• Rivers of Nihil
  • Soreption
  • Archspire
  • Revocation
3.9

Anmeldelse af: Revocation, m.fl. VoxHall, Aarhus. 29. november 2018.

Der var lagt op til en aften af høj teknisk kaliber, da Revocation lagde vejen forbi Voxhall med en række af de stærkeste supportbands indenfor genren. Særligt formåede et af disse supportbands at levere en koncert af nærmest uset kvalitet.

Foto: Jason Champney

Denne aften har jeg glædet mig til i et godt stykke tid. Det glimrende tekniske groove death-band Revocation kommer nemlig endelig forbi VoxHall i Aarhus, og med sig har de en vifte af enormt fede tekniske dødsmetal-bands. Personligt er jeg ikke den person, der lytter til denne genre vanvittigt meget, men lige netop de bands, der skal spille denne aften, er nogle af de mest interessante indenfor genren. Der er i sandhed lagt i gryden til en tyk omgang tech!

Rivers of Nihil
Aftenen lægger ud med Rivers of Nihil, der tidligere i år udgav en velafrundet og enormt fed plade i form af Where Owls Know My Name. River of Nihil er et band, der på sin egen måde forsøger at udfordre konventionerne indenfor deres egen genre. Der er ikke konstant smæk på, men masser af atmosfære, og dette bærer deres koncert på VoxHall da bestemt også præg af. Dynamik er nøgleordet i forhold til konkurrencen.

Der er smæk på, når der skal være smæk på samtidig med, at det bliver afdæmpet og atmosfærisk, når musikken kalder på det. Dette er ikke blot et band, der bruger teknik for teknikkens skyld, omend de godt ved, hvordan man skal udnytte en gimmick til musikkens fordel. Rivers Of Nihil har nemlig på deres seneste album blandet lidt saxofon ind i deres musik, og det klæder musikken godt. Desværre er denne dog spillet som backingtrack. Dette er dog forståeligt nok, da det er dyrt at have en saxofonist med for, at vedkommende skal spille to minutter, men skuffelsen er alligevel lidt til at mærke på på publikummet.

Lyden er nogenlunde under Rivers of Nihil, hvor bassen desværre har en tendens til at drukne. Dette er særligt ærgerligt, da det er tydeligt, at bassen virkelig er fed i dette band, og bassisten leverer en glimrende optræden, imens han spiller noget led bas. Der er dog rigeligt knald på trommerne og i særdeleshed stortrommen, der har en maskingeværagtig kvalitet. Sammenspillet sidder fuldstændig tight.

Det er ærgerligt, at Rivers of Nihil har fået så tidlig en spilletid denne aften, for fremmødet er helt ærligt på grænsen til at være tarveligt. Vokalisten, Jake Dieffenbach, gør ellers alt hvad han kan for at starte en pit, og hans performance er ganske glimrende. Desværre er publikum bare overhovedet ikke med på løjerne. Rivers Of Nihil fortjener mere end dette, så lad os lige bakke dem bedre op næste gang.

Soreption
Næste band på plakaten er vores naboer imod øst i Sverige, nemlig Soreption. Der er stadig tale om teknisk dødsmetal dog desværre uden så meget nyt i gryderne.

Soreption har dog fået sig et større publikum end det, der var tidligere på aftenen. Til gengæld er publikum stadig ret stillestående og ikke rigtigt med på unoderne. Der er dog heller ikke meget performance at hente hos bandet, der umiddelbart virker til formentlig at spille over egne evner.
Der bliver fokuseret alt for meget på at kigge på instrumenterne fremfor at lægge mærke til deres publikum og sætte fut i kedlerne. Vokalisten, Fredrik Söderberg, forsøger ellers med sine brutale growls at sætte lidt fut i fejemøget, men selve festen kommer aldrig op i gear.

Lyden er ligeledes heller ikke imponerende under Soreptions koncert, hvilket er ærgerligt, for der er da bestemt noget at hente i musikken, det har man da i hvert fald hørt på deres plader. Der er slet og ret ikke nok knald på, og man føler hurtigt, at man mangler den ekstra guitar. Soreption får i hvert fald ikke den vilde lydmur op at stå med kun en guitarist. Det går nærmere hen og bliver en kende kedeligt, hvilket bestemt ikke er godt for teknisk dødsmetal.

Soreption har mere at byde på, end hvad de viser her til aften, hvor det hele lidt mudrer sammen til en pærevælling af ugenkendeligheder.

Archspire
Da Archspire går på, er det tydeligt, at folk er kommet lidt mere op i humør og helt klart også har bevæget sig tættere på scenen. Der er også rigeligt grund til det, for Archspire spiller ikke bare utroligt fedt teknisk dødsmetal, men har også en forsanger, som kan growle ufatteligt hurtigt. Vi er ude i virkeligt-hurtigt-rap hurtigt blot med growl. Yderst imponerende og noget, visse af vores egne – særligt de jyske, dødsmetal-bands – kunne lære noget af.
Lidt mere fart på de growls der!

Lyden har fået et hak op i niveau til Archspire, og man kan høre langt de fleste detaljer i musikken, hvilket også er en nødvendighed, for der er mange af dem, og de smadrer hele tiden publikum direkte i fjæset. Musikalsk er det utroligt aggressivt og enormt teknisk udfordrende, men hvor Soreption lod til at spille over evne, så de ikke kunne levere et solidt show, spiller Archspire stadig med et overskud, som er mildest talt imponerende. Dette enorme overskud er da også med til at starte en ganske glimrende moshpit, hvor humøret i sandhed er højt. Publikum er helt klart med på løjerne til Archspire.

Musikken sidder præcist så stramt, som den gør på pladerne, og det er fandeme ellers en svær opgave i sig selv. Bandet formår samtidig at levere et show, som jeg personligt aldrig har set magen til.
Bevares, Archspire er langt henad vejen ren teknisk onani, men bandet er i enormt høj grad selvironiske omkring det. Vokalisten, Oliver Rae Aleron, bærer showet ufatteligt langt med små virkelig sjove jokes og fede gimmicks under koncerten.

Det er lige før, at Archspires koncert er lige så meget et standup-show, som det er en koncert. Aleron bemærker en ung knægt oppe foran og er stolt over, at en så ung knægt tager til koncerter med så seje bands som Revocation. Da han selv gik i high school, fortsætter han, fik han meget fisse. Det var bare ikke så fedt, når man er hjemmeskolet, nå, videre til næste nummer.

Jokesne er leveret så skarpe, at man skulle tro, det var løgn. Ligeledes formår han at sætte folks klapsalver godt i gang under adskillige soli fra begge guitarister med et lille skilt, der lyser op med skriften ’’Applause’’. At en så teknisk vanvittig koncert samtidig kan være så sjov og ironisk er ufatteligt godt opnået.

Archspire har med et godt selvironisk, canadisk glimt i øjet samt enorm teknisk kunnen leveret en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været vidne til.

Revocation
Så når vi langt om længe til aftenens hovednavn, et band, jeg har hørt lige siden, jeg for adskillige år siden missede dem til Aalborg Metal Festival. Ja, jeg har en masse kammerater, der viste mig dem, efter deres koncert deroppe.

Revocation lægger hårdt fra start og sætter yderst sjældent tempoet ned. Der er rigeligt med smæk på, og man kan virkelig godt se, at publikummet har glædet sig til denne koncert.
Moshpitten fra Archspire starter hurtigt op igen, og bandet kvitterer med velspillede numre og en god energi. Det er dog utroligt svært at skulle følge op på den magtdemonstration, som Archspire netop har leveret, og det kan særligt mærkes i starten af Revocations koncert. Som koncerten skrider frem, er det dog virkelig som om, at Revocation kommer mere og mere i deres es.

Lyden er mindst ligeså god, som den var under Archspire, og det klæder i sandhed Revocation at have en lyd, der ikke bare er solid, men også dynamisk.
Bandet spiller ligeledes stramt og lækkert samtidig med, at de leverer et show med et vist overskud. Særligt imponerer forsangeren med det noget så uopfindsomme navn David Davidson med enorm gejst. Det er fantastisk at se, hvordan manden under hele koncerten forsøger at undertrykke et smil. Man skal jo gerne se lidt ond i sulet ud, når man spiller dødsmetal, men Davidson har virkelig svært ved det denne aften, og det er intet mindre end en fornøjelse at se.

Til Revocations koncert må og bør lyset i øvrigt nævnes! Lysshowet var utroligt velfungerende og en rigtigt fed tilføjelse til et allerede spændende show. Man kommer hurtigt til at lægge mærke til, hvor meget et godt lysshow egentlig kan gøre for en allerede god koncert.

Sammenspillet sidder ligeledes lige i skabet hos Revocation. Det kan godt mærkes, at dette er et band med en del år på bagen samt, at medlemmerne er ganske ferme i brugen af deres instrumenter.

Revocation spiller lige over en times tid og får enormt bifald fra publikum tilbage. Vi, der var tilstede på Voxhall denne aften, har i sandhed fået alt, hvad der er betalt for og mere til.

Dette har i sandhed været en formidabel aften i techens navn.