Fed koncert, tam dokumentar

Anmeldelse af: “Black Sabbath – The End of the End”, 28. september 2017, CinemaxX, Aarhus.

Filmen The End Of The End, som dokumenterer slutningen på starten for metalmusikken, viser et band, som stadig kan, men er desværre også tynd på dokumentarfronten, som desværre får for meget fokus.

(Foto: PR)

Dette er første gang, jeg nogensinde har skullet i biografen for at se en koncertfilm. Det var derfor med nogen spænding i kroppen, at jeg ankom til CinemaxX i Aarhus kort før, at dørene åbnede ind til den store og lækre sal 2. Det var nogle ganske overraskende rare stole, som de har inde i CinemaxX. Komforten er sgu egentlig glimrende, og jeg havde fået placeret mig så meget midt i, som man umiddelbart kunne komme til. Dette var rigtigt lækkert, da lydbilledet simpelthen bare er bedst på disse pladser.
Vi var endda så heldige at vi havde et individ, der havde drukket rigeligt med øl og derfor mente, at han skulle larme en del inden filmens start. Heldigvis kom der lidt mere ro på, da filmen kom i gang.

Da filmen startede, var lyden måske lige i den høje ende, men det blev heldigvis relativt hurtigt rettet, så man ikke følte, at man blev blæst bagover af den i forvejen meget massive baslyd fra Geezer Butler. Koncerten lagde akkurat ligesom deres koncert på Copenhell ud med det legendariske nummer, der velsagtens kan siges at have startet det hele – nemlig “Black Sabbath”!
Jeg var naturligvis også selv til stede til koncerten på Copenhell, og jeg må sige, at Ozzy synger bedre i filmen, end han gjorde på Copenhell i hvert fald i de første numre – på Copenhell skulle han lige synges varm.
Man skal dog huske på, at filmen naturligvis har været igennem et kæmpestort redigerings- og mixingarbejde, så der kan være pillet ved ting og blevet rettet lidt til i kanterne. Uanset hvad, så sad det musikalske godt i skabet hele vejen igennem filmen. Black Sabbath har aldrig været et band, der har haft de vildt store armbevægelser, og dette er ikke noget, som deres sidste koncert ændrer på. Til gengæld kan man se den enorme spilleglæde, som bandet rent faktisk har. De virker oprigtigt glade for at spille sammen igen, og det bliver musikalsk til en glimrende afslutning på starten af metalgenren.

Desværre havde man valgt at klippe en masse små klip indover bandets liveoptræden, hvilket godt kunne virke forstyrrende. Det virkede langt hen ad vejen som om, at man havde sat en koncert på med et kommentarspor. Det virker vel i sagens kerne, men når man sætter interviews på henover Tony Iommis guitarsoli, så er vi altså på grænsen til helligbrøde.

Dokumentardelen er i det hele taget lidt vandet og tynd. Der bliver ikke rigtigt gået i dybden med emnerne, og jeg sad selv med en fornemmelse af, at der godt kunne have været gjort mere ud af denne side af filmen. Det tog f.eks. et godt stykke tid, hvor bandet havde snakket pænt om hinanden og om, at de var glade for at alle kunne samles for at slutte det hele af, før der overhovedet blev nævnt noget om trommeslageren Bill Ward, som bekendt droppede ud af genforeningen.
Det virker umiddelbart forvirrende, specielt da bandet stiller sig uforstående overfor, hvorfor Ward ikke endte med at deltage. Selvfølgelig ved de det, og det er bestemt også et svært emne at adressere, men jeg vil mene at i forbindelse med denne film, burde der have været lidt mere om det. Generelt savnede jeg lidt at filmen gik lidt mere til stålet.

Der var også decideret dårlige optagelser i interviewdelen, hvor et af interviewene med Iommi havde forstyrrende meget baggrundsstøj, ja, det mindede ganske kort, som en mild version af filmen ’’Birdemic’’. Det er sgu lidt en ommer!
Heldigvis var det ikke kun skidt, der var bestemt også nogle sjove informationer at hente i dokumentardelen af filmen, men det var desværre ikke nok til at gøre op for den fortyndede del. Det var som om, at man aldrig havde fundet ud af, hvad man reelt ville sige med filmen, og derfor faldt dokumentarsporet lidt til jorden.

Med i filmen var der også nogle optagelser fra et studie i England, hvor bandet mødtes nogle dage efter den sidste koncert for at spille nogle af de numre, som de ikke har spillet i langt tid. Denne del af filmen var faktisk virkelig interessant, fordi man oplevede bandet på en anden og mere rolig måde, end man ellers har gjort. Desuden fik man lov til at høre en lille røvfuld fede numre, som man ellers ikke havde hørt. Selvom Black Sabbath var rustne på disse numre, kom de rigtigt godt igennem på optagelserne. Lækker tilføjelse!

Det virker altså godt, når Black Sabbath spiller og knap så godt, når der går for meget dokumentarisme i den. Personligt håber jeg, at man på dvd- og bluray-versionen kan fravælge interviewkommentarsporet fra koncerten. Black Sabbath er nu engang et af verdens absolut bedste bands og er uden den mindste tvivl det mest indflydelsesrige band, når det kommer til den hårde rock og metal. Koncerten er bestemt rigtigt god, og den lyder ligeledes godt, og selvom man sidder med en lidt halvflad fornemmelse over den lidt tynde dokumentardel, så er filmen bestemt værd at opleve!

Mærkater: ,