerede de to guitarister hinanden virkelig godt, hvor de hver især formåede at spille forskellige leads, der blev flettet sammen på imponerende vis. Desværre er det bare som om, at musikken kun virkelig sparker røv halvdelen af tiden, resten af tiden bliver det lidt for core til min personlige smag. Det er yderst sjældent, at breakdowns virkelig kilder de rigtige steder, og Between the Buried and Me kildede bare ikke rigtigt med deres breakdowns. Bedst er bandet, når der bliver gøglet løs! Det er her, bandet virkelig er i sit es, og det vil helt klart også være det, som vil give grundlag for, jeg sætter dem på fremover. Når man føler, at man er kommet i metalcirkus ,så swinger det simpelthen for vildt.

Between the Buried and Me.
Foto: Sebastian Dammark

Publikum i Aarhus fik serveret sig en ekstra forret af den totalt gakkede og alligevel tunge slags. Between the Buried and Me gav bestemt publikum en opvisning i det mærkelige, og det fungerede også virkelig godt – til tider. Til andre tider føltes det desværre lidt fladt, hvilket også resulterede, i at der var flere mennesker, der var ude at ryge, end hvad der var tidligere.

 

Devin Townsend Project 
“We’re gonna have fun tonight Aarhus!’’ sådan lød startskuddet til nok en af de største magtdemonstrationer, jeg nogensinde har været vidne til. Devin Townsend er en utrolig karismatisk og, velsagtens, legendarisk personlighed indenfor metalverdenen. Han startede som vokalist hos Steve Vai, men endte derefter med at være frontmand og den kreative kraft bag det legendarisk band Strapping Young Lad.

Dette har faktisk været en ulempe for ham i min bog i langt tid, da jeg altid har savnet Strapping Young Lad og derfor, hver gang jeg har hørt Devin Townsend Project, bare har følt, at jeg hellere ville høre Strapping Young Lad. Denne onsdag aften fik jeg halvanden time, hvor jeg pludselig ikke savnede Strapping Young Lad. Devin Townsend er en mester til først og fremmest sit instrument, men i den grad også til at fungere som frontmand. Hans kontakt til publikum var fænomenal, og jeg har personligt aldrig oplevet en så morsom og alligevel velspillet koncert. Det var intet mindre end fantastisk at se den skæve personlighed på en scene, hvor han bare bliver hyldet for at være den, som han nu engang er: en bullshitter. Han nævnte endda dette selv under koncerten, hvilket leder en til at tro, at hans påstand om at være syg var humbug. Hvis den mand var syg, har jeg aldrig oplevet en syg person på en scene være så tændt og have den gejst, som Devin udviste. Fantastisk!

Manden fik fyret så mange sjove jokes, anekdoter og spøjsheder af, at det blev helt svært at gengive dem bagefter. Det nærmede sig simpelthen det vanvittige, og det var i den grad med til at løfte showet til et andet niveau, end hvad man ellers er vant til.

Musikalsk er vi virkelig ovre i en mærkværdig cocktail. Vi fik lidt 80’er pop blandet med den tungeste heavy, direkte over i noget gøglet, til noget groovet, til noget smadret. Devin kan det hele, og han vil det hele. Man kommer aldrig rigtigt til at kede sig, når man lytter til hans musik, og i aften var bestemt ikke nogen undtagelse. Alle facetter virkede gennemtænkte og tilrettelagte. Lydbilledet var desuden klart og flot. Stor ros til lydmanden på trods af, at der var lidt problemer med en vokal, der overstyrede i starten af showet, men det kan ligeså godt have haft noget med min position at gøre. Da jeg flyttede mig ind i midten og tættere på scenen, var alt krystalklart, ja, nærmest til perfektion. Atter engang var lyset på Voxhall helt fantastisk, måske det bedste lysshows jeg personligt til dato har oplevet på det spillested.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Devin Townsend Project.
Foto: Sebastian Dammark

Sættet var gennemført og meget blandet imellem gammelt og helt nyt. ’’Lucky Animals’’ kunne have været en fed tilføjelse til sætlisten, men når man får serveret numre som ’’Kingdom’’, ’’Planet of the Apes’’, ’’Ziltoid Goes Home’’, ’’Suicide’’ eller den glimrende afslutter ’’Higher’’, så kan man vitterligt ikke være utilfreds med at mangle et enkelt nummer. Koncerten var helt i top, velsagtens perfektion. Bandet var på og spillede ekstremt tight, Devin fik gøglet og vundet publikums hjerter med sin specielle personlighed og ekstremt veludførte musik.

Dette var helt klart en aften, der vil blive husket!

ANTAL STJERNER

Leprous
Between the Buried and Me
Devin Townsend Project

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Devin Townsend Project, 22. feb. 2017. VoxHall Gruppekram og cirkelpits, hvor folk drejer rundt om sig selv? Dette var noget af opskriften på en af de bedste koncertoplevelser, jeg nogensinde har haft. Devin Townsend Project var i byen! En hård onsdag aften, direkte fra...Devin Townsend Project - VoxHall