Anmeldelse af: Nightwish. Copenhell, København 2018

Finske nightwish beviste her til aften, hvorfor deres musik både er en skønhed og et udyr

Der var mange mennesker samlet, på den store beton-plads foran Helviti-scenen denne aften på Copenhell, da Nightwish skulle spille. Det finske band, der stammer tilbage fra 1996, spiller dyster symfonisk metal.

“I Wish I Had An Angel” brager ud over pladsen. Floor Jansens vokal denne aften er lige så elegant at lytte til, som hendes bevægelser på scenen er at kigge på. Bassist Marco Hietalas mørke stemme er fantastisk supplement til Jansens vokal. Hendes vokal bevæger sig til tider over i opera ligende´stemmeføring – og det mestrer hun til fulde. De tunge melodier i bandets musik og Jansens stemme, skaber nogle dramatiske fortællinger, som en skønhed og et udyr, der mødes for første gang.

Oldnordiske toner blæser ud over pladsen på “Amaranth”, og publikum stemmer i med fællesang. Det samme gør sig gælden på nummeret “Nemo”, imens flotte grafiske billeder bliver fremvist på skærmen bag på scenen. Bandets spille-glæde strålede ud af dem og man var ikke i tvivl om at det var et band, som ville være tilstede på Copenhell.

Med den energi Nightwish gav til os blandt publikum. Ja, så kan det nærmest ikke leveres bedre end det bandet gjorde denne aften.

J

Foto: Guillaume Blj
Foto: Guillaume Blj
Foto: Guillaume Blj
Foto: Guillaume Blj
Foto: Guillaume Blj