• Morild - Så kom mørket...
2.5

Anmeldelse af: Morild: Så kom mørket… Udgivet 01. februar 2019 via Indisiplinarian.

For godt halvandet år siden modtog jeg den første udgivelse fra Morild, EP’en VI, som jeg rigtigt godt kunne lide til trods for, efter min smag, den alt for mudret lyd. Nu er tiden så kommet til deres debutalbum med den sindssygt lange titel, som er alle numrene på pladen sat sammen:

Så kom mørket og tog mig på ordet
En sort sky af minder
I afgørende stunder
Frosset fast i mit indre
Jeg håber det forsvinder med lyset
At dø eller blive fri.

Jeg vælger bare at forkorte den til Så kom mørket…

Hvor jeg sidst blev draget ind i et dybt uendeligt smukt univers, hvor de dengang 26 minutter holdt mig godt fanget, og det var svært at slippe fri igen, er det anderledes her. Med fuldlængden, Så kom mørket… forventede jeg måske igen at blive holdt fanget i det stille, smukke uendelige univers, men jeg må erkende, at jeg slet ikke føler mig draget. Tværtimod så keder jeg mig bravt, og det er en kamp at skulle lytte hele albummet igennem uden pause.

Musikken fejler i og for sig egentligt ikke noget, men vokalen ligger så langt væk, at den føles forsvundet i et uendeligt mørke, hvor jeg bruger mere tid på at forsøge at finde den end at lytte til musikken. Dette lydbillede med en vokal langt, langt væk på et helt album irriterer mig grusomt, og jeg ville egentligt ønske, at vokalen slet ikke var der, da den bare er et forstyrrende element i den ellers smukke musik, som igen opbygningsmæssigt virkelig er i top.

Med ”Frosset fast i mit indre” og ” At dø eller blive fri ”, som for mig er de bedste skæringer på skiven, bliver jeg dog i små glimt mindet om, hvad det var, jeg så godt kunne lide ved VI, da den får skabt lidt af den samme følelse af at blive draget ned i dybet og ført med ud i mørket, men vokalen bringer mig stadig ud af fokus, og jeg bliver bragt tilbage til lyset igen. ”At dø eller blive fri” får mig til at tænke lidt på temaet fra TV-serien Game Of Thrones specielt i de sidste par minutter af nummeret, så et eller andet rammer de københavnske gutter mig jo med alligevel.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne være mere positiv i denne anmeldelse, da jeg virkelig havde set frem til denne udgivelse, men jeg må nok erkende, at Så kom mørket… har gjort mig mørkeræd, og jeg vil i stedet fordybe mig med ørebøfferne på i ”VI”, når jeg skal have mit fix af Morild.

 

Bornholm Over and Out.