Et gennemført luftkastel

Anmeldelse af Gutterdämmerung, 16. feb. Tivolis Koncertsal.

Musikoplevelsen Gutterdämmerung er medrivende på mange områder, men under overfladen er tricket til at aflure

Torsdag aften var et par medlemmer af redaktionen i fine omgivelser, da vi fik muligheden for at opleve filmen/koncerten/performanceshowet Gutterdämmerung i imposante Tivolis Koncertsal.

Arrangementet er omtalt som “Den mest larmende stumfilm i verden” med tunge musiske gæster som Iggy Pop, Tom Araya (Slayer), Lemmy, medlemmer fra Volbeat og… ja, vi manglede vel næsten kun Ozzy for at melde Royal Straight Flush med heavy poker-hånden. Nævnte personager, der til daglig er mest kendte for at spille musik, udgjorde størstedelen af rollerne i filmen.

Som i gamle dage, hvor man kunne opleve klaveret akkompagnere filmlærredets tavshed, bestod Gutterdämmerung her af et back-up band både foran og bag lærredet. Jeg lod mig forstå på instruktøren, belgiske/svenske Björn Tagemose, og produktionsholdet, at der var tale om nogle af Iggy Pops musikere.

Den korte forklaring om handlingen i sort/hvid-filmen – som egentlig har rigeligt med lyd, så en stumfilm er det ikke – er, at rock-n-roll-stemningen har forladt jorden, og alt er så kedeligt og pussenusset, at en engel, Iggy Pop, sender en guitar til jorden for at teste menneskene og finde deres indre rebel frem igen. Så går jagten ellers på guitaren for enten at ødelægge den eller erobre den og kræfterne deri.

Gutterdämmerung kørte også på Copenhell sidste år, som jeg desværre ikke fik oplevet, men jeg lod mig forstå, at det er under disse rammer, at filmen/bandet/showet fungerer bedst. I Tivoli var det første gang, at eventet blev vist for et siddende publikum, og der er altså også noget mærkværdigt ved at sidde ned, imens et band spiller “Raining Blood”, mens nævnte forsanger toner frem på lærredet.

Apropos nævnte episode var det en fremragende fan boy-ting, når man sidder derinde i salen og kigger op og ser sine helte til live-toner på et filmlærrede, men i efterrationalets lidt mere klare lys, var det også et letkøbt trick – og en utaknemmelig opgave for en forsanger, der skulle kunne klare både toneregisteret fra Robert Plant, Chino Moreno, Lemmy og… Ja, udover et par enkelte mellemspil hist og pist, blev filmen hovedsageligt ledsaget af covernumre.

Angående selve det filmiske er det ingenlunde et uforglemmeligt mesterværk. Nok nærmere den slags film, man vil finde på en obskur TV-kanal til søndagens eftermiddagstømmermænd. Udover Henry Rollins var jeg ikke imponeret over skuespillet fra nogle af musikere, men det blev heldigvis vejet op af reelle skuespillere som Tuesday Cross.

Det er da sejt at se Lemmy brage frem i en tank, men gjorde det noget synderligt for handlingen? Egentlig ikke.

At man så oven i hatten skulle betale over 400 kroner for et middelmådigt coverarrangement med en forglemmelig film føles også liiiige i overkanten.

Men så har man ligesom oplevet det, så hvis du har andre film i kø, du skal have set, skal du i min optik ikke ile til et naboland for at fange “oplevelsen”, men hvis du vil have en “tøhø”-oplevelse ved at se Henry Rollins som en sur præst, så skal du da have det hak i bæltet, når filmen udkommer på DVD – for du kan sådan set godt undvære bandet.

Bedøm ellers selv, om filmen er noget for dig, via traileren herunder og et galleri fra vores fotograf på pletten denne aften:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann

Mærkater: , , , , , ,