Anmeldelse af: Napalm Death m.f., Amager Bio, 25. april 2017

Døden kom i fire afskygninger på Amager, som på sin vis var forskellige, men med tydelige karaktertræk hver især.

“Hva’? Allerede?!” Var cirka første indskydelse, der fik mine ben til at bevæge sig i dobbelttempo, da jeg kunne notere mig, at dørene til Amager Bio forventet var åbnet, MEN lyden derinde fra lød langt fra som en lydprøve. Der var en reel koncert igang. Første band var allerede begyndt!

Og ganske rigtigt, da jeg hurtigt fandt vej til scenerummet, var det første band, supergrindcoregruppen Lock Up, der var begyndt på deres koncert. Gruppen har meget tilfælles med en anden supergruppe i samme genre, nemlig Brutal Truth, og hvis man har set dem og Lock Up gennem tiden, vil man have oplevet et lineupskifte med både Peter Tägtgren (PAIN, Hypocrisy), Danny Lilker (Nuclear Assault), Thomas Lindberg (At The Gates) blandt flere.

Som de optrådte var det ganske vist et sammentømret ensemble, der forstod at tælle ind på lilletrommen og så ellers bare smadre din trommehinde med sange, der sjældent når længere end 2.30 minutters spilletid.

Jeg afslører her med det samme mit generelle ukendskab til genrens alsidigheder. Jeg elsker at lytte til plader fra grindcoregrupper derhjemme for deres brutalitet, simplicitet og fandenivoldskhed, men live forventer jeg nok lidt mere.

Det blev aldrig rigtig farligt, men det var skam velspillet, og imponerende nok var salen godt fyldt allerede ved første band, og publikum lod ikke til at bestå af tilfældige mennesker til koncert en tirsdag aften: Det her var en overvægt af fans!

På nuværende tidspunkt var jeg begyndt at ærgre mig over, at Iron Reagan var hoppet fra denne koncertpakke, men da begyndte texanske Power Trip at spille deres trashede crossover. Det var lidt rart endelig at kunne skelne sange mere fra hinanden end ved Lock Up.

Ja, ja, smid mig bare på det kætterske bål og kald mig morfar-ører, men med Power Trip gik det op for mig, hvor knivskarp lyden var, hvor veloplagte bandet var, og hvor meget publikum var klar til at holde fest en tilfældig tirsdag!

Power Trip var langt mere min tunge kop te, og de brillerede formfuldendt og tilfredsstillede tydeligvis de fremmødte fans. Stor cadeau herfra.

Jeg havde faktisk set pænt meget frem til semi-mytiske Brujeria, da jeg som ung purk opdagede deres albumomslag og blev mødt med brutale tekster og dæknavne. Noget om narkokateller i Mexico kunne jeg forstå.

Indtrykket var ikke imponerende ved første øjekast. Jeg kunne i hvert fald ikke greje, hvor meget jeg var vidne til et par fedladne mænd med en tydelig Shane Embury på bass, der legede med et koncept for sjov, og hvor meget der var seriøs musik. Bandet har gennem tiden haft umanerlig mange udskiftninger plus mange års mellemrum mellem udgivelserne, så det bliver for mig svært at gætte, om seriøsiteten gennem tiden er blevet skruet op eller ned.

Uanset hvad, var folk klar på dem! Der var tydeligvis fans i trøjer med bandets logo og maskeringer, som sig hør og bør med bandet, men deres dødsgrind, hardcore trash-lyd druknede lidt for mig.

Det hele kørte – sjovt nok – på mexicansk-spansk, som lagt fra er mit modersmål, men man fangede dog lidt med den dumme Trump. Jeg fik punkteret lidt det spændende og underfundige ved bandet af at se dem live, men så har jeg fået dét hak i bæltet. Fansene var glade, og de spillede skam tight.

På det her tidspunkt må Shane Embury have fået godt ondt i højrepoten af at spille bass, for først nu skulle han optræde med det band, hans koryfæ med dertilhørende krøller er mest kendt for og har spillet med i længst tid, Napalm Death, men han havde på daværende tidspunkt allerede klaret donten på den tungstrengede i både Lock Up og Brujeria.

Men på samme niveau som publikums brøl, da forsanger Mark “Barney” Greenway” erobrede scenen som en tasmansk djævel i løbetid, ligeledes fortsatte Shane ubønhørligt på bassen resten af aftenen ud.

Dét her var helt klart højdepunktet for publikum – inklusiv mig selv. Klimaks blev indfriet med det skelsættende grindcore-band. En fornøjelse at opleve live, hvor jeg lige fik understreget for mig selv, at Napalm Death simpelthen bare ligger i en liga for sig i forhold til de andre tre bands.

Jeg selv allerede frem til et kærkomment gensyn.

Du kan opleve et par billeder fra vores fotograf Guillaume Blanjean Matthiesen her:

Napalm Death og Lock Up og Power Trip og Brujeria i Amager bio
Napalm Death. Amager Bio.
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen