Franske mastodonter på jagttogt

Gojira – Train, Aarhus, 13. juli 2017

Franskmændene fra Gojira fik endelig besøgt smilets by denne gang i de hyggelige og, for bandet, intime omgivelser på Train i Aarhus. Med sig som support havde de ONI fra Canada. Det skulle blive en aften, hvor Train kogte over, men samtidig også viste sig fra en grimmere side.

 

ONI
Før publikum kunne få det, som de var kommet efter denne torsdag aften, skulle der leveres en opvisning i den ekstremt progressive, og meget gøglede stil. Dette var mit første møde med Canadierne fra ONI, og jeg ved helt ærligt ikke rigtigt, om det også bliver det sidste. Dette er i den grad et underligt band. Et band, der helt klart spiller noget, som jeg personligt ikke ser megen fornøjelse i. For det meste lød ONI som et Nintendo-coreband, altså et deathcore-band, der lyder som om de spiller i 8-bit. Det er meget klassisk for de bands, der spiller alt for teknisk og derfor ender det med at føles mere som en joke, end det er en egentlig kunstform.

Bevares, det var ikke skidt, og jeg var ind imellem glimrende underholdt af både show og deres tekniske kunnen, men jeg kunne ikke slippe tanken: ’’det der, det er eddemanme dumt, og derfor sjovt’’ i forhold til musikken og især brugen af xylosynth. Ja du læste rigtigt: Xylosynth. Nu spørger du måske dig selv: ’’hvad fanden er en Xylosynth? Det kan det da ikke være?’’, og svaret er jo, det er en xylofon, der fungerer som en synthesizer. Personligt anede jeg, ikke at et sådant instrument overhovedet eksisterede, men ONI ville vise mig og sandsynligvis størstedelen af publikum andet. Egentlig kunne xylosynthen ligeså godt have været skiftet ud med en almindelig synthesizer, men det ser jo ikke ligeså sjovt ud, som når en person sidder og tæver løs på en elektonisk xylofon med tre køller i hver hånd.

Showmæssigt var der godt gang i den om ikke andet så i hvert fald fra bandets side. De gjorde alt, hvad de kunne for at fange publikummet, hvilket i passager også lykkedes. Der var ikke meget at påpege ved bandets udstråling, der sammenkoblet med musikkens intensitet og især teknikalitet var mildest talt imponerende.

Musikalsk set var ONI ikke super interessant for mit vedkommende. De havde dog den kant, at de var specielle i deres udtryk og netop var så gøglede, så man blev lidt interesseret i at følge med. Selvom musikken overhovedet ikke var noget for mig, kan jeg kun respektere deres tekniske kunnen, for ONI kunne i den grad finde ud af at spille på deres instrumenter.

Desværre er denne form for respekt simpelthen ikke nok hvilket resulterede i, at jeg befandt mig mere i baren end inde foran scenen.

Gojira
Aftenens hovednavn har været længe ventet i smilets by, hvilket naturligvis også resulterede i, at koncerten på Train blev udsolgt dog først kort tid inden koncertens egentlige dato. Gojira sælger bedre i København, det kan der vist ikke herske tvivl om, thi de spiller både større steder (okay, Aarhus har velsagtens heller ikke noget i Store Vegas størrelse?) og sælger hurtigere ud på trods af, at der er flere billetter. Hvis man dog befandt sig til bandets koncert i København tidligere på året gik man egentlig ikke glip af så meget på den musikalske front, da sætlisterne til de to shows var totalt uændret. Det er i den grad ærgerligt specielt for de dedikerede fans, der rent faktisk ser bandet nærmest hver gang, de er her i Danmark.

Var det så i det mindste en god sætliste? Til dels. Gojira har jo et enormt og virkelig fedt bagkatalog. Der er altså virkelig mange, virkelig fede sange at vælge og vrage imellem. Desværre for mit vedkommende er der bare ikke mange af sangene fra det seneste udspil Magma, som virkelig fungerer og holder ordentligt live, hvilket er lidt træls, når nu bandet spiller så meget fra lige det album. Det er dog stadig den plade, som de er på tour for, så det giver mening, at hovedvægten ligger på den, men tre gange på lige over et år? Så kunne man godt have skiftet lidt ud.

Bevares, “Silvera” er et fuldstændig fantastisk nummer både på pladen og live, “Stranded” fungerer også skide godt i en livesammenhæng, og ligeledes gør “The Cell”. Det gør de andre sange fra den nye plade bare ikke helt, og derfor virker de nærmere som et pusterum, der omend indimellem er velfortjent, men som bare dæmper koncerten lige lidt for meget til, at intensiteten rigtigt kommer op igen. Man går ligesom lidt kold i det. Alt dette sagt, så er en Gojira-koncert med tempoet og intensiteten sat lidt ned i gear stadig en fed koncert, og der er altid godt gang i den til deres koncerter.

Lyden på Train denne aften var glimrende dog med nogle småfejl hist og her. Forsanger Joe Duplantiers vokal var ofte gemt bag de andre instrumenter, hvilket er ærgerligt, for den mand kan fandme brøle! Det hændte desværre også, at guitarerne druknede en anelse dog relativt sjældent. Generelt lå lydbilledet ret godt, uden at det var helt oppe at ringe.

Bandet spillede sådan cirka så stramt, som man efterhånden er kommet til at forvente det af dem med en enkelt undtagelse fra Roskilde i sommers. Det glemmer vi for nu, for Gojira spillede fedt og tight dog med enkelte skønhedsfejl og med en nerve, som mange bands må være misundelige over. Joe kunne ikke lige huske hvornår, han skulle synge andet vers i Flying Whales, hvilket gav et kort brøl indover leadguitaren. Det er, hvad der kan ske i kampens hede.

Energiniveauet gik igen nede på gulvet, hvor publikum i den grad ville vise Gojira, at de godt kan komme til Aarhus oftere, end hvad de tidligere har gjort. Pitten stod nærmest ikke stille igennem hele koncerten, hvilket den jo heller ikke skal under en Gojira koncert. Det skulle også give en god røvfuld crowdsurfere, for den slags sker jo til en metalkoncert af denne kaliber. Det vidste Train dog umiddelbart ikke, hvilket betød, at man i stedet for at hive Crowdsurferne ned og sende dem ud i siderne fra scenen, så valgte man at skubbe crowdsurferne tilbage ud i pitten. Det betød, at hvis folk crowdsurfede, så måtte de blive deroppe, til de enten blev tabt ned eller hjulpet ned. Sådan skal det sgu ikke være. Det er simpelthen skidt. Tænk, hvis grunden til, at en af de, der var kommet op at crowdsurfe, gjorde det for at komme ud inde fra midten ved at crowdsurfe. Det ville ikke være første gang, at jeg havde oplevet det benyttet som en udvej fra en, der måske var til en lidt for voldsom koncert eller grundet og mangel på væske. Det betød naturligvis også, at energiniveauet faldt løbende igennem koncerten, da man skulle rende rundt og løfte folk. Der var ganske vist ikke meget plads for vagterne til at hive folk ned foran scenen, men måske man så skulle sælge lige det færre billetter og så få rykket hegnet den halve meter, vi cirka snakker om? Det er sgu en ommer Train

Det var tydeligt at se og mærke på Gojira, at de ikke var vant til at spille så små shows, som det for dem har været at komme på et spillested som Train. Joe Duplantier nævnte det også fra scenen, samtidig med at han forklarede, hvorfor bandet elskede at være i Skandinavien, naturligvis med en joke, om at de jo sagde den slags hver aften. Det kunne dog tydeligt ses på selve koncerten i form af, at bandet valgte at bytte rundt på brødrene Duplantier, således at Mario kom på vokal og guitar, imens Joe tog trommerne til et stykke musik, som Mario havde komponeret. Morsomt var det, omend det ikke er den store guitarist, der er gået tabt i Mario. Hans vokal var dog overraskende fed. Bandet valgte desuden også at fyre noget så konventionelt og småborgerligt som konfetti af i begyndelsen af sættet. Dette virkede meget besynderligt for et band, der går så meget op i naturen, som Gojira gør. Det er lidt selvmodsigende at skabe ekstra skrald med det budskab, som bandet pryder sig frem med.

Gojira viste i den grad, at de er et fedt liveband, og publikum fik en glimrende koncert leveret i Aarhus. Desværre havde koncerten lige nogle små fejl, der simpelthen gjorde, at det aldrig kom helt op at ringe. Den ekstremt dårlige crowdhandling fra vagterne foran scenen samt et lidt kedeligt valg af en lidt for forudsigelig sætliste, satte i høj grad en stopper for store dele af koncerten. Jeg glæder mig personligt til den dag, hvor jeg kan få lov til at opleve sange som “The Art of Dying”, “A Sight to Behold” og “Clone igen” eller numre, som jeg aldrig har hørt live, som f.eks. “Explosia” eller “This Emptiness” fra deluxeversionen af L’enfent Sauvage, “Lizard Skin” fra debutten Terra Incognita eller det tonsetunge “Yama’s Messenger” fra “The Way of All Flesh”.

Ja, jeg kunne blive ved. Der er så ufatteligt mange fede sange i Gojiras diskografi, hvor jeg oprigtigt ikke føler, at der er en reelt dårlig plade. Det er derfor i den grad en skam, at så mange af dem aldrig bliver luftet herhjemme. Sætlisten er på det seneste blevet lidt for forudsigelig, om man tør sige det. Gojira må i den grad godt ryste posen, hvilket der ikke bør herske megen tvivl om vil føre dem helt til tops.

Billeder af Marika Hyldmar:

 

Mærkater: , ,