Alice Cooper

En undervurderet overraskelse

-

  • Kurgan
  • Prevail
3.3

Anmeldelse af Klub TRÅD: Kurgan + Prevail. 24. marts 2017, Huset/Musikcaféen.

Jeg blev overrumplet under taget på det famøse Huset, men jeg var stort set alene om det.

Omkring klokken 16 fredag eftermiddag indløb der en besked på telefonen:
“Ses vi i aften?”
Det var (desværre) ikke en fræk anmodning, men en påmindelse om, at KLUB TRÅD bød på… Ja, tråd i Huset/Musikcaféen par timer senere.

Aftenens andre planer blev derfor hurtig skrinlagt, så jeg kunne opleve Kurgan og Prevail, der pænt sagt er fra den udørk af kongeriget, man hurtigt kan kalde Udkantsdanmark. Men de må fandeme gøde med noget specielt i henholdsvis Randers og Fårevejle, for jeg oplevede to (faktisk tre, men forklaring følger) bands denne aften, som var særprægede på hver deres måde.

Kurgan
For at lege lidt metalconnoisseur så vil jeg vove den hårdnakkede påstand, at et nysået (for at blive i landmandsterminologien) metalband herhjemme dårligt skal nyse halvkvalt, før jeg ved besked om det. Derfor var det med røde kinder, at jeg måtte konstatere, at Kurgan har eksisteret i tre år og har en udgivelse bag sig, uden at jeg har hørt navnet før. Undskyld!
Undskyld, fordi jeg blev så overvældet af bandets snilde, finesse, øje for detalje, energi, melodi og det gode brøl, at jeg som en undtagelse måtte hjem og tjekke bandet ud online med det samme, selvom jeg ellers har hang til det “sædvanlige” på min playliste efter endt koncert. Og det skulle åbenbart tage mig så lang tid at opdage!

Så hvordan lyder Kurgan? Det er langt fra en fyldestgørende beskrivelse; men hvis du tager Lamb of Gods “Ruin” med sin intensitet og kælen for de mindste indspark, blander det med Metallicas “Welcome Home (Sanitarium)” og tilsætter den bedste “Dimebag”-solo, du kan forestille dig, så er du ved at have fået forklaret halvdelen af, hvad et overraskende lavt fremmøde i Huset denne fredag aften var vidner til.
Tydeligvis lyser begejstringen ud af mig, selvom jeg har sovet på jobbet, og jeg var tæt på at være endnu mere gavmild med karakteren, indtil Prevail gik på bagefter, hvor jeg indså, hvad Kurgan mangler – og hvad et mere etableret orkester som Prevail besidder.

For det var en sølle fornemmelse at høre sidste tone i en episk, afsluttende solo og så se det blive fulgt op med et øjensynligt forvirret band, der nærmest forskrækkede kiggede afventende på trommeslageren, hvis næste opgave var at tælle dem ind til næste nummer. Specielt forsangeren var – i mangel af bedre ord – en ynk at kigge på mellem numrene, selvom hans brøl/growl dog holdt sig et nøk over middel. For selvom jeg ikke forventer jokes i den gigantiske stand up-klasse eller et showmanship som Corey Taylor, så ytrede nævnte forbrøler omkring fire sætninger sammenlagt under hele koncerten, og bandet som helhed lignede en undskyldning for at stå og optage scenen for andre.

De lød som en maskine, der langt fra var velsmurt, men som frygtede spontant at ruste hvert øjeblik, så i retrospekt savnede de simpelthen liveerfaring og scenetække i mine øjne. Men jeg er optimist, og for at hive et ældgammelt øg af en nedslidt traver i manegen, så har de bestemt potentiale.

Prevail
Nu var vi nået en tredjedel af vejen med arrangementet denne aften, og der var måske kommet fem nye mennesker til som publikum. Jeg er dårlig til at anslå størrelse på forsamlinger, men et forsigtigt bud ville være, at vi højest var 30 mennesker, når folk ikke pissede, røg eller var i baren. Man kunne vitterligt mærke og se, når folk havde et andet ærinde end at kigge på scenen og være nærværende.
Det var ikke overraskende en skam, for efter Kurgan skulle jeg for første gang opleve Prevail, der i mine øjne er et death metalband fra toppen af den danske superliga, hvor vi også finder herlige navne som Dawn of Demise og Compus Mentis. Fælles for de tre førnævnte bands er den dér underliggende melodi på guitaren, som aldrig stjæler fokus fra smadderattituden, hvilket er to elementer, jeg virkelig elsker ved genren! Det ender aldrig i storladne omkvæd, men der dyrkes stadig et detaljerigt udtryk, hvor man ikke er bange for at skæve til lidt … (jeg nægter at sige melodisk) … men i hvert fald memorable indslag, der sætter sig i hjernebarken, og som man kan nynne med på senere.

Lyden var der blevet rettet gevaldigt op på under Kurgans koncert, efter den til tider havde buldret i nord og syd under de første par numre, så jeg var spændt på at både se og høre Prevail, der i min optik udgav et helt genialt album sidste år, War Will Reign, som også fik lov til at sende et par skudsalver ud over scenekanten denne aften.
Jeg tog dog mig selv i at have svært ved at dissekere numrene fra hinanden, som enhver nybegynder ville sige, og det koster mig sikkert også mit medlemskort i den imaginære dødsmetalklub for at sige det. Alligevel var det tydeligt for enhver, at Prevail havde mere styr på sammenspillet end Kurgan, hvor især forsanger, Claus Gnudtzman, var i en maratonliga, mens Kurgans ditto var ved at lære, hvordan man skifter ben i bevægelsen.

De få publikummer, der dog var på plads i Huset, tilkendegav efter endt koncert, at de dog var SÅ overraskede over Prevails optræden, at de lykønskede bandet ved merchboden med ønske om at se dem igen snart her i hovedstaden. Ak ja, mine ører må være smeltet væk, for selvom jeg fik mit forventede “hit” med sangen “Voices” til slut, kan jeg kun lige skyde karakteren over middel, som samtidig skal gives for flot fremførsel og velspillethed, men derudover hørte jeg kun minimalt bulder tilsat lidt brag og en enkelt god sang.

Og ja, aarhusianske Velociter lukkede festen denne aften, men da 40 procent af det band i andet virke er tilknyttet Metal A Day, bliver det lige lovligt ananas i egen drink også at anmelde dem. Lad mig da bare konkludere: Vi fik serveret et trippet cover af Metallicas udødelige “Seek & Destroy”, publikum turde headbange lidt mere intenst, og det hele kulminerede med en banan på scenen.

Jeg lover at undlade at slutte af med en lang svada om at “støtte miljøet og især de små koncerter”, da vi har gjort den slags før, og siden jeg selv var semi-uvidende om koncerten indtil et par timer før, er der vist noget med sten og glashuse. Men jeg vil så blot nævne, at den oprindelige billetpris nåede at blive halveret, og når jeg lige skæver til, hvad der var af andre relevante koncerter i København denne aften, kan jeg kun se ORMs releasefest på Loppen. Og så mange mennesker er der da ikke plads til derude?

Så hvor gemte metalfolket sig?!

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier