Bruce Dickinson - Spoken Word

Fra slam til død til voldelig tilbagevenden

Anmeldelse af: LIVLØS, m.fl, Platform 4, Aalborg, 31. marts 2018

Emesis

Sidst, jeg så Emesis spille, var i efteråret til en privatfest, hvor de ikke havde en bassist, så mine håb for disse gæve nordjyder kunne desværre ligge på et lille sted ved koncertens start. Til gengæld måtte jeg sætte mig selv i skammekrogen rigtig hurtigt, for ikke nok med at de havde fået sig en bassist med i vognen, så er han sgu også dygtig!

Som det jo oftest er til klubshows med en lydmand, man ikke kender ret godt, var der i starten af koncerten rigtig dårlig lyd, hvilket satte lidt af en dæmper på humøret, da chokket over et fuldtalligt band havde lagt sig. Når man spiller teknisk død/slam, så er det rimelig vigtigt at holde tungen lige i munden, for at det hele spiller stramt sammen. Dette efterlader dog ofte et lettere ulige udtryk medlemmerne imellem, da forsanger, Morgasm (eller Mark, som hans mor kalder ham), kaster sig selv rundt på scenen og kommer med spruttende og ulækre lyde, som der er Cattle Decapitation værdige, mens alle andre ikke fokuserer på ret meget andet end deres respektive instrumenter.

Imellem numrene får vi fortalt, at der er en ny plade på vej, hvoraf flere af disse numre vil blive spillet i aften. Derudover er det heller ikke urimeligt at gå ud fra, at deres trommeslager, Dennis, er rimelig hårdt ramt af damp, da der ikke kunne gå mere end 20 sekunders snak mellem numrene, før der lige skulle smides et hygge-fill ind.

Alt i alt var dette en god og solid koncert. Som vi nåede længere ind i sættet kom der også mere spræl i resten af bandet. Numrene blev også federe og federe. Jeg ville rigtig gerne berette om, at det sidste nummer, de spillede, fik mig til at stå og danse med hele nakken, men da der jo er tale om den hårdere del af dødsmetallens verden, er det desværre standard, at præsentationen af alle numre foregår via grynt, og jeg taler desværre ikke den pågældende dialægt flydende.

 

Billy Boy In Poison

Efter ikke at have set disse københavnske herrer på en scene i næsten seks år, skulle jeg mene, at det var på høje tid, at jeg fik givet dem et lyt live.

Frisk ud af startbåsen er der knald på i en sådan grad, at loftet næsten burde være faldet ned over ørerne på os. Der er livlig bevægelse blandt alle musikere, og det passer godt til deres meget ”in your face”-musik. Efter et par numre er uheldet dog ude. Deres udstråling minder rigtig meget om nogen af de større amerikanske deathcore-bands med den dertilhørende energi og voldelige headbanging. Dette resulterer i, at den ene guitarist efter et laaaaaaangt build-up til et breakdown falder, så lang han er, lige da breakdownet går i gang. Jeg kunne forstå på ham, at bassisten havde haft en fod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men sådan kan det jo gå. Sjovt så det i hvert fald ud!

Det er dog ikke det eneste pinlige, der er at berette fra den koncert…

Cirka halvvejs igennem sættet er der endnu en situation af dem, som der giver den musiker, det går ud over, lyst til at gå ud bagved og ligge sig i et hul i jorden: Remmen til bassen gav op. Ikke kun én, men mange gange. Så mange gange desværre at der mellem numrene i afmagt måtte hentes en rulle gaffatape nede fra merch-boden, men heller ikke det var nok. Den nåede lige at ryge endnu engang, før den blev forsvarligt ”repareret”. Afmagten var så tydelig at spore, at det ikke engang var sjovt længere. Det var derimod både tåkrummende og ubehageligt at se på, da jeg nu har fået installeret en frygt i hovedet om, at jeg kommer til at stå i samme sko en dag…

Musisk bar koncerten dog ikke for store præg af disse defekter. Når folk eller deres instrumenter ikke lå på gulvet, var der bred dominans i salen, som der var mere levende nu, end da Ememsis var på. De ekstra øller har selvfølgelig hjulpet de glade publikummer lidt på vej, men uden tvivl er der også bare bedre kontakt og et mere smittefarligt humør, der emmer fra scenen.

 

LIVLØS

Aftenens højdepunkt hedder uden tvivl LIVLØS for mig. Ikke nok med at de er gode kammerater, så er de også kompetente musikere. Jeg har set dem live et utal af gange efterhånden, men der er altid et eller andet nyt at holde øje med – det er svært at slås og bolle på samme vis hver gang!

Noget, jeg klart havde set frem til, var at høre flere af de nye sange live, da de jo i februar udgav albummet Into Beyond. Rigtigt nok starter vi også ud med “Blood and Despair”, åbneren fra førnævnte plade, og drengene er da i den grad også i stødet. En smule for meget, kan man diskutere, da den overskydende energi ikke tager højde for, hvilke bandmedlemmer der står hvor på scenen, så de første par minutter minder mig om en tur i radiobilerne i det tivoli, der siden det blev revet ned, har gjort plads til Platform 4 og al den anden kultur, der huserer her i Karolinelund.

Den store energi tager kun få gange overhånd, og der er ikke mange upsere at høre i løbet af showet. Specielt i starten af nummeret “Noctum” er der fuld røvhul på publikum og sidenhen lige så meget, da aalborgenserne får tildelt sangen “At The Abyss” fra den nye plade, som værende DERES sang. (Det husker jeg!)

Herudover har højdepunktet klart været det sidste nummer, “Passenger”, hvor der altid er lagt op til en wall of death som slutskuddet til koncerten. Min personlige favorit fra koncerten har dog uden tvivl været “Before the Flood”, som der er en gumpetung knytter lige til ansigtet i form af et langsomt, groovy og varieret nummer, der passer perfekt til at ligge armene om dine sidemænd oppe foran scenen for sammen at forsøge at hive jeres nakker af led.

Mærkater: , , ,