Anmeldelse af: U2. Royal Arena, København. 29. september 2018

Irske U2 leverede et overdådigt og gennemført show i lørdags, hvor der var skruet op på alle tangenter!

… Alligevel gik jeg ikke fra koncerten med en fornemmelse af at have fået en ud af kroppen-oplevelse, som jeg ellers havde fået et oplæg om, næsten ville ske med den opsætning, publikum kunne vente sig.

Lad os lige i den forbindelse skrue tiden lidt tilbage: Jeg fik tildelt denne anmelderopgave ad omveje, og jeg havde på forhånd ikke det store forholdt til de irske filantroper, men som vi er begyndt at satse på her i Metal A Day, så skal man jo også udsættes for noget nyt, der er på kanten af vores kerneområde.

Forud for koncerten havde vi fået et skriv om, at der var lavet specialdesignet lyd- og lysudstyr til seancen “eXPERIENCE + iNNOCENCE”, der er seneste tour-led i bandets samlede fortælling. Og med tanke på, hvor hurtigt bandets to koncerter var blevet udsolgt herhjemme (jeg har aldrig set Royal Arena så proppet!), så havde jeg sat forventningerne på den anden side af det positive.

Hvad fik man så? Tjo, det var – kort fortalt – to timer og tre kvarter med et overflødighedshorrn af bandets hits og rigtig mange gange, hvor jeg tænkte: “Nåh, den kender jeg da godt/Er det dem, der har lavet den?” tilsat et formfuldendt sceneshow (der dog stadig ikke kan måle sig med Rogers Waters’ tidligere på året)

Nu hvor jeg har haft tid til at fordøje de mange indtryk og budskabt fra scenen, der specielt gik på, hvordan man ene person kan ændre verden/vi samlet kan gøre en forskel/vi er alle lige og alle de andre floskler, så sidder jeg ikke ligefrem tilbage med en “var det kejserens nye klæder”-fornemmelse, for alt spillede stort set fra start til slut, men alligevel har jeg en hul fornemmelse i kroppen efter endt koncert.

Lyden sad virkelig godt og var høj uden at være skærende, og numrene var så nøje koreograferet – ja, nogle gange næsten mekaniske – at stort set intet var overladt til tilfældighederne, men alligevel blev Danmark hyldet, og der blev sendt stikpiller til aktuelle politikere og den slags, som man kan forvente det af politiske U2.

Bandet forstod at udnytte hele arenaens udformning med både en bagscene, hængende plateau og velkendt catwalk med spillepodie for enden. Sættet var som udgangspunkt inddelt i tre sektioner, der var bandt sammen af en fortælling, der især udspillede sig på bagtæppet og forsanger Bonos flere kommentarer til verdenssituationen.

Jeg må dog sige, at min frygt for at kede mig i løbet af næsten tre timer (dog uden opvarmning) blev skudt ud til indkast, da jeg ved slutningen af koncerten må indrømme, at jeg var imponeret og ikke havde oplevet en ørkenvandring.

Men jeg var mest imponeret over den sammenhængende fortælling og sceneshowet, for selvom jeg lader mig forstå, at bandet laver variationer over deres sange live, så følte jeg stadig, at sangenes fremførsel forblev for statiske til at overvælde mig i nogen nævneværdig grad.

Mine forventninger blev heldigvis overgået, men jeg må indrømme, at jeg ikke forstår hypen om det her band og indløser nok ikke billet næste gang, de besøger landet, men de kan deres kram og leverer et godt show.

Mathilde Maria Rønshof tog billeder af koncerten, som du kan se her: