Eksplosivt riff-o-rama

Anmeldelse af: Lost Society, Copenhell, Pandæmonium, 24. juni 2017

Den finske ungdom fik for alvor overtaget Pandæmonium med en eksplosiv energi, som vi bare ikke kunne få nok af.

Hvis man godt ville blæses fuldstændig bagover på dette års Copenhell, så var Pandæmonium-scenen lørdag d. 24. juni omkring kl 17:15, det helt rigtige sted at befinde sig. Her skulle det unge thrash-metalband Lost Society nemlig på scenen. Disse knøse har ikke mere end 21-24 somre på samvittigheden, og alligevel er de så aktivt dygtige, at de har udgivet tre album over de sidste fem år med nogle af de mest thrashede riffs, som kan rives ud af en guitar i dette årti.

De vanvittigt hurtige numre “KILL (Those Who Oppose Me)” og “Terror Hungry” går i et tempo, hvor nakken har svært ved at følge med. Ja, nærmest på randen til at knække. Forsanger, Samy Elbanna, skriger af sine lungers fulde kraft ned i mikrofonen og spæner derefter fra den ene side af scenen og over til den anden; hopper op i luften og headbanger med sit lange hår. Imens viste hans ansigtsudtryk en glædens form for ydmyghed over at se hvor mange, der var dukket op til koncerten.

Hele bandets eksplosive energi holdt publikum godt underholdt, og der blev moshet til den store guldmedalje i midten af folkemængden. De to guitarister, Samy og Arttu, opvarter hinanden gennem de hurtige soli, som man slet ikke fatter, at disse unge mennesker kan håndtere på en guitar. Alligevel når den ene at overgå den anden, og man står efterfølgende og ligner et spørgsmålstegn. Trommeslager, Ossi, fik også bevidst sit værd bag trommerne, med en kort, men yderst velspillet og tight trommesolo.

En ting er sikkert! Jeg kan ikke vente til at disse drenge vender tilbage til Danmark og smadrer et nyt event med deres eksplosive energiske udstråling og vanvittige riffs.

Mærkater: , , ,