En frontmand af folket

Anmeldelse af: Frank Carter & The Rattlesnakes, Copenhell, Pandæmonium 22. juni 2017

Med humor og charme lod vi os forføre af Frank Carter, som uden problemer havde os lige der, hvor han gerne ville have os: I hans hule hånd.

Frank Carter (ex-Gallows) lagde om torsdagen vejen forbi Copenhell. Med sig havde han bandet The Rattlesnakes, og i den sammenhæng blev Pandæmonium i den grad ramt af en britisk invasion. Det startede dog med, at lyden i Frank Carters mikrofon var en smule lav. Hvis det skulle have forsat sådan gennem hele koncerten, så ville jeg have haft svært ved at se, hvordan jeg skulle blive fornøjet.

Men der blev heldigvis skruet op for mikrofonen, og dermed kunne Frank Carter endelig udstråle, hvilken eminent frontmand han er. Hans britiske accent og drengede charme er svær at stå imod, og man falder pladask for hans underholdende humor og sprudlende energi. Det bragte ham hurtigt ud blandt publikum, som løftede ham op, så han kunne stå og synge, og på et tidspunkt stod han endda også på hovedet.

Under bandets lettere bløde punk/rock-numre som “Wild Flowers” fra det seneste album, Modern Ruin, er der flere fra publikum, som fik kridtet danseskoene af. Men under flere af de hårdere sange er det dog circle-pits, som er på dagsordenen. Frank Carter er også en mand, som ved, hvad han vil have af publikum, og han ville se den største circle-pit, som Copenhell kunne holde til. Folket bredte sig ud (så meget, som der er plads til). Den er dog ikke helt stor nok efter Frank Carters mening, og bandet afsluttede sit show med nummeret “I Hate You”.

Frank Carter fik bevist, at han er en exceptionel frontmand, som uden tvivl sagtens kan stå på egne ben og levere et fantastisk show! En frontmand af folket til folket.

Mærkater: , , ,