Alice Cooper

Dødens fine kaliber

-

“The Dismal Ascension” af Defilementory. 2014. (Torture Music og Sevared Records)

Det er svært at nævne en bedre udøver herhjemme af teknisk dødsmetal end hvad, Defilementory udøver på deres debutskive fra sidste år

Ja, faktisk er bemeldte anmelder så begejstret – og som en lille servicemeddelelse for dig, kære læser – at undertegnede vil droppe den floromvundne snak (Ka’ han det? JA SGU!) i flere rubrikker, afsnit og alskens superlativer og ganske enkelt bryde pladen ned i dens essentielle bestanddele: Sangene. Jeg vil beskrive hvert enkelt udskejelse på den 11 numre lange laban for dig. Læn dig tilbage og blive belært.

Intro: Ikke så mange dikkedarer i navnet, men så sandelig så mange aspekter i selve åbneren. Snurrende melodi-linjer, dyster stemning og tonsertunge toner. Her er alt, hvad du sammenlagt kan forvente af resten af pladen. En appetitvækker, ja, en genial intro!

Misanthropic Emancipation: Her må jeg forklare pladens genre for dig, hvis du ikke er vant til den slags: Hvis Cannibal Corpse er det tungeste, du hører, går du i børnehave til sammenligning. Hvis det ikke må blive tungere end Illdisposed, er du ikke gradueret fra vuggestuen. Sangen her er teknisk dødsmetal med lir for alle kræsne øregange med hang til den slags mædl. Der går decideret Slam Death i den midtvejs. Her bliver du første gang overrasket over den gode produktion og musikernes alsidighed og dygtighed.

In Soullessness Supremecy: Mit første yndlingsnummer! Tempoet bliver sat lidt ned, og de underliggende atmosfæriske linjer træder frem. Det bliver næsten Blackened Death Metal her. Bandet giver reminiscenser til bandet Abscission (hvor Defilementorys trommeslager spiller guitar i) og en mildere udgave af de danske dødsdarlings i Undergang.

Mask of Anatomy: Lækker titel, og teksten emmer da også – som resten af pladens tematisk kredser også omkring – misantropi og manglende tro på menneskeheden. Nummeret rent musisk kan bedst beskrives som en blanding af de to foregående. Ka’ man det? JA! Defilementory ka’!

Endless Abjure: Her har vi at gøre med en midttempo satan, hvor det disharmoniske antræk i de tidligere numre får lov til at dominere mere. Atter får vi beviset på bandets tekniske snilde – og så er jeg en sucker for fade-out-finten.

The Horrid Reflection: DØD! For alle pengene. Det her er Death Metal efter den klassiske, hurtige opskrift som alle fra Morbid Angel til The Black Dahlia Murder i nyere tid ville være glade for at høre. Det tangerer næsten grindcore. Kun nummerets længde afholder det fra at blive kategoriseret deri. Halvdelen af sangen kunne sagtens skæres fra, men det er en fryd for øret at høre deres tekniske kunnen, at det ikke gør noget.

Abhorred Veracity: Igen et af mine yndlingsnumre, for jeg elsker de numre, hvor der ikke er tale om en decideret melodi, men en gennemgående atmosfærisk stemning, der ikke bliver direkte fængende i almindelig forstand. Sådan et dystert nummer er det her. Her er der også en LÆKKER Thash-solo på guitaren, hvor der på det sidste nummer var en mere noise-agtigt solo, der kendes fra andre rene Death Metal-numre. Ellers kan du prøve at finde soloen i Slayers “Bloodline”, og så vil du forstå, hvad jeg mener med noise. Det her er mere kræs for den kælne kender udi soloens eminente kunst.

Vengeance: Dette nummer sammen “Abhorred Veracity” er i min optik skivens fuldtræffere. Det er som om, at bandet endelig får blandet de mange krydderier, som de har strøget ud tidligere, i den perfekte blanding her. Her er lidt Progressive Metal, Mathcore og Death Metal med melodi her. Tak!

Despair: Der er en god overgang fra “Vengeance” til det her nummer. Her er vi tilbage ved lidt old school Death Metal, hvor de melodiske anstrøg bliver pakket lidt hen i baggrunden for at give plads til (god) smadder. Minder lidt om canadiske Cryptopsy i gamle dage.

Sovereign: Er et eksempel på, hvordan gutterne i bandet formår at stikke i mange retninger uden at miste den famøse røde tråd. Den fræsende guitarlinje holder sammen på de andre afstikkere med deres abrupte rytmer. Midtvejs går vi over i regulær headbanging med et fandens tungt stykke. En ren pleaser for nakkemusklerne.

Departure: Kender du den irriterende lukker, som forsøger at være episk afsluttende, fordi, hey, vi er nået til pladens slutning, vi må hellere vise hvor seje, vi er!? Det frygtede jeg også ved begyndelsen af det her nummer. For vi lægger ud som med “Intro”, men vokalen – som desværre ofte i mixet er langt en anelse for langt bagud – er gået på ferie for at give plads til en instrumental afrunder. Så meget som jeg har hyldet bandets tekniske evner, behøver jeg vel næsten ikke sige mere. DEN skal opleves.

Jeg har set bandet live, og JA (for tredje gang) de kan sagtens levere til en koncert, hvad de spiller på plade. Bag mine beduggede briller vil jeg faktisk messe, at man skylder sig selv at opleve drengene live for at få det fulde udbytte af dem.

Og hvis de så kan fortsætte i samme ånd med en opfølger til “The Dismal Ascension”, så er fremtiden for dansk teknisk Death Metal da sikret.

ANTAL STJERNER

Defilementory - The Dismal Ascension

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

“The Dismal Ascension” af Defilementory. 2014. (Torture Music og Sevared Records) Det er svært at nævne en bedre udøver herhjemme af teknisk dødsmetal end hvad, Defilementory udøver på deres debutskive fra sidste år Ja, faktisk er bemeldte anmelder så begejstret - og som en lille servicemeddelelse...Dødens fine kaliber