• The Magpie Salute
2.5

Anmeldelse af: The Magpie Salute. DR Koncerthuset, Kbh. 23. november 2018

En gang imellem skal et metalhoved have lov til at være lidt kulturel. Det valgte jeg at gøre ved at svinge skinken forbi hele Danmarks yndlings haderegning: DR.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

I DR’s Koncerthus, Studie 2 var der dømt næsten 2 timers blues/ bonderøvsrock. Men på den kulturelle måde.

Før jeg fortsætter, skal jeg måske lige nævne, at jeg normalt ikke er til blues, men da jeg blev tilbudt at tage med, lyttede jeg lige til deres mest hørte nummer på Spotify, og tænkte noget i stil med; “Det sgu meget cool. Sure ’nuff”.

Cut til fredag. Studie 2 er lavt belyst, og der spilles en blanding af blues og country over anlægget. Salen lugter lidt af sauna. So far, meget kulturelt. Har i dagens anledning taget en hvid skjorte og casual blazer på. Føler, jeg passer ind. Lige indtil nogle brødre med langt garn træder ind i salen. Nu føler jeg mig mere hjemme.
Indtil en dame med en rollator kommer forbi. Knap så meget hjemme.
Jeg spotter også flere folk med hat. I kender typen.

Musikken slukkes, og salen bliver mørk. Et par skikkelser kommer på scenen.

Bandet starter med nummeret “High Water”. Det rykker ikke så godt, som det, jeg nåede at høre hjemmefra. Publikum er dog helt kolde, så det fremprovokerer maks en smule vippen fra de forreste mennesker. Derefter går bandet over i “Take it All”. Et markant langsommere nummer. Mere mudret. Gritty om man vil.

Lyden er måske ikke den bedste. Tænker da, vores licenspenge kan købe en bedre lydmand? Eller er det en del af udtrykket? I så tilfælde flyver den over hovedet på mig. Hører dog nogle lignende kommentarer fra andre omkring mig.

Omkring fem numre inde i koncerten genkender jeg et riff, “Had to Cry Today” fra bandet Blind Faith bliver coveret. Noget klassisk rock skulle vi altså også have.

Det er også under disse numre vi lige skulle frydes med en længere orgel-solo. PLOT TWIST: man kunne grundet lyden ikke høre orgelet. Fedt…

Efter seansen skulle vi så også lige igennem tre akustiske numre startende med “You Found Me”. To af musikanterne forlader scenen under disse, så vi er efterladt med to guitarister og forsangeren, som indimellem selv står med en guitar. 

Meget smukt, men nogen riffs skulle måske være timet lidt bedre, efter min mening.

Jeg må indrømme, at disse numre trækker lidt ud. Så det er, for mig, et glædeligt gensyn, da de to musikanter (trommeslager og bassist) kommer tilbage på scenen.

I en lynhurtig glidende overgang går de over i den mere rockede del af samme nummer. Energien kommer tilbage til mig, og det er så veludført, at det endelig sætter lidt liv i publikum, som nu hopper lidt mere med på noderne.

Her får vi flere covers, deriblandt fra Def Leppard. Rart med nogen flere numre, vi kender. De er veludførte, og publikum ser ud til at kunne lide det på trods af lidt mudret lyd.

Til sidst melder de kort ud, at nu er det tid til ekstranummer (i min bog skal publikum spørge om det først, but who am I to judge). Her introducerer de også lige kort de forskellige medlemmer.

Vi får to ekstranumre, navnligt, “My Morning Sun”, og “Send Me an Omen”.

 

Afsluttende tanker:

Jeg er vant til hårdtslående koncerter, hvor folk står forrest og ryster med garnet, og fans hopper ind i hinanden, som narhvaler, der slås om hunner. Koncerter, hvor bands har en intim kontakt med publikum. Det vil jeg ikke sige, jeg fik her. Hvad, jeg fik, var en koncert, hvor et band på kompetent manerer, leverede deres materiale, hvorefter det er op til publikum selv at føle sig ekstra kulturelle.

Jeg kan ikke give en vurdering som en inkarneret fan af genren, men i stedet som en outsider, som kommer hertil med et åbent sind.
Personligt, er jeg ikke solgt helt endnu. Det kræver måske en fadøl eller to mere.

For nu, kan jeg kun give en score på 2,5/5: Klassiske rockhoveder, vil måske have en god aften, men forvent ikke ondt i hverken nakke eller benmuskler

 

Et par billeder fra anmelderen/fotografen er her: