-
MØL - Jord
Anmeldelse af: MØL – “Jord”, 13. april 2018, Holy Roar Records
Nuvel; det ville være oplagt (igen) at drage parallellerne mellem aarhusianske MØL og så den omsiggribende post-black-bølge, der har triumferet i størstedelen af dette årti. Deafheaven, Ghost Bath, Alcest, Wolves in the Throne Room – alt det dér nouveau noir, om man vil.
Men MØL er meget mere end paralleller og tydelige inspirationskilder: De er et klart bevis på, at moderne black i international skala sagtens kan opfostres på hjemlige breddegrader. Det står ikke mindst lysende klart på Jord; kvintettens fuldlængdedebut, der blot er seneste danske metalplade i en lang række af udgivelser, som sprænger rammerne for, hvad den unge, hjemlige talentmasse kan præstere.
Og bare lige for at få det af vejen: Når Jord rammer sit laveste niveau, føles pladen lidt for rutinepræget. De risici, der ellers løbes, når man opererer med så store armbevægelser, er selvfølgelig ikke allestedsnærværende, og jeg ville da lyve, hvis jeg påstod, at der ikke var passager, som jeg ikke følte at have hørt før. “Ligament” tonser ligeledes derudaf med blastbeats og melodiøse mellemstykke samt outro uden at det bliver rigtig fængende, men:
Det skal dog på ingen måde tage noget fra de meritter, som MØL opnår, når Jord er allerbedst.
Fra genklangen af de indledende, ildevarslendende åbningstoner, der slår over i de karakteristiske hovedaktørers møde i det kolde, musikalske univers, skorter det ikke ligefrem på dårlige lydoplevelser.
Kim Song Sternkopfs vokal står helt nødvendigt ganske udechifrerbar i sin karismatiske glans. Lyrikken er dertil den langt fra obligatoriske hyggelæsning med linjer som »Mit fængsel er mit hjem / forkullet og forbrændt« et al. Imens kreerer guitarerne; hvinende og flænsende, svævende og brutaliserende de bærende søjler i form af riffs, melodier og ambiens i det generelt uforstyrrede lydbillede.
Der er til stor glæde herfra gjort ekstra plads til at fremhæve de shoegazefyldte, astrale momenter – som fornemme nik til bands som Slowdive, Explosions in the Sky og Mogwai – som på den instrumentale “Lambda”, der for en stund agerer bølgebryder i stærk kontrast til den ellers så eksplosive affære, som Jord ret beset er.
Men det er selvfølgelig i mere kaotiske omgivelser, at MØL som oftest huserer. “Penumbra” sparkes således fra start af ud over kanten med iørefaldende melodier gemt inde bag ved det hårdtslående dyne af blastbeats og piercende skrig. Omvendt røber “Bruma” melodierne for lytteren, før den store eksplosion, hvilket ikke mindst løfter nummerets refrain og får nummeret til at fremstå som noget af det tætteste, bandet på denne plade kommer på et egentligt hit.
Det er dog i det afsluttende titelnummer, at de mest magiske momenter opstår. Den diametrale modsætning mellem den destruktive intro og de tonstunge versstrukturer til det langt mere opmuntrende og højtflyvende c-stykke, som kammer over i den monumentale afslutning, er et dybt beundringsværdigt, kompositorisk svendestykke. Ultimativt står det som den mest tilfredsstillende kulmination på en forrygende helhedsoplevelse – lige dele fascinerende og udmattende.
Jord er ikke den kvintessentielle 21. århundredes-blackmetalplade, men målt efter danske standarder er det godt nok tæt på.
