Anmeldelse af: Blues Pills + Kadaver + Stray Train, 04. oktober, VoxHall

På Voxhall blev det bevist, at retro stadig er fedt – hvis du altså ser længere tilbage enD 90’erne

Af: Martin Haverholm

Sådan en totalt trist tirsdagaften i Aarhus er perfekt til at se tung, dyster musik – og det var netop, hvad Voxhall havde på plakaten denne aften: Svenske Blues Pills har to anmelderroste bluesrock-albums i ryggen, og Kadavar fra Berlin har siden 2010 leveret solid, mørk doom-stoner-rock i grænselandet imellem Black Sabbath og Hawkwind.

Første band på scenen var dog Stray Train fra Slovenien, der mest af alt mindede mig om et højskoleband med en forkærlighed for Lenny Kravitz. Bandet spillede faktisk rigtigt godt på deres respektive instrumenter, men det virkede slet ikke som om, der var nogen kemi medlemmerne imellem. Nuvel, meget kan reddes med en original sang med et fængende omkvæd – men dem havde bandet desværre heller ingen af.

Under Stray Train var der kun et par håndfulde af publikummer, der havde vovet sig ind på scenegulvet, så jeg frygtede lidt, at det skulle blive kendetegnende for aftenen. Det blev det heldigvis ikke. Da Kadavar gik på scenen blev gulvet hurtigt godt fyldt af mennesker, og fra de første toner i ”Come Back Life” fra albummet ”Abra Kadavar”, var publikums opmærksomhed rettet udelt imod bandet. Selv et par tekniske problemer i starten af koncerten blev taget med ophøjet ro fra bandets side, og herefter veg kadavertoget ikke fra sporet.

At sammenligne trommeslagere med Animal fra “The Muppet Show” er en helt og aldeles slidt kliche, men den passer fandens godt på Kadavars Christoph Bartelt. Hans lange, røde hår og ditto skæg står vildt omkring ham, når han spiller, og hans armbevægelser virker ofte nærmest komisk store, i forhold til hans minimalistiske trommesæt. Men han spiller som en drøm og har fuldt fortjent at indtage pladsen midtfor, foran på scenen.

Kadavars koncert var en lang perlerække af fanfavoritter som ”Living in Your Head”, ”Eye of the Storm”, ”The Old Man” og ”Last Living Dinosaur”, alle spillet med en form for tilbagelænet overskud, der direkte betagede. Så da sanger Christoph Lindemann fortalte, at de lige ville spille to hurtige numre mere, fordi ”I står alle sammen og venter på at høre Blues Pills”, blev det mødt med højlydte protester fra publikum. Protesterne var dog rent glemt, da Kadavar spillede deres sidste nummer – en tung, lækker fortolkning af The Beatles’ ”Helter Skelter”.

Salen var dog alligevel godt fyldt op, da Blues Pills startede deres del af showet med titelnummeret fra deres seneste album ”Lady in Gold” – et lækkert psych’et bluesrock-nummer, hvor intensiteten langsomt blev bygget op og endte i et full blown psych-anthem.

Blues Pills var sådan et lidt mærkeligt band live – i hvert fald denne aften – hvor der absolut ikke var nogen tvivl om, hvem der er showets midtpunkt: Sangeren Elin Larsson. En sammenligning med Janis Joplin ligger lige til højrebenet, men er ikke rigtigt dækkende. Nok har Larsson den helt naturlige evne til, og smittende glæde ved, at stå på en scene – og nok er inspirationen fra Joplin tydelig – men Larsson formår på en eller anden måde at være helt sig selv. Og hendes energiske optræden er både imponerende og medrivende.

Den energi, Elin Larsson lagde for dagen, stod i skarp kontrast til resten af bandet. Ganske vist virkede de virkelig sammenspillede og havde masser af overskud til at småjamme, men desværre så de ud, som om de kedede sig bravt. Ikke engang de særligt rockende numre som ”High Class Woman” og ”Devil Man” kunne få musikerne til at vise en smule entusiasme. Sidstnævnte nummer tog dog aftenens pris for bedste publikumsinteraktion – men æren for den fællessang kan Larsson helt tage på sin egen kappe.

Under koncerten med Blues Pills tænkte jeg flere gange, hvad der mon ville ske, hvis Elin Larsson lavede et sideprojekt sammen med gutterne fra Kadavar. Ifølge mine umiddelbare beregninger vil resultatet være direkte frygtindgydende, og de vil risikere egenhændigt at sprænge hele rockverdenen i luften.

Jeg gik fra Voxhall fuldt overbevist om, at jeg netop havde set to livebands af højeste karat, men som dog ”kun” leverede gedigne koncerter. Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at både Kadavar og Blues Pills kunne trække en stjerne mere hjem, hvis stemningen havde været der og publikum lige havde givet den den ekstra tand, der får bands til at spille legendariske koncerter. Men det er svært ved koncerter på hverdagsaftener – og det er der ikke rigtigt noget at gøre ved. Det lykkedes alligevel at få forvandlet en totalt trist tirsdag aften til en tung, tilfredsstillende tirsdag nat.