Festlige nordiske udskejelser

Anmeldelse af: Huldre m.f., VoxHall, 16. september 2017.

Der var lagt op til fest på Voxhall, da det folkekære band Huldre skulle svinge forbi sammen med svenske Fejd og norske Bergtatt. Det blev til en vellykket aften, hvor Aarhus fik sig en god folkelig svingom!

(Foto: Bastian Reinholdt Madsen)

Bergtatt
Jeg havde den enorme fornøjelse af at opleve samtlige bands, som skulle spille denne aften på VoxHall, da de var forbi Gimle under vores kollegaer fra BlastBeasts ’’Scandinavian Takeover’’-fane sidste år. Dengang var Bergtatt aftenens helt store overraskelse, og det var derfor med en god portion spændthed, at jeg nu skulle opleve dem igen. På Gimle havde bandet ikke haft deres bassist med, hvilket resulterede i en lidt anderledes oplevelse i og med, at der blev varieret imellem at spille med bas som backingtrack eller spille rolige akustiske numre. Denne gang havde bandet dog bassist med, og det klædte dem, da deres bassist spiller en ganske habil omgang bas, der underbygger det musikalske rigtigt godt.

Lyden under Bergtatt var desværre ikke den bedste, som er oplevet på VoxHall. Guitaren og drejeliren led til tider druknedøden på grund af de meget frembrusende trommer. Det var ærgerligt, fordi guitaren i Bergtatt faktisk er ganske interessant med gode melodistykker, som komplimenterer musikken godt. Desuden er drejeliren velsagtens en essentiel del af folk metal, så hvis den drukner, så ryger der noget, som føles mere eller mindre essentielt. Heldigvis var disse lydproblemer kun sporadiske, og gik ikke synderligt udover helhedsoplevelsen af Bergtatts koncert.

Bergtatts sangerinde, Linn Katrin Øygard, formåede atter engang at være ufatteligt imponerende. Jeg huskede godt, at hun sang godt, jeg huskede også, hvordan hendes stemme føltes kraftig, og at hun kunne formå at synge ufatteligt højt, bredt og dynamisk. Atter engang sang hun helt fantastisk. Hun er slet og ret en af de dygtigste vokalister, jeg nogensinde har hørt indenfor denne genre.

Bandet spillede forrygende godt og med en form for improvisation og smil på læben, som kun kunne løfte humøret i Aarhus. Bevares, der var da fejl hist og her, men når et band formår at grine de små improvisatoriske fejl væk, så bliver det også netop til en oplevelse for publikummet. Bandet formåede at nå rigtig godt udover scenen og fik derved løbende flere og flere publikummer op foran til deres koncert. På trods af, at bandet netop performer godt, kunne man måske godt have håbet på bare lidt flere udskejelser i form af noget mere fysisk bevægelse på scenen, hvor det indimellem godt kunne ligne, at det gik lidt i tomgang.

Fejd
Efter en mindre pause var det blevet tid til at opleve de gæve svenskere fra Fejd. Dette var min tredje koncert med bandet, som med meget få virkemidler faktisk har ændret deres lyd og udtryk rimelig meget. Da jeg oplevede Fejd første gang på Wacken i 2009 på turneen for deres super lækre debutalbum, Storm, spillede bandet uden guitar. Ikke som i, at de manglede guitarist til deres koncert, nej, der var slet ikke guitar med i bandet, og det var netop efter denne koncert at mine øjne blev åbnet for den mere traditionelle tilgang til genren folk metal.

I 2015 fik bandet så tilføjet en guitarist til deres lineup i form af Per-Owe Solvelius. Denne mand kan i allerhøjeste grad finde ud af at spille guitar og formår bestemt også at vise det. Desværre er guitaren på trods af det høje tekniske niveau og faktisk glimrende sammensmeltning med resten af musikken lidt med til at anonymisere Fejd. Jeg husker især koncerten fra Wacken, fordi der ikke var noget fokus på, at der skulle være guitar, og derfor gik det folkelige aspekt af folk metal klarere igennem.

Desværre var lyden en svær kamp for Fejd på VoxHall denne aften. Der var altid et eller andet, der desværre druknede ud i forhold til de andre instrumenter, men det er jo også en svær kamp, hvis man har fire-fem instrumenter, som alle kæmper om det nogenlunde samme frekvensområde. Det er i hvert fald en habil lydmand, som skal for at skabe den helt rigtige balance, og den blev desværre kun fundet sporadisk på VoxHall.

Den musikalske fremførelse fungerede rigtigt godt, og Fejd fik hurtigt samlet deres publikum oppe i fronten. De fik desuden startet aftenens første pit, hvilket kan være en svær opgave for et opvarmningsband fra Sverige, som desværre ikke er super kendte i Danmark. Det agtede Fejd dog at lave om på, og jeg tror i den grad, at de fik skabt sig nogle nye fans på VoxHall.

Huldre
Så blev det tid til det band, som langt de fleste var kommet på VoxHall denne lørdag aften for at opleve. Den danske sensation, som er Huldre! De havde naturligvis hevet en god portion skov med, som de andre bands i øvrigt også fik god glæde af. Masser af grene og knogler – det ser altid godt ud, og denne aften på VoxHall var ingen undtagelse, om end man har oplevet Huldre med mere skov.

Huldres liveshow skuffer bare aldrig. Der er altid godt gang i den med masser af lækker fællessang og god og glad energi – ja, jeg vil nærmest mene, at der er garanteret fest til deres koncerter. Sidst bandet besøgte Aarhus var inden udgivelsen af den nye plade, Tusmørke, som var min personlige favorit af danske udgivelse sidste år. Derfor var jeg spændt på, hvorvidt resten af Aarhus elsker det album ligeså meget, som jeg gør.

Det gjorde de tydeligvis. Der blev skrålet med på størstedelen af sangene, hvor især numre som ’’Varulv’’ og ’’Fæstemand’’ virkelig fik lov til at batte igennem. Det nye album føles mere ambitiøst end det gamle og måske en kende mere dystert, hvilket koncerten også bar præg af uden at miste det glade og festlige, som Huldre netop er fremragende leverandør af. Der var derfor denne gang ikke nær så meget kædedans, som jeg ellers tidligere har oplevet til Huldre-koncerter. I stedet fik publikum startet en virkelig god moshpit, som ikke var for voldsom, men heller ikke for stille.

Lyden under Huldre havde fået et nøk opad, og der var ikke den samme forvirring imellem de forskellige instrumenter. Fremførelsen af musikken var topprofessionel på grænsen til at det kunne virke koreograferet – i hvert fald i sammenligning med det mere improvisatoriske fra for eksempel Bergtatt. Huldre viste sig bestemt som et band i topform på VoxHall denne aften, hvilket velsagtens må ses som en vanesag for bandet efterhånden. Huldre er et ufatteligt karismatisk band, og igennem deres enorme karisma, som ikke mindst skyldes sangerinden Nanna Barslev, formåede de at få tryllebundet det aarhusianske publikum. Det er desuden altid en fornøjelse at se den enorme spilleglæde, som deles af hele bandet, men nærmest er stedfæstet i violinisten Laura Becks store smil og entusiastiske dans, imedens at der bliver spillet på livet løs.

Vi fik altså serveret en godt sammenkogt ret af de fineste skandinaviske ingredienser. Der var i allerhøjeste grad et fokus på den mere rene, og i min bog bedste, form for folk metal. Sammensætningen imellem disse tre bands er bestemt noget som tager kegler.

Publikum blev en god og festlig oplevelse rigere.