Anmeldelse af Meridian, “Breaking the Surface”, Mighty Music, 2016.

Armbevægelserne er store hos danske Meridian, men de føles mere som skvulp i overfladen

Esbjergensiske Meridian er ude med deres anden fuldlængde skive, “Breaking the Surface”, og den efterlader ikke ligefrem et uudsletteligt indtryk, hvis man skal være flink.

Det jyske band har over ti år på bagen, og i denne skribents øjne virker det mere som om, at medlemmerne har brugt de tre år, der er gået siden sidste udgivelse, på at forfine efterligningsmetoderne fra andre amerikanske rockbands såsom Theory of a Deadman og Shinedown for at nævne et fåtal af de stadionrock og radiovenlige hard rock-bands.

Det skal ikke misforstås: Flere redaktionsmedlemmer her er begejstrede for disse bands, inklusiv undertegnede, men når jeg netop kan forfalde til disse bands, sidder jeg desværre tilbage med det eviggyldige spørgsmål om, hvad der skulle få mig til at søge mod den nye plade fra jyderne?

For de kan skam spille deres instrumenter, vokalen er også brav, og produktionen er fin, men jeg sidder ikke tilbage med en lyst til at genhøre et specifikt nummer eller sætte dem på ved en anden lejlighed. Der er markedet simpelthen for mættet, mener jeg.

Selvom skiven “kun” er 37 minutter lang, sad jeg allerede ved tredje nummer, “Bricks to the Wall”, og følte, at der var gået endnu længere tid. Det hele var godt, men ensformigt.

Jeg forventer ikke, at et band skal genopfinde den dybe tallerken hver gang, de udgiver noget nyt. Men jeg har nok bare for store forventninger til et band, der trods alt har en del år på bagen. Jeg savner simpelthen, at de forsøger at lege lidt mere med hard rock-opskriften.

Jo, skulle jeg fremhæve et nummer på skiven, skulle det være den – obligatoriske – lidt dæmpede slutter “The Meaningless Song”… Hov, sorry, “The Meaningless Wrong”, da jeg her ENDELIG fornemmer, at bandet kan så meget andet end at være en generisk efterligner.

Så drenge, fat instrumenterne og tænk ud af kassen, så er der potentiale! For jeg kommer nok ikke til at sætte “Breaking the Surface” på igen, da en maksimalt blot lige titter over overfalden og er væk igen, før jeg når at tage notits af den.