Et stykke med morgen-stoner, tak!

Anmeldelse af: High Fighter, Headbanger Stage, Wacken Open Air, 4/8-17.

Hamborg-bandet High Fighter skulle starte fredagens strabadser på Headbanger Stage, allerede 11.40 om formiddagen. Det var en hård opgave, som bandet dog bestemt tog alvorligt.

Foto: PR Wacken

For to år siden havde jeg den dejlige fornøjelse af at tage til Hamborg med nogle gode venner for at se et af mine absolutte yndlings bands: Corrosion of Conformity. De havde et lokalt band med som opvarmning, et band, jeg aldrig havde hørt om før. Du har nok gættet det. Ja, det var High Fighter. De imponerede mig med deres ferme musik, lækre spidsfindige og stenede riffs og især deres rigtigt gode, karismatiske og energiske sangerinde Mona Miluski. Den imponerende opvisning på spillestedet Logo var naturligvis grunden til, at jeg, som sandsynligvis den eneste dansker på hele festivalen, begav mig op på Headbanger Stage på dette ugudelige (i festival tid!) tidspunkt. Dette er nemlig et af de bands, som jeg tror på kan komme langt indenfor deres respektive genre.

Bandet spillede tungt, præcist så tungt, som man kan håbe på det fra et band, der spiller en mellemting imellem stoner og sludge. Det er til tider ret pænt, især fordi Miluski synger ret meget med en relativt fin og udsyret vokal, der til tider kan minde om en lidt mere rocket version af Laura Pleasants’ (The Discussion, Ex-Kylesa) vokal. Ligesom hos Laura Pleasants, i hvert fald i de yngre dage af Kylesa, er der også tider, hvor vi er i hardcore/sludge-mode, hvor der bliver brølet og growlet og skreget på livet løs. Dette er i allerhøjeste grad en stor force hos High Fighter, fordi det matcher så godt sammen med selve musikken, og er en kende unikt. Det skaber en form for tyngde, som klæder deres musikalske univers rigtigt godt.

Lyden var atter engang ret fed inde på Headbanger Stage. Det meste gik klart igennem, og man kunne høre langt de fleste af detaljerne i musikken. Dynamikken var ret godt i fokus, og der blev naturligvis spillet højt, sådan som det forskriver sig indenfor genren.

Musikalsk er det ikke fordi High Fighter er totalt nyskabende, men mindre kan i den grad også gøre det! For det, de laver, er helt klart bundsolidt. De har en fed lyd, og de formår at lave nogle rigtigt gode sange, som den smule publikum, der var mødt op, tilsyneladende også nød. Energien på scenen var fed, der kunne dog godt have været bare en anelse mere knald på og større bevægelser, således, at intensiteten kunne være blevet øget bare en anelse, når der var brug for det. Når der blevet spillet tungt, så blev der dog headbanget igennem, så det var en fryd for øjet! High Fighter gør sig glimrende som et liveband.

High Fighter er ikke et band, der har mange år på bagen (tre, for at være nøjagtig), men de har cementeret sig godt i undergrunden i Hamborg-området, og er helt klart et band, der fortjener at komme videre. Personligt har jeg ventet siden Hamborg-koncerten på at de skulle komme til Danmark, men missede dem desværre, da de kom til Aalborg. De har fat i noget specielt, men skal lige finde det sidste stykke for at batte helt igennem. Desværre var der ikke ret meget publikum eller enorm respons til deres koncert på Wacken, hvilket er en skam, da der bestemt er potentiale at finde hos de gæve tyskere.