Anmeldelse af: Exelerate + Downfall. RUST, Kbh. 15. juni 2018.

Foto: Alexander

Fredag den 15. juni inviterede spillestedet RUST indenfor til power- og thrashmetal i de sortmalede lokaler på Guldbergsgade. Det blev en aften, der bød på kraftfulde vokalpræstationer, vaskeægte guitarhelte med helteguitar, charme og energi i et rivende tempo.

Downfall og Exelerate skulle egentligt have været i selskab med Killer Day, som desværre måtte aflyse i sidste øjeblik grundet akut sygdom hos et medlem.

De to andre bands lod sig dog ikke slå ud, og efter et par justeringer i tidsplanen blev det mumlende mørke i salen på RUST pludseligt brudt af skarpe glimt fra lysshowet og Downfalls orkester- og guitarintro.

Downfall
Københavnske Downfall er efterhånden velkendte ansigter i undergrunden, og de var på tydelig hjemmebane på den trange scene på RUST. De startede sættet stilsikkert i powermetal-ånden med en dramatisk intro med orkester, guitar og svingende arme.

Fra første nummer satte i gang til koncerten sluttes, fyres der catchy riffs, hårsvingende breakdowns og sing-a-long-venlige omkvæd ud over det begejstrede publikum.

Der er her tale om et band, hvor det lyser langt væk, at de har det sjovt på scenen og spiller powermetal med masser af glimt i øjet. Der er charme og vind i håret, selvom tre ud af fem bandmedlemmer er mere eller mindre karseklippede. Den ene guitarist har dog manke nok for dem alle og spiller vaskeægte heltesoloer med karismatisk overbevisning og veludført teknik.

Under sangene og mellem numrene er der masser af morsom gestik fra den anden guitarist og bassisten, og dette bidrager til den afslappede stemning.

Vokalisten kaster sig ud i fine fraseringer med sin store stemme, der veksler mellem ren sang og flænsende screams. Imellem og under numrene bliver der talt hyggeligt med publikum, opfordret til at komme tættere på, være med til festen, vise nogle hænder og hive et par lightere frem til den obligatoriske ballade. Det virker hyggeligt oppe på scenen, desværre er det næsten nogle gange på grænsen til at virke lidt ukoordineret og rodet. Bandet interagerer fint med de forreste rækker og hiver gode point hjem på den front.

Til sidst i sættet præsenterede bandet en ny sang fra deres kommende udgivelse og en rask lille moshpit dannede sig foran scenen.

Downfall var en rar og velspillende oplevelse live. Det var hyggeligt og sommerligt, næsten lidt festivalsagtigt til tider. Til tider kan det godt blive næsten lidt for afslappet og hyggeligt i stemningen, hvor en smule mere kant godt kunne klæde dem og stå i kontrast til deres drengede charme.

Exelerate
Efter en kort changeover går thrashmetal-bandet fra København lige på og hårdt med en flyvende guitarsolo og hvirvlende trommer.

Exelerate sparkede døren ind med et brølende lydbillede, der vekslede mellem elegante passager, kraftfulde vokallinjer og rivende riffs i et rasende tempo.

Hér var der også vind i håret, men på en lidt anden manér end hos Downfall.
Der blev spillet velskrevet thrashmetal med en moderne fornemmelse. Hele sættet sad stramt og drønede derudaf med alt, hvad den kunne trække fra trommer, bas og guitar.

Musikken har ikke så meget plads til sing-a-long-faktor. Dette skyldes mest af alt, at forsangeren synger i et imponerende toneleje med en klassisk power-inspireret vokal. En kæmpe stemme kom ud af en ellers ikke så stor mand, der uden at gøre det store nummer ud af sig selv lagde salen ned med sine høje toner.

Vokalisten er ikke det eneste medlem, hvor skindet bedrager.

Til venstre for ham stod en guitarist i en hullet grå trøje med et pandebånd om hovedet.

Han fyrede den ene guitarsolo af efter den anden i et afsindigt tempo med velovervejede fraseringer, legende lethed og elegance. Her var der ingen billige tricks eller noget med at hoppe over, hvor gærdet var lavest. Næh, Exelerate har også en vaskeægte guitarhelt i deres rækker.

Til højre for guitaristen stod bassisten – i hvert fald indtil han med yndefulde hoftevrik bestemte sig for at tonse ud blandt publikum og spille videre på sin firestrengede økse.
Exelerate leverede et velsiddende og overbevisende sæt, hvor der var plads til humør imellem numrene, headbangning fra forreste række, guitarlir og legesyg performance.

Da bandet havde spillet sidste nummer, råbte publikum på ekstranummer, som blev i form af et Dethklok-cover, som også blev spillet under deres øvrige set.


Alt i alt var det en god sommeraften med humørfyldte bands, et raskt og rørigt publikum og overordnet rigtig god stemning. Man havde en følelse af, at musikerne på scenen havde en fest, som de hjertens gerne ville have resten af salen med i. Det var til tider lidt for festligt til min smag for en koncert, men dejligt, det var det!