Et magisk clusterfuck af lys og lyd

Meshuggah + High on Fire, Train, 10. december 2016

Svenskerne hævede det i forvejen tårnhøje niveau fra sommerens Roskilde-optræden.

Meshuggah på Roskilde Festival anno 2016 var en fabelagtig forestilling, der cementerede svenskernes position som et af de klart mest overbevisende metalbands i livesammenhæng. Alt gik op i en højere enhed for Umeå-drengene, der kombinerede deres egen overbevisende performance med en kirurgisk præcist, visuelt overflødighedshorn af et lysshow.
Og lad det bare være sagt med det samme; en meget koldere decemberaften i Aarhus gjorde de det hele igen – bare endnu bedre.

Train dannede rammerne om dobbeltkoncerten – for med sig havde Meshuggah også Matt Pikes no-nonsense-metalprojekt High on Fire – og selvom spillestedet ikke var fyldt til randen, som det var tilfældet aftenen forinden i Amager Bio, var der alligevel et stort fremmøde blandt det (hovedsageligt) jyske koncertpublikum.

Jeg havde i grunden aldrig været til metalkoncert på Train før, og på forhånd havde jeg da også mine bange anelser i forhold til, hvordan spillestedet ville kunne håndtere det tonstunge arsenal, som både Meshuggah og High on Fire højst sandsynligt kom til at levere. Lydbilledet blev alt i alt en blandet fornøjelse, som mestendels var positiv, men som fra tid til anden også var tæt på at kamme over i en sand implosion af alt for høj maxvolumen.

High on Fire
Nå, men tilbage til selve optrædenerne. Som Matt Pike gennem det meste af koncerten stod dér i bar overkrop, mens han simultant tyrede af sted på sin seksstrengede og spyttede sin kildevand ud på scenegulvet, tog jeg mig selv flere gang i at kede mig. Ikke nødvendigvis over musikken, for den blev leveret i fornuftige 1:1-udgaver i forhold til studieversionerne, men over hele spektaklet, der udfoldede sig foran mig.

For uanset hvor ufortrødent bandet drønede derudaf gennem deres 10 numre lange setliste, var det svært ikke at bryde redundansen. Og uanset hvor meget Pike kaldte publikummet helt oppe foran scene for “the craziest motherfuckers” (eller noget i den dur), havde man det lidt som om, det var noget, der bare skulle siges.

Jovist, “Slave to the Hive”, “Blood from Zion” og den afsluttende “Snakes for the Divine” var veludførte højdepunkter, der i den grad gjorde op for et dødkedeligt og forglemmeligt input i form af “The Falconist”. Men i sidste ende skulle man vist være overordentligt glad for High on Fires tonsende tilgang til musikken for at kunne sige, at man virkelig fik valuta for pengene.

Meshuggah
“Tonsende” er vist også et udmærket prædikat at smide efter Meshuggah, der vel efterhånden ikke har flere standarder at sætte på den front. Hele humlen ved de svenske djentlemen (hehe #onkelhumor) er, at de er sublime til også at dyrke nuancerne i deres musik.

Selvom der måske blev lagt ud med både “Clockworks” og “Born in Dissonance”, der demonstrativt ligeledes indleder kvintettens seneste skive, The Violent Sleep of Reason, blev Meshuggahs koncert – akkurat som på Roskilde Festival – en magtdemonstration udi professionalisme og stemningsskabning. Vi vandrede gennem en sand tour de force fra Meshuggahs bagkatalog, hvor der det ene øjeblik var der dømt moshpit, mens Tomas Haake som vanligt styrede rytmen, og Jens Kidman skar sine velkendte grimasser, det andet blev der helt tystnad i lokalet, mens Frederik Thordendal leverede en af sine klassiske, melankolske mellemstykker.

Omkring band såvel som publikum hvirvlede utallige farver og stroboskoplys konstant ind og ud mellem hinanden, som var man midt i et orgie med adskillige Keith Harring-malerier, og skabte en eminent audio/visuel totaloplevelse.

På bundlinjen var Meshuggah på Train langt mere intenst end i det noget større koncerttelt på Roskilde Dyrskueplads tidligere i år. Det klædte bandets ligeledes intense kompositioner, der blev leveret uden nogen som helst slinger i valsen – og her mere end 25 år efter debuten er der ingen tegn på, at Meshuggah har tænkt sig at skrue ned for intensiteten.

 

Mærkater: , , , ,