Anmeldelse af: Daze of June, m.fl. Gimle, Roskilde. 01. februar 2019.
Nogle bands udvikler sig gradvist, og så er der dem, der vokser, mens man blinker
Foto: Mark Stoumann
Jeg havde med glæde set frem til denne aften, at den ofte så udskældt metalcore forhåbentligt kunne få en genrejsning, når man ser på, hvor gigantisk et kvantespring Daze of June har lavet af udvikling sig rent musisk fra den spæde start live og for den sags skyld også på udgivelses-fronten til nu med en fuldlængde skive i ryggen.
Dog havde jeg set dem et par gange efterfølgende, men forlydender om, at de havde taget et gigantisk sceneshow med og skulle være hovednavn på Gimle i Roskilde, gav mig forhåbninger om, at genren her kunne nå nogle højder, der minder om dem, vi har set i genrens oprindelsesland.
Først skulle vi igennem to ret så forskelligartede opvarmninger:
Cryosphere
Bandet her har imponeret mig gevaldigt på de få indspilninger, der hidtil har løsladt, men kunne de stå distancen live?
Det er aldrig nemt at være et ungt band, og når man har ambitioner – hvilket altid er godt – med to forskellige vokaler, en del genreblandinger fra ‘core til symfonisk, alternative metal og en del mere, hvor man vil shredde bad-ass på guitarene og indføre nogle harmonier på disse, så skal der forud virkelig være knoklet i øveren.
Sådan lod det desværre ikke til at være tilfældet ved denne koncert, der var en af deres første.
Liveerfaring kan man af god grund kun få – live, så der er mange point at høste her for at prøve sig frem, men det var dog tydeligt, at vi her havde at gøre med et band, der havde svært ved at finde koordinationen, taktarten og harmonierne.
Til den mere positive side skal det dog hedde sig, at bandet især mod slut viste mere sikkerhed og lignede nogle, der gerne vil spille.
Men der er simpelthen blot herfra at sige: Øv jer, og øv jer så lidt mere og kom så ud at spille, hver gang muligheden melder sig.
Odd Palace
Så skal vi til de magiske gale, vidunderlige, uortodokse, vanedannende, medrivende og herlige folk fra Odd Palace.
Ja, hvordan karakteriserer man dem egentlig, selvom jeg har set dem før, nu hvor de har en plade i baghånden og tydeligvis mere livetække? Det er en art progressiv metal-rock med elementer af funk, reggae, lidt impro-verdensmusik, og nu giver jeg ellers op…
Det kan lyde som alt for meget på én gang, men det det hele forløser sig i en større helhed, når man oplever dem live – specielt – og når publikum er så tydeligt med på samme måde, som lyden er med bandet, så opstår der kærlig symbiose.
Pludselig var det som om, at vi fik skabt en ny-sommer-stemning i vores lukkede fora med bandets dur-melodier og gaderenge-glæde, der må have smittet helt ned til de bagerste rækker og op på balkonen.
Bandet har endnu aldrig skuffet mig live, og når man kan spille så godt guitar i en rullestol(!), så skal de virkelig have en dårlig dag, før det kan gå helt galt – og denne aften var ikke en af dem.
Daze of June
Vi havde forud for koncerten snakket med bandet om, at de helt bevidst planter rumpetten lidt mellem to stole ved at rase ud med en subgenre i metal, der tit er for poppet til metalfolket, men for tung til pop-folket, og så høster den slags sjældent anerkendelse hos de gamle trve metal-folk.
Og så vælger Daze of June endda at gøre det i lille Danmark?
Spoiler: Jeg er meget begejstret for bandet, og den begejstring blev kun forløst af, at bandet denne aften havde en optræden, performance, sammenspils-evne, der – hvis der er retfærdighed til – kan nå langt udover landegrænserne, hvis man er til den slags.
De kunne til fulde leve op med et show, som jeg har set det med As I Lay Dying, Atreyu og andre i samme klasse, der begår sig med metalcore med lige dele melodier og breakdowns.
Her var ingen slinger i valsen, og sammenspillet sad stort set fejlfrit med en nærmest perfekt lyd, hvor jeg stod – og det virkede til at smitte af på publikum, der virkelig levede sig ind i festen, omend det virkede til, at lidt over halvvejs inde i sættet havde visse publikummer foretrukket at tage videre i byen end at se koncerten færdig.
Mit eneste minus ved koncerten er, for at sammenligne med meget passende Odd Palace, at det hele kan virke for kalkuleret. Man mangler noget spontanitet, mere publikumskontakt og et nærvær, der smitter mere over scenekanten: Ganske enkelt: Tag nogle flere chancer!
Men så er vi også derhenne, hvor man brokker sig til tjeneren over, at man ikke fik fritter med sit ens hovedret, selvom det ikke var anført på menu-kortet.
Og nu går der rigtig ananas i egen juice i den:
*AHEM* Den 16. februar spiller Daze of June sammen med Beneath the Silence og Fixed Fight til vores fjerde udgave af MAD Night på Lygten Station i København, så hvis du kunne lide, hvad du så – eller allerede nu hører legende-beretninger om koncerten denne fredag – så er det med at anskaffe dig din billet NU!
Galleri fra aftenen af Mark Stoumann:
