Femhæreslaget – Del II

Anmeldelse af Femhæreslaget, VoxHall, 10. september 2016

Det er blevet Danmarks mest folkelige tour, bestående af Sylvatica, Heidra, Vanir, Huldre og Svartsot – den kom forbi Aarhus, hvor den naturligvis skulle opleves inde på Voxhall.

Anmeldt af: Bastian Reinholdt Madsen

(Klik på hvert bandnavn for at se et galleri med bandet fra aftenens optræden)

I bedste Tolkien stil fik spillestedet Gimle sidste år hyret fem danske metal bands i den mere folkelige stil, hvor showet fik navnet ’’Femhæreslaget’’.

Desværre nåede jeg slet ikke at se Sylvatica, fordi jeg kom en anelse sent ud af fjerene.

Heidra
Dette er, tro det eller ej, første gang jeg overhovedet ser Heidra live. Det blev rent faktisk en større fornøjelse, end jeg lige umiddelbart havde regnet med. Heidra var i sandhed et habilt liveband, som forstår sig på, hvordan et professionelt udseende liveshow skal strikkes sammen. Selve showet manglede derfor som sådan ikke noget og skulle faktisk vise sig at være noget af det absolut bedste denne aften. Musikalsk set siger Heidra desværre ikke denne anmelder super meget, men live fungerede det, de laver, skide godt og de fik publikum godt med – porre og det hele. Det absolutte højdepunkt i Heidras koncert har dog været, da de hev guitaristen fra Sylvatica og violinisten fra Huldre med på scenen for at spille. Det var en fornøjelse at opleve den spilleglæde, der kom fra samtlige mennesker på scenen under det nummer, det virkede som om, at samtlige personer, der var på scenen, var lige præcis der, hvor de godt ville være.

Vanir
Efter en tur i baren for at hente forfriskninger var jeg klar til at se Vanir give den gas med deres vikingemetal. Vanir har haft en del udskiftninger, siden jeg så dem første gang for adskillige år siden. For mit vedkommende har det været kærkommet, at de droppede sækkepiben, der som oftest live bare blev en piben i ørene, som gav øjeblikkelig tinnitus. Bandet er begyndt at bevæge sig en anelse mere over i noget Amon Amarth-land, og det klæder dem virkelig. Desværre klædte det dem ikke med den meget mudrede lyd på Voxhall. Spillestedet plejer ellers at have fremragende lyd, men helt gennemgående for denne aften var, at lyden var meget mudret og uklar, ja nærmest som om at lyden faktisk blev lavet af en lydmand, der sad med ørepropper i, hvilket resulterede i, at publikum ligeledes skulle have ørepropper i for at kunne høre hele lydbilledet. Da der blev sat ørepropper i, var det pludselig, som om at man kunne høre, at Vanir har keyboard implementeret i deres musik. Den dårlige lyd tog desværre en del af luften ud af Vanirs show for mit vedkommende. Showet var i sig selv på det jævne og er set bedre hos Vanir før og vil nok også blive set bedre senere, det var som om de aldrig helt kom op i omdrejninger.

Huldre
Nu skulle vi være nået til det, som jeg havde glædet mig allermest til! Huldre er uden tvivl det absolut stærkeste band, Danmark har indenfor folkemetallen. Det skulle i aften heldigvis ikke lave om på, end dog på trods af at lydproblemerne fortsatte ind i deres show. Huldre forstår bare at piske en stemning op! De er et af de, for mit vedkommende, få bands, hvor man kan høre, at folkemusik-delen i deres musik virkelig er spillet af nogle, som brænder for det og som er virkelig dygtige til det. Det er rent ud sagt bare godt gennemført! Sådan et nummer som “Ulvevinter” er lynhurtigt blevet til en klassiker for mit vedkommende – det nummer er bare så fantastisk skrevet og udført.

Desværre havde Huldre ikke hele Roldskov med, som de plejer. De har nok måtte nøjes med lidt mindre end det. Det fungerede dog også! For lidt skov var det da i hvert fald blevet til, hvilket vel også hører sig til når man snakker om Huldre og velsagtens folkemetal generelt.

Huldres koncert var en af den slags koncerter, der fik denne anmelder ud på dansegulvet, hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Man kan simpelthen nærmest ikke lade være, når der kommer kædedans til Huldre. Stemningen er bare absolut i top, når der bliver spillet igennem.

Et kæmpe stort tak skal der lyde til Nanna for ikke bare at være en fantastisk forsanger men også en helt forrygende front-woman, hun fanger bare publikum på den helt rigtige måde og forstår at få gejlet en god stemning op. Danmark mangler kortsagt flere bands, der virker som Huldre!

Jeg glæder mig allerede til at skulle se dem spille med ingen ringere end svenske Fejd på Gimle den 26 November.

Svartsot
Svartsot er et band af en svær størrelse. Jeg fulgte dem, dengang de startede, og husker, at jeg som ung knejt synes, at deres første demo var fed, og at den første plade da var okay. Det er bare som om, at luften er feset ud af ballonen, og at bandet mest af alt i dag fungerer som folkemetallens svar på Red Waszawa. Jeg har ikke fuldt med i den musikalske udvikling, der har været i Svartsot, siden deres første album kom ud, men ud fra dette liveshow havde der umiddelbart ikke været den store udvikling. Bandet spiller stadig dødsmetal tilsat lidt folkemelodier på en fløjte. Det virker bare ikke rigtigt så gennemført, som man godt kunne have ønsket det. For denne anmelder kommer det hele til at virke en anelse halvhjertet.

Det var ikke mange numre på deres setliste, som jeg kendte, men jeg regnede med gensynsglæde, når de spillede Jotunheimsfærden, fra deres første demo. Gensynsglæden var dog kortvarig – i og med at bandet simpelthen bare ikke spillede særligt godt, specielt ikke på dette nummer. Alt virkede utight og ligegyldigt, en ting der for mit vedkommende strakte sig lidt udover hele showet.

Dette betød også, at jeg som anmelder hengav mig mere og mere til baren og de lommefilosofiske samtaler med folk oppe på Voxhalls terrasse.

At Svartsot så havde fået lov til at underholde Aarhus i halvanden time var en kende i overkanten specielt med det show, som de præsterede. Hvordan de headliner over et band af en sådan kvalitet som Huldre, er mig en gåde.

 

Som helhed var dette en glimrende aften ind i folkemetallens univers, der var i den grad lidt af hvert indenfor genrens danske bands. Man nåede faktisk først at få for meget af genren, da Svartsot var halvvejs i deres alt for lange sæt. Der skal i øvrigt lyde en stor tak til Voxhall for at arrangere koncerten og en specielt stor tak for at have Brooklyn IPA på fad til en 50er! Stemningen var generelt i top hele aftenen, men hvorfor der skal være porre over det hele må forblive i det uvisse for denne anmelder.

Folk Metal = Porre.

Mærkater: , , , , , , , ,