Anmeldelse af: BAEST, Pandæmonium, Copenhell. 24. juni 2017.

BAEST bevidste – igen, igen – at de er kongerne af dansk dødsmetal \,,/

Jeg beklager med det samme den uopfindsomme rubrik til denne anmeldelse, men jeg har efterhånden set alle værdige adjektiver benyttet om de her aarhusianske drenge. Flænsende, maltrakterende, destruerende, ødelæggende osv, etc.

Og igen om lørdagen til Copenhell præsenterede det jyske bæst os for en magtpræstation over, hvorfor bandet er førstevalget i alt fra obskure arrangementer, show-events, genrefestivaler, niche-fester; ja, de mangler vel snart kun farmors 80årsfødselsdag for at have pladen fuld.

Trods det silende regnvejr var fremmødet bravt klokken 14 på sidstedagen af Copenhell, hvor BAEST gav os “gammelt” fra deres EP “Marie Magdalene” og nye, lækre toner.

Det var knivskarpt, det var tonsertungt, det var præcist og… Ja, som sagt, mangler jeg efterhånden ord. Jeg er allerede blevet klar over, at rosen også har meldt sig over bandets præstation på dette års Roskilde Festival (fortjent!), så hvis bandet kan udnytte momentum, er det vel kun fantasien, der sætter dødens grænser for dem.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at trods udelukkende lovprisning, så rammer de ikke topkarakteren (men tæt på!). Det handler mere om, at jeg efterhånden har set bandet et par gange, så jeg mangler lidt den der ekstra ingrediens, det sidste knivspids salt i såret for at opleve noget udover det sædvanlige, selvom det sædvanlige er superbt.

Men Illdisposed og alle de andre dødsdrenge i DK kan godt underskrive overdragelsespapirerne til dødstronen: Den tilhører BAEST \,,/

 

Mærkater: , ,