Fem-fingrede knytnæveslag på rette sted

Five Finger Death Punch – Papa Roach – Devil You Know, TAP1, Købehhavn 6. november 2015

En kaskade, bombardement af højkvalitets metalliske indslag gjorde aftenen af det femfingrede dødsslag til en mindeværdig en af slagsen for et Metal-hoved med stort ‘M’

Lad det være sagt med det samme: Denne anmeldelse bliver svært ikke-objektiv, da den dualistisk er skrevet af to individer, der har en forkærlighed for de tre bands – men denne aften i selskab med Devil You Know, Papa Roach og Five Finger Death Punch gjorde også alt end at elske dem svært ,,/

Devil You Know
Vi havde med første band på scenen at gøre med et sammenrend af semi-kendte metal-væsener i Devil You Know, der havde begået sig i blandt andet All Shall Perish og Fear Factory for at nævne et fåtal. Men jeg personligt havde set mest frem til forsanger Howard Jones. Et kærkomment syn, der tidligere slog sine folder i KillSwitch Engage, der i mine øjne mestrerede alt fra medrivende skønsang, dæmonisk brøl og det djævlefremkaldende skrig. Og han gjorde det samme her med Devil You Know! At resten af orkesteret i fællesskab så er i stand til at skrive musik, der videreudvikler den døende Metalcore-genre med Deathcore-elementer hist og pist og lidt Post-Hardcore, forstørrede kun den glædeståre, der allerede havde gjort sin indtog i øjenkrogen over gensynet.

Desværre led bandet under den trælse tjans at være første band på scenen, hvorved lyden ikke var allerhøjst, ej heller gav den største respons fra publikum (som jeg hos flere hørte ytre sætningen “Hvem er det her?”, selvom de blev omvendt senere). Derfor skal de fire horn ikke ses som et ‘gør det bedre’, men som et ‘under andre forhold kunne aftenens seance sagtens have afstedkommet flere horn’.

Papa Roach (Ord af Carlie Rose)
Med kraftige associationer til de tidlige teenageårs ængstelighed og med selskab af flere tusinde mennesker og gode bekendtskaber var koncerten med Papa Roach en gennemført koncertoplevelse. Den trofaste brogede fanskare rejste ingen spørgsmål til Papa Roachs enorme indflydelse på tværs af mange skæbner helt tilbage fra deres spæde start i slut-halvfemserne til i dag.

Forsanger Jacoby Shaddix’ enorme publikums-appel skulle hverken fremtvinges eller suttes op fra slap. Han var allerede fra start helt tilbage i garderobe-området i salen og frem, stærkt hjulpet på vej af et podium forrest på scenen. Der skal på ingen måde herskes tvivl om hvor vidt Papa Roach kender deres publikum, der på alle måder antydes at være omsvøbt af en stor kærlighed fra bandet selv. Navnligt var Jacoby, trods synlige alderstegn, fra starten både i fysisk og psykisk kontakt med deres elskede publikum. Det skal her nævnes at denne anmelders hengemte teenagehjerte sprang et slag over da dennes arm blev hevet op fra publikum af en forsanger badet i sved. Dette var bare endnu en gimmick begået af bandet med sjældentset publikumskendskab.

Hitsene blev spillet til sidst og gulvet fik sin sag for da samtlige publikum hoppede i takt til de svingende rytmer i tiltagende intensitet. Til deres indiskutable største sang, “Last Resort”, kunne der ingelunde spores nogen tvivl om den indflydelse bandet har haft, og Jacoby så sig heller ikke fri for at crowdsurfe og mærke, hvad der har gjort dem til, hvad de er.

Five Finger Death Punch
Endelig var tiden kommet til hovednavnet, kærkomment (gen)syn for nogle, længeventet for andre og euforisk for indeværende skribent. Så før du studser over, hvorfor denne skribent, Lurifax, som ellers ikke øser ud af topkarakterer, har givet den høje karakter, så henleder jeg atter opmærksomheden mod indledningen i denne anmeldelse: Kærlighed til metal.

For hvad kan egentlig få denne halvgamle knøs til at friste af med 6 (SEKS!) horn til et relativt ungt band, der tidligere har indrømmet, at de lefler for radionen, nær havde smidt det hele væk grundet stridigheder, er prügelknabe i pressen og ‘true’ metalhoveder?

Det skal jeg kortfattet sige: Kærligheden til publikum, den knivskarpe levering fra Five Finger Death Punch. Alt – som i ALT – gik afslutningsvis, indledningsvist og derimellem op i en højere enhed. Alle gimmicks var gennemført, forsanger Ivan Moody havde publikum-tække, som selv Corey Taylor fra Slipknot/Stone Sour må skæve til. Sangene er både nakkevridere og medrivende melodiske og ALDRIG mainstream nok til DK’s radioflade. Om vi så snakkede den fede “Under it Over it” eller den nye “Jekyll and Hyde” eller koncertens indleder “Lift Me Up”, eller, eller, eller…

Og så sagde det her deja vu fra min første koncert i Kongens hovedstad, med reminiscenser til et nu nedbrændt spillested og et plekter i min hånd fra en musiker, der nu er afgået ved døden. Det samme skete denne aften, da jeg ramte øjenkontakt med guitaristen Zoltan i Five Finger Death Punch og den nærværdighed han lagde i at kaste sit plekter ud til lige mig – og jeg fik det!

Lige der ytrede jeg stille for mig selv: “Jeg elsker metal”, og det gjorde alle andre i salen også, der var båret væk af hovednavnet. Eneste forskel skal denne gang være, at Zoltan ikke stiller sine træsko foreløbigt, for hvis bandet kan være så potente så tidligt i deres karriere, have store hits og have publikum i deres hule hånd som her – så kan de blive VIRKELIG store. (Metallica skal jo afgive tronen på det tidspunkt… Skrev han lige det?. Ja, det gjorde han FAKTISK).

Five Finger Death Punch sælger ud – hver billet! Og det er så sandelig fortjent!