En mørk og kold aften i den varme kælder

“Something Is Rotten Tour : Slowjoint, Dirt Forge, Grusom & Bersærk”

En aften jeg sent vil glemme! Slowjoint startede ud med fuld drøn, Dirt Forge fulgte efter med deres tunge lyd, Grusom sendte os på et syretrip og Bersærk gav den fuld smadder så Loke’s kælder på Gimle nok rykkede et par meter længere ned i jorden.

Som jeg beskriver herover, så var det en aften jeg sent vil glemme, og lad mig lige kort forklare hvorfor!

Der var blod, der var sved, der var moshpits, crowdsurfing og så mange mennesker i Loke’s kælder på Gimle i Roskilde, at det halve kunne have været nok, men jeg elskede det!

De fire bands har været på tour den sidste måneds tid eller mere, de har været rundt omkring i det gamle Danmark, og sluttede så i Loke’s kælder på Gimle med deres sjette og sidste koncert!

Det fedeste ved at tage til rock og metal koncerter som denne, er at man kommer hinanden lidt ved, man kan mærke at resten af publikum er enig med dig i, at musikken bare er det fedeste og når bandet så fra scenen råber en skål ud over publikum, så er alle arme, med bajere i hånden, i vejret, og der brøles “SKÅÅÅÅÅÅL”, ca. 3 nanosekunder senere er der ro i et par sekunder imens den gyldne humledrik glider langsomt ned i svælget på det tørstige metal folk! – Og der blev undertegnede sgu tørstig, 2 sekunder… Så er jeg tilbage, vi fortsætter! Lad mig fortælle jer om hvor fede hvert band var!

SLOWJOINT

Slowjoint er det første gang jeg oplever, og slet ikke sidste gang. De gæve sønderjyder havde bevæget sig over til det de plejer at kalde “Kjøwenhavn”, men de her drenge vidste dog godt at de befandt sig i Roskilde. Slowjoint startede hårdt ud med en rumlende bass, så allerede her vidste vi hvad der stod på skemaet, Sludge metal! Til dem af jer der ikke ved hvordan det lyder, så er det tung og langsomt af helvedes til. Og det kunne man også se når Slowjoint spillede, publikum headbangede så langsomt så hele kælderen gyngede! Slowjoint har en forsanger som gav de vildeste ansigter når han både sang og spillede på bassen, det var ren skipper skræk, og jeg havde undervejs lyst til at stikke en pibe i kæften på ham!

Undervejs i deres dejlige tunge koncert med drøn på, får de publikummerne til at stikke en fuckfinger i vejret, hvorefter forsangeren råber “Fuck regeringen, legalisér hash og dynamit… SKÅÅÅL”..

Så Slowjoint havde fat i publikum og spillede en fed koncert generelt!

 

DIRT FORGE

Åh ja, de kære drenge har vi efterhånden anmeldt en del gange, jeg selv har set dem spille 5 gange efterhånden, og de kan sgu stadig! Alexander, Yannick og Nicolai gav den gas med en endnu tungere bass, og som jeg husker Yannick en gang kaldte den tunge lyd hans bass giver, var det “Den brune tone”, ja det er altså en tone der sætter gang i dit system!!

Dirt Forge havde til at starte med lidt udfald på guitaren, men det blev fikset og så kørte de videre med fuld drøn på! Man kunne tydeligt mærke at de ville give den hele armen, og slutte deres tour af på toppen! Drengene havde al den energi der skulle til for at få gang i publikum, samt spille Loke’s kælder op så selv nabokommunen kunne mærke den tunge bass, de tunge trommer og Alexanders rå stemme!

Yannick levere som sagt en tung bass, og undervejs begynder hans venstre hånd at bløde, og mange tror at han bare har givet den så meget gas, men nej… Fjolset var helt oppe at køre, så han hoppede op, slog næven hen af loftet og rev så hånden op! Det skal siges at loftet så er lavet af et tæt metalgitter, som virkede som et rivejern!

Nok om Yannick og hans dumheder, Dirt Forge satte ekstra gang i publikummet, og fik dem helt op til scenen efter første band.

 

GRUSOM

Vil i med på et syretrip, eller en god koger? Så skal i tage ind og se Grusom, for her får du følelsen af at du er rejst med dem tilbage i tiden og har smidt et stykke papir med LSD på tungen, eller røget dig en god koger på! Grusom spiller syrerock, som minder lidt om det gamle band The Doors.

I Grusom har de en keyboardspiller, som har sat indstillingerne på lyden af et gammelt rock orgel og det giver bare den fedeste lyd, sammen med forsangerens rå og rungende stemme, bandets 2 guitarister, som er møg forskellige at se på, den ene ligner en der skulle have været i Slowjoint eller Dirt Forge, og den anden lignede en old school hippie, en groovy bassist der stod og hyggede sig, og en trommeslager som hjalp med de groovy rytmer. Grusom fik ikke kun folk til at headbange, men også stå og rykke med ben, hofter og ja, næsten hele kroppen! Der blev lagt lækre guitarsoli ind i nogle af numrene og resten af bandet hold den groovy metal rytme kørende!

Det sidste nummer de spillede var nummeret “Evil”, og her kan jeg se at medlemmer fra Dirt Forge og Slowjoint løbe op på scenen for at synge med, og ikke nok med det, så stormer der flere publikummer med op, og synger med i fællesskab med resten af kælderen! Det var en fed afslutning på en gang fed musik!

 

BERSÆRK

Bersærk, er heavyrock på den fede måde, og det har Roskilde Festival også fundet ud af, da de lige har annonceret at de skal spille på festivalen til sommer!

Det er så her hvor jeg overvejer kraftigt at købe mig en billet til Roskilde Festival for at se dem igen!

Bersærk kan virkelig spille musik så det får gang i folk, de satte gang i moshpits, og crowdsurfing i kælderen med meget lavt til loftet og folk elskede det! Og her blev der skruet op for varmen i kælderen! Bersærk har virkelig styr på musikken, spiller hamrende godt sammen, især når man tænker på deres guitarist var hvad man, i vores omkreds, kalder lettere fuld. Jeg var imponeret over at han kunne spille så godt når man tænker på at manden virkelig skulle koncentrere sig for at gå op og ned af scenen imens de satte deres gear til.

Alt i alt var det virkelig, virkelig fed aften, jeg ville ønske i kunne have oplevet det, hvis i ikke var der med os andre. De må gerne lave en tour med de 4 bands igen! Jeg skal uanset hvad, se de 4 bands igen en dag, om de så bliver enkeltvis!

SE GALLERIET HER!