Et postrockklimaks, der gav genlyd på kunstgræsset

mogwai på vega af henrik reerslev

Anmeldelse af Mogwai, Store Vega, 13. oktober 2017

Som enkeltstående kunstnerisk genre er postrock i sin grundform ufattelig simpel; en ufattelig lang opbygning mod et overdådigt klimaks indpakket i velovervejede harmonier – for det meste udelukkende instrumentalt. Hertil er skotske Mogwai ingen undtagelse. Fredag gæstede de Vega.

Foto: Henrik “Mauser” Reerslev

Det var ellers en fredag, som så mange andre. Den trettende, ganske vist, men ellers intet ud over det sædvanlige.
Jeg havde egentlig tænkt mig at drage paralleller mellem Mogwai og postrocken til mit 7-mandsfodboldhold, der sluttede sæsonen af ude i Valby nogle timer inden koncerten, men sammenligningsgrundlaget var simpelthen for tyndt: For selvom vi havde den samme, langstrakte indledning og midterperiode, som postrocknumre er flest, havde klimakset aldrig indtruffet, og sæsonen var penultimativt resulteret i nedrykning før sæsonens sidste kamp mod det ubestridte tophold, der tidligere på året havde tævet os 11-0.

Men tilbage til Vega, eller nærmere bestemt Barcelona i første omgang. Tilbage i juni måned havde jeg nemlig fornøjelsen af at opleve Mogwai fremføre hele deres seneste (og på daværende tidspunkt langt fra udgivede) album, Every Country’s Sun. Pladen er fin, omend et godt stykke fra at være blandt skotternes bedste, og de udendørs rammer er sjældent helt optimale for en så detaljerig genre som postrock, så jeg var derfor rimelig spændt på at se, hvordan det ville gå dem i landets bedste lydkulisse, samt hvilke overraskelser de nu måtte have i ærmet denne aften.

Det skulle vise sig, at halvdelen af aftenen var udset til at gå med netop numre fra Every Country’s Sun, hvor især “Old Poisons” repetitive headbangerafslutning gav en tiltrængt kant til de mere atmosfæriske indslag, mens titelnummeret og “Don’t Believe the Fife” på egen hånd formåede at få deres simplistiske temaer og mastodontiske lydbilleder ganske godt igennem. Ældre materiale som den smukke, pianodrevne “Friend of the Night” fra Mr. Beast fungerede desuden også rigtig godt i Vegas mere kontrollerede rammer, som nok en gang udgjorde den perfekte kulisse.
Omvendt bliver jeg nok aldrig fan af “Party in the Dark”, der allermest lyder som et halvkedeligt Mew-nummer med mindst lige så kedelig (og unødvendig) vokal fra Stuart Braithwaithe.
På besætningsfronten var Alex Mackay, som har været fast inventar i liveformat siden 2016, endnu en gang den helt store oplevelse. Sammen med erstatningstrommeslager Cat Myers gav han overlegen vitalitet og ekstra nerve til bandets synergi, hvilket i grunden må tælle dobbelt i en i forvejen så sammentømret gruppe som Mogwai.

Og som alle gode postrockoplevelser sluttede vi på toppen med den fuldstændigt fabelagtige, 16 minutter lange klassiker “Mogwai Fear Satan”, hvis afsluttende eksplosion udi en sand magtdemonstration af en støjudladning heldigvis fik lov til at fortsætte ekstra længe denne oktoberfredag.
Mogwai var alt i alt aldrig i fare for at blive en skuffende affære; nærmere tværtimod, hvor vi hele tiden lå og flirtede oppe i den høje ende af skalaen. Hertil manglede vi dog en smule variation i forhold til sætlistekonstruktionen, der bød på 50% materiale fra seneste skive – og med fare for at lyde gammel, så ligger Mogwais bedste tid efterhånden 10+ år tilbage.

Når skotterne er bedst er de dog stadig et af verdens bedste postrockorkestre, (vel kun overgået af Godspeed You! Black Emperor), og der skal meget til at pille pynten af deres overvældende bagkatalog – især når det får lov til at stråle under så lækre forhold, som det er tilfældet i Vega.

Og nå ja; ude i Valby slog vi topholdet 2-1. Klimakset indfandt sig også dér til slut. Det var en god fredag.

Mærkater: , , , , ,