Anmeldelse af: Emperor, Faster Stage, Wacken Open Air, d. 4/8-17.

Det legendariske norske black metal-band Emperor blev for nyligt, i forbindelse med en tour for deres andet album ’’Anthems to The Welkin at Dusk’’s 20 års jubilæum, gendannet. Det bragte dem til Wacken, hvor albummet naturligvis skulle udføres i sin helhed. Det skulle vise sig at være en overraskende god koncert!

(Foto: Wacken PR)

For en god del år siden, ja, det må være i omegnen af de 12-13 år, lånte jeg en plade med Emperor på det lokale bibliotek og satte det for første gang på mit anlæg. Jeg husker ikke meget andet, end at jeg ikke brød mig om det og derfor afleverede den tilbage. Siden da har jeg faktisk ikke hørt Emperor, ej heller vokalisten Ihsahns solomusik. Jeg har altid hørt om, hvor godt det skulle være, men jeg har været skræmt lidt væk af den plade, jeg hørte i tidernes morgen. Dette skulle dog ikke betyde, at jeg ikke ville gribe chancen for at opleve noget, som eftersigende skulle være særligt. Smag er jo noget, der ændrer sig konstant, og jeg er blevet noget mere åben overfor genren, siden jeg var teenager. Hvor er jeg glad for, at jeg faktisk gav Emperor en chance, for koncerten på Wacken Open Air var mildest talt imponerende!

Bandet spillede lækkert og nuanceret, hvor der blev varieret fra voldsomme black metal-stykker med hæse skrig over i en noget mere clean musikalsk tilgang tilsat en nærmest messende vokal. Helhedsindtrykket var noget helt, helt andet i forhold til det indtryk, jeg havde, fra da jeg gav dem et lyt første gang.

Lyden var ganske udmærket, ja, nok tæt på den bedste lyd, jeg i år har hørt fra Faster-scene. Især stod vokalen rigtigt flot frem i mixet, hvilket i den grad var fængende med de forskellige variationer imellem clean og brutalt. Lyden var naturligvis også helt anderledes, end jeg husker den på pladen. Lyden på den plade, jeg hørte, som jeg af uransagelige årsager ikke kan huske, hvad hed, var noget mere skrabet og grimt end den lyd, vi fik præsenteret på Wacken. Dette er en ting, som jeg synes kendetegner meget black metal i og med, at deres optagelser rent ud sagt lyder af lort. Det gjorde det heldigvis ikke på Wacken, hvor lyden i den grad havde fået et nøk opad i sammenligning med albummet.

Der opstod ligeledes forbløffelse over, at der rent faktisk blev snakket og sagt tak til publikum mellem numrene. Der var en form for ydmyghed, som jeg ellers ikke havde forventet af et norsk black metal-band specielt ikke et af den kaliber, som Emperor har. De virkede nærmest taknemmelige over, at folk var der for at se dem. Det betød, at jeg personligt nød koncerten lige det mere. Koncerten viste mig i hvert fald, at jeg nok godt kan tillade mig at give Emperor en chance mere.